Børn styrkes af at kende deres familiehistorie

I en ny bestseller forsøger den amerikanske forfatter Bruce Feiler at knække koden til et lykkeligt familieliv

Den amerikanske journalist og forfatter Bruce Feiler har specialiseret sig i at skrive om familieliv og tro. ”I sidste ende er hemmeligheden til at blive en lykkelig familie dybest set, at man gør en indsats,” siger han.
Den amerikanske journalist og forfatter Bruce Feiler har specialiseret sig i at skrive om familieliv og tro. ”I sidste ende er hemmeligheden til at blive en lykkelig familie dybest set, at man gør en indsats,” siger han.

For et par år siden nåede den amerikanske skribent Bruce Feiler bristepunktet.

Det var sommer, og han var sammen med sin kone og tvillingedøtre samlet til den årlige sommerhusuge med sin nærmeste familie. Hans ældre forældre var tydeligt skrantende, hans søster var fuld af bekymringer over sine børns forestående indtræden i puberteten, og Bruce Feiler og hans kone selv var overbelastede af et kaotisk liv som stressede småbørnsforældre.

Der gik da heller ikke mere end få timer, før situationen kogte over, og familiemedlemmerne røg i totterne på hinanden. Familien syntes, som Bruce Feilers far udtrykte det, at være ved at falde fra hinanden.

LÆS OGSÅ: Fagre nye familier

Det fik mig til at tænke over, hvilke karakteristikker lykkelige familier deler. Hvad er det, der gør nogle familier effektive, stærke og modstandsdygtige, og hvordan kan vi andre følge deres eksempel, siger Bruce Feiler, der er forfatter til flere bedstsælgende bøger og kendt i USA for sin populære klumme i avisen New York Times om moderne familieliv.

Hans systematiske søgen efter svar på det spørgsmål er nu blevet til en stærkt omtalt ny bog, The Secrets of Happy Families (Lykkelige familiers hemmeligheder), der siden udgivelsen for en måned siden har taget de amerikanske bestsellerlister med storm.

Bogen samler en lang række kreative råd om familieliv, børneopdragelse og parforhold inspireret af Bruce Feilers samtaler med særligt velfungerende familier samt med et udvalg af nytænkende erhvervsledere, psykologer, militærfolk, fredsforhandlere, eliteidrætstrænere og en enkelt belgisk sexterapeut, der alle deler ud af deres viden om de nyeste og mest banebrydende strategier til at få grupper til at fungere bedre.

Netop nu er et overordentlig godt tidspunkt til at granske, hvordan man skaber et lykkeligt, harmonisk familieliv. Igennem de seneste 50 år har vi i den vestlige verden oplevet en revolution inden for, hvad det vil sige at være en familie. Der er kommet nye familietyper til, og de traditionelle roller for far, mor og børn er blevet opløst og erstattet af en utrolig omskiftelighed. De gamle regler gælder ikke længere, men de nye er endnu ikke blevet skrevet, siger Bruce Feiler, som møder Kristeligt Dagblad til en snak om bogen en stille morgen i Los Angeles.

Feiler, der er 48 år og far til to syvårige piger, betegner den moderne forældregeneration som en slags pionerer.

Vi er den første generation af familier, hvor alt konstant er til forhandling. Vi betræder nyt territorium, og det er kaotisk. Og selvom al forskning peger på, at vores familier er den faktor, der har størst indflydelse på vores trivsel, bruger vi meget mere tid på at arbejde på vores karrierer, vores hobbyer og endda vores kroppe, end vi gør på aktivt at forsøge at forbedre vores familier, siger han.

Bruce Feiler brugte flere år på at knække koden til et lykkeligt moderne familieliv, og blandt bogens flere end 200 forskellige strategier er et enkelt underliggende tema:

Det allervigtigste, du kan gøre, er at skabe en stærk familiefortælling. Forskning viser, at de børn, der trives bedst og har mest selvtillid, er dem, der ved mest om deres familier og deres familiehistorier: Hvor deres bedsteforældre voksede op, hvordan deres forældre mødte hinanden, deres egen fødselshistorie og den slags.

Og det er vigtigt at dele både familiens op- og nedture med børn, understreger han.

I denne uge er det påske, og millioner af kristne verden over genfortæller en af de værste dele af deres historie. På samme måde bør vi også fortælle vores børn om de forfærdelige ting, der er hændt i vores familier. Vores instinkt som forældre er at skærme børnene fra det negative, men det er forkert. Børn, der virkelig kender deres rødder og forstår, at de er del af noget, som er større end dem selv, er bevisligt mere psykisk robuste end andre børn.
LÆS OGSÅ: Blodets bånd i opbrud: Voksne børn skrotter mor og far

I bogen beskriver Bruce Feiler, hvordan han sammen med sin indimellem modstræbende hustru afprøver de råd, som han får, på deres egen familie. En af de bedste ting, familien gjorde, var at udforme deres egen missionserklæring inspireret af moderne virksomhedskul-tur.

Det handler om at tale om kerneværdier og udforme en fælles vision for, hvem man er som familie. Hvordan kan vi forvente, at vores børn opretholder vores families særlige værdier, hvis vi aldrig artikulerer, hvad disse er? Det kan lyde plat, men det har gjort en kæmpe forandring i min egen familie, hvor vi i dag ofte bruger vores missionserklæring, der hænger indrammet på stuevæggen, som et udgangspunkt til at løse konflikter, siger han.

Blandt de mest overraskende virkningsfulde teknikker, som Bruce Feiler lærte af sit familieforbedringsprojekt, er at lade børn vælge deres egne belønninger og straffe. Hans døtre, der ifølge Feiler viste sig at være nogle skånselsløse små Staliner, bestemte eksempelvis, at de ville få 10 minutters ekstra godnatlæsning, hvis de hilste på fem fremmede mennesker på en uge. Sparkede de nogen, ville de gå i seng uden dessert i en måned.

Som forældre vil vi helst bestemme alt. Men næsten intet i samfundet er topstyret længere, og enevældetilgangen forbereder slet ikke børn på den verden, som de træder ind i. Det udvikler børns hjerner at lade dem være med til at administrere deres egne liv, og det har haft en enormt positiv indvirkning på vores familieliv, siger han.

Bruce Feiler foreslår at sætte det hele i system ved at indføre et fast ugentligt familiemøde, hvor børn og voksne taler om, hvad der gik godt og skidt i familien i den forløbne uge, og hvad de forskellige medlemmer vil arbejde på at forbedre i den følgende uge.

Når tingene går godt, er det nemt at være forældre. Det er, når tingene ikke går godt, at det er vanskeligt. Det hjælper at have redskaber til at håndtere de problemer, der uvægerligt opstår hver dag, og at have et rum til at tale om dem. Men i sidste ende er hemmeligheden til at blive en lykkelig familie dybest set, at man gør en indsats.