Danskerne kender Per Larsen som den venlige chefpoliti-inspektør, der tonede frem på tv for at forklare endnu en sag om alvorlig kriminalitet. Men for tre år siden var det en helt anden rolle, som den garvede politimand befandt sig i.
Per Larsen havde fået nyrekræft og var nu den alvorligt syge bedstefar.
LÆS OGSÅ: Vi har så mange ubesvarede spørgsmål
En situation, som satte gang i alvorlige samtaler med hustruen og deres to voksne børn. Og med barnebarnet Elin, der dengang bare var tre år.
Selvfølgelig trak det følelsesmæssige søm ud hos mine omgivelser, men jeg tror ikke, man kommer nogen vegne med at tie det ihjel, siger Per Larsen i dag om tiden dengang, hvor det kunne gå begge veje.
Også lille Elin blev involveret og besøgte farfar på sygehuset og fik lov til at se hans forbinding på maven.
Man skal ikke overdrive og male fanden på væggene over for børnene, men man må heller ikke underspille, at der er en sygdom. Hvis man fylder dem med løgn, kan det udvikle sig til en dårlig historie på den lange bane, siger Per Larsen.
Han var igennem to operationer. Først fik han fjernet den ene nyre og et halvt år efter binyren i den anden side, men han slap for kemoterapi og er i dag rask. Han er gået på pension, er netop udpeget som formand for Børnerådet og virker desuden som vicepræsident i Kræftens Bekæmpelse.
Per Larsen er en af stadig flere, der bliver ramt af kræft. Hvert år får 30.000 danskere en kræftdiagnose et tal, der vil vokse med 20 procent i de næste 10 år, når der bliver flere ældre. Flere og flere familier vil altså opleve, at bedstefar eller bedstemor får kræft. Og ligesom i Per Larsens familie rejser det spørgsmålet, hvad man skal fortælle børnebørnene.
Hos Kræftens Bekæmpelse møder rådgiverne mange familier, hvor blufærdighed får forældre og bedsteforældre til at skjule sandheden for børnene.
Per Bøge er projektchef hos Kræftens Bekæmpelse og arbejder med børn i sorg. Han ser, at nogle forældre i den kærligste mening lyver om farmors eller morfars sygdom i et forsøg på at beskytte børnene. Men det er ikke en holdbar løsning, mener han.
Måske magter mormor ikke at se børnebørnene mere. Eller måske kan de selv se, at hun er blevet tynd og anderledes. De voksne i familien er nødt til at italesætte det over for børnene, for hvis vi overlader det til deres fantasi, kan det være meget mere skræmmende. De tror måske, at det er deres skyld. Her er sproget den forløsende faktor, siger Per Bøge.
Tavsheden findes i de familier, der ikke har et sprog for alvorlige og dybe følelser. De elsker hinanden uden at få det sagt, og mormor har måske hele livet vist sin kærlighed til børn og børnebørn gennem dejlig mad, kager og praktiske tjenester.
Men spørger man børnene, så siger de enstemmigt, at det værste, man kan udsætte dem for, er tavsheden. Og mange siger også, at tænk, hvis jeg havde nået at tage afsked. De er vrede, når de ikke får den mulighed, siger Per Bøge.
Samme erfaringer har psykolog Inge Kirkeby, der leder Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Viborg og Herning. Her møder hun familier, som ubevidst vælger tavsheden som forsvar imod kræften.
Ikke to familier er ens, men de har haft en kommunikation, der fungerede. Tavsheden er noget, kræften fører med sig. Det er et forsøg på at bevare roen. På ikke at provokere sin egen angst og på at undgå at gøre hinanden kede af det, siger Inge Kirkeby.
Hendes opgave i rådgivningen går ud på at få hul på alt det, der ikke bliver sagt. Og her er det vigtigt at være ærlige over for børnene, når deres forældre eller bedsteforældre har kræft og risikerer at dø.
Børn reagerer på, hvordan sygdommen følelsesmæssigt påvirker mor og far, bedstemor og bedstefar. Og så er det fristende at sige, at det skal vi nok klare, eller at lægerne er jo så dygtige. Men må aldrig love, at man ikke vil dø. Det vil være et kæmpe svigt, siger Inge Kirkeby.
Men på Viborg Sygehus oplever hospitalspræst Lisbeth Marianne Andersen en ordløs nænsomhed, når et ældre kræftramt menneske ligger for døden. Det er familier, hvor man ikke siger tingene direkte.
Vi er lidt i Vestjylland, og det er en anden kultur. Vi beder måske fadervor sammen. Og der ligger meget i den måde, man holder hinanden i hånden på. Eller stryger den gamle over håret og kinden. Det er også måder at få noget sagt på, siger Lisbeth Marianne Andersen.
Men for Per Larsen er åbenhed eneste farbare vej, også selvom mange danskere er vokset op med noget andet.
De ældre har levet i en tidsalder, hvor det var mere tabubelagt at diskutere personlige ting. Resten af familien må så forstå, at det er de ældres opdragelse, der får dem til at reagere på den måde. Så må sønnen og datteren opbløde det lidt, siger Per Larsen.
De må forklare børnene, at det her er alvorligt. Det duer ikke med et mummespil.