Jeg er vokset op trygt og godt i en villa i Hammel, hvor vi tre brødre havde hvert vores værelse. Min mor var dagplejemor, og min far var slagteriarbejder. Bagved vores hus lå nogle fodboldbaner, og der spillede jeg fodbold med min far og mine brødre. Vi havde ikke særligt mange tv-stationer, men jeg fik lov at spille Commodore 64 med mine brødre.
Vi har altid været en sportstosset familie. Min far og mine brødre har også cyklet, og vi har altid fulgt med i alt: fodbold, håndbold og cykling. Vi er allesammen konkurrencemennesker, og vi har konkurreret om alverdens ting.
Tid var det vigtigste i min familie. Vi var samlet omkring cyklingen, så når vi skulle ud at køre løb i weekenderne, tog hele familien med.
Jeg led på nogle punkter afsavn på grund af min sport, men omvendt var det dét, jeg ville. Vi rejste ikke alverden, for vi brugte tiden på sport derhjemme, og som ung var jeg sjældent ude at drikke i weekenden, fordi jeg var en seriøs sportsmand allerede som 13-årig. Mine forældre har altid støttet min og mine brødres sportsudøvelse, så det var naturligt, at der var træning hver dag og fokus på ordentlig kost. I cykelklubben havde vi et fedt kammeratskab, som gjorde, at jeg ikke tænkte så meget over afsavnet.
Mine forældre lærte os at have respekt for hinanden og at være selvstændige. Vi skulle kunne klare os selv og ikke bare være sådan nogle, der gik og pussenussede. Da vi blev lidt ældre, havde vi hver vores maddag, hvor vi selv skulle handle ind og lave mad. Vi fik også penge til tøj, så vi selv kunne bestemme, om vi ville have ét par mærkecowboybukser eller tre par af de billige. Det gjorde, at vi ikke stod helt på bar bund, da vi hver især flyttede hjemmefra. Stædigheden har jeg også fra mine forældre. Og så har de lært mig, at det er vigtigt at tage sig tid til at fordybe sig nogle gange. Man behøver ikke køre med 120 kilometer i timen hele tiden.
Juleaftenerne er mine bedste minder. Der havde vi det virkeligt sjovt. Om morgenen skulle vi på skattejagt efter en gave at få dagen til at gå med. Så så vi Disneys juleshow og spiste konfekt. Efter den traditionelle julemiddag "klunsede" vi: et talgættespil med tændstikker. Taberen skulle tage opvasken. Efter gaverne spillede vi alle de nye spil, vi havde fået. Eller Whist.
Jeg har et tæt forhold til min ældste bror. Da jeg skulle til at være professionel cykelrytter, var han i gang med at stoppe, og derfor kunne jeg læne mig op ad ham og hans viden.
Mine forældre har to plejebørn. Da vi var ved at være flyttet hjemmefra, syntes mine forældre, at de havde plads og overskud til at hjælpe nogle andre børn, der ikke havde det så godt. Den ene er der hver anden weekend, den anden er så gammel nu, at han også er flyttet hjemmefra. De er med til familiefesterne, for de hører med til familien på lige fod med os.
Det er vigtigt for mig at have tid til mine børn. Som cykelrytter er jeg væk hjemmefra halvdelen af året, men når jeg er hjemme, skal jeg have så meget kvalitetstid med dem som muligt. Så laver vi perleplader, og jeg snakker med dem og lader dem fortælle om deres dag. Vores børn skal også lære at deltage og hjælpe til i hjemmet.
Det er anderledes at opdrage børn i Italien end i Hammel. Mine børn kan både dansk og italiensk, og jeg synes, det er en stor gave at give dem, at de bliver to-sprogede. Og så spiser mine piger nok lidt mere pasta, end de spiser brød. Den tid, mine forældre gav mig, vil jeg også give mine børn.