Prøv avisen

Familien Humaidan fandt et forsvundet fællesskab på Ærø

For to år siden flyttede Maj My Midtgaard Humaidan og Kristian Humaidan til Ærø efter flere år i blandt andet New York og København. På den sydfynske ø finder de en ro og et nabofællesskab, der gavner ikke mindst de fire børn. På billedet ses også Live, fem år, på skødet af sin mor, storebror Storm, otte år, og Ilja, fem år. Et-årige Juno er ikke med på billedet. – Jens Welding Øllgaard. Foto: Jens Welding Øllgaard

Siden 2011 er antallet af børnefamilier, der flytter ud på landets småøer, steget. Familien Humaidan er en af dem. På Ærø har de fundet det fællesskab, som de har haft svært ved at stampe op andre steder

Der er mennesketomt på soldækket denne tidlige torsdag formiddag. En rå forårskulde svøber sig sammen med en tæt, tyk tåge om færgen mellem Svendborg og Ærøskøbing. Vi er nær indsejlingen til selve havnen, da Ærø som et forjættet land omsider stiger frem fra tågen.

Men selvom den lille ø i Det Sydfynske Øhav er svær at få øje på i dag, er det ingenlunde den skæbne, der ellers kendetegner Ærø i disse år. Derimod synes særligt børnefamilierne at have fået den 88 kvadratkilometer store ø i kikkerten.

I årene fra 2011 til 2015 oplevede Ærø således en stigning i antallet af tilflyttende børnefamilier på seks procent netto, og samme tendens kan ses på flere af Danmarks andre småøer.

Godt og vel et kvarters kørsel fra færgehavnen i Ærøskøbing på et nedlagt landbrug med udsigt over mark og hav bor Maj My Midtgaard Humaidan og Kristian Humaidan sammen med deres fire børn i alderen et til otte år. De udgør en af de danske børnefamilier, der har sagt farvel til storbyliv og goddag til øliv.

For to år siden flyttede de til Ærø efter at have boet først i København og efterfølgende nogle år i Svendborg. At det blev på Ærø, de slog sig ned, var lidt af en tilfældighed – og så alligevel ikke. Da parret blev gift, holdt de festen på Ærø hen over en hel weekend, og brylluppet og ikke mindst bryllupsforberedelserne på øen gjorde noget ved dem.

”Vi oplevede, at man kunne ringe til hinanden og få hjælp uden at skulle have dårlig samvittighed. Hvis kokken havde brug for assistance til et komfur, kom elektrikeren hurtigt til, og alle virkede, som om de var fortrolige med hinanden,” siger Kristian Humaidan om den hjælpsomhed, som parret finder så karakteristisk for øen.

Da parret for et par år siden skulle vælge skole til deres nu otteårige søn Storm, tog de beslutningen om at forlade fastlandet.

”Jeg kan godt frygte, at det etablerede skolesystem har travlt med at putte børnene i nogle kasser, som begrænser dem frem for at bygge dem op. Derfor har jeg været nervøs over at sende vores søn i skole. Men så faldt vi for en friskole herovre, som er mere fri og kreativ, og hvor der er mulighed for et sætte aftryk. Det blev en afgørende faktor for, at vi kunne se os selv på Ærø,” siger Maj My Midtgaard Humaidan fra spisebordet i stuen, hvor der, når tågen ikke driller som i dag, er udsigt ned til stranden.

Hverken Maj My Midtgaard Humaidan eller Kristian Humaidan havde nogen tilknytning til Ærø, inden de flyttede hertil, og hun, der selv tidligere har boet fire år i New York, kalder det for en slags udvidet familie, de har fået herovre.

”Nu har vi boet i både New York, København og Svendborg, og vi har banket på hos mange naboer gennem tiden. Vi vil gerne være en del af et større fællesskab og har også nogle sociale ressourcer at bidrage med, men vi har tidligere oplevet, at man kunne kaste rimelig meget op i luften, som endte med bare at lande igen. Ikke fordi der var en modvilje, fornemmede vi, men bare fordi det ikke var dér, fokus var. Herovre er det anderledes – da vi rakte en hånd ud, allerede inden vi flyttede, kom der 10 og greb den. Det bliver selvforstærkende, så man får lyst til at give endnu mere,” siger hun.

Da familien Humaidan flyttede til Ærø, havde de en forestilling om, at deres nye venner primært ville blive andre tilflyttere, der som de selv havde fået nok af livet i storbyen. Men Maj My Midtgaard Humaidan, der er journalist og blogger, og Kristian Humaidan, der er musiker og kendt i den brede offentlighed som rapperen UFO, kan efter to år på øen sige, at sådan kom det ikke helt til at gå.

”Jeg tror, at det havde været svært at finde noget, der bare tilnærmelsesvis ligner det, vi har fundet herovre, i vores opgang på Nørrebro. Selvom vi boede dør om dør med den kreative klasse, som jo på papiret var mere os. Men nu har vi Minna og Tange på 77 år til middag, og rundt om hjørnet bor Christen og Bente på 75 og Kirsten på 87, og vi ser dem virkelig meget. Og så ser vi Peder og Kirsten, der bor lidt nede ad vejen og er jævnaldrende med os. Han er murer, og hun er fysioterapeut, og jeg er rimelig sikker på, at hvis vi havde boet i København, så havde nogle af vores bedste venner ikke været murer og fysioterapeut. Men det giver bare en spændvidde, som er rigtig fed, og samtidig må vi erkende, at vi på et værdimæssigt plan har rigtig meget tilfælles med dem, og måske mere end med så mange andre,” siger Maj My Midt- gaard Humaidan, der skriver om det og de mange andre facetter ved ølivet på sin blog majmy.dk.

Selvom det er torsdag formiddag, og de fleste børn er i skole på nuværende tidspunkt, tøffer otteårige Storm rundt i huset. Han har fået lov at holde en fridag i dag – det gør han af og til. Faktisk går han ofte kun i skole fire dage om ugen og holder tre dages weekend. Samme model gælder for de femårige tvillinger, der går i børnehave og for etårige Juno, der går i dagpleje.

Da parret bliver spurgt om, hvad skolen siger til det, virker de overraskede over spørgsmålet. Det er ikke noget, de har overvejet skulle være et problem. Det hører med til den livsform, de har valgt for dem selv og deres børn, og de oplever ikke, at skolen eller andre folk i deres nærhed sætter spørgsmålstegn ved den måde at indrette sig på.

”Jeg oplever, at her er bedre plads til at definere, hvad der er normen for mit liv. De andre steder, jeg har boet, har man været mere spændt op på nogle normer for, hvordan vi arbejder og bor. Storm holdt også fridage, da vi boede i Svendborg, men det var svært at finde nogle at dele det med. Ikke fordi alle gør som os herovre, men der er et helt andet tempo her, som vi bedre kan passe det ind i,” siger Kristian Humaidan.

Tidligere var rejser en vigtig del af livet, men efter familien Humaidan er flyttet til Ærø, fylder det ikke længere helt så meget i bevidstheden.

”Måske fordi det at bo på Ærø føles lidt som at være på ferie hele tiden,” siger Maj My Midtgaard Humaidan.

I det hele taget mærker familien, at man prioriterer anderledes her på øen, når det gælder materielle goder – anderledes end det, de har oplevet, hvor de ellers har boet.

”Jeg oplever ikke, at forældre her bruger vildt meget krudt på, hvilket tøj deres børn har på i børnehave. Her har jeg en tro på, at ingen, hverken pædagoger eller andre forældre, vurderer mig på, om mine børn er lidt spøjse i tøjet en dag. Om jeg reelt er blevet det tidligere, ved jeg ikke,” siger hun.

Men penge skal der naturligvis til, også selvom man bor på en ø. Før kom ægteparret Humaidans indtægt primært fra artikelskrivning og raptekster. Sådan er det ikke længere. Sammen har de stiftet virksomheden Huset Humaidan, hvor de holder camps for udsatte, unge mennesker, der gennem arbejdet med at skrive og lave musik får muligheden for at få en succesoplevelse.

”Det var Kristian, der fik idéen en dag under bruseren. Vi var begge ved at køre lidt sur i vores fag. Vi havde stået på en piedestal længe nok og taget udgangspunkt i os selv, og vi fik lyst til at bruge det, vi kunne, så det gav mening for andre,” forklarer Maj My Midtgaard Humaidan.

For Kristian Humaidan, der siden han var 21 år, har kunnet leve af sin egen musik, har det været en løbende udvikling hen imod en erkendelse af, at livet kan leves anderledes end det, man umiddelbart har været vant til.

”I lang tid har jeg været på vej et andet sted hen. Og hvis man skal ud at spille en masse koncerter, som jeg var førhen, er det ikke fordelagtigt at bo på Ærø. Jeg har udgivet nogle soloplader, men det har slet ikke samme kvantitative impact som tidligere. Nu handler det for mig mere om, at jeg kan være en stemme, der giver en modvægt til det her konkurrenceprægede, kapitalistiske samfund, vi lever i,” siger han.

Og så har den ærøske natur fået tag i den tidligere rapstjerne. Han kan bruge timevis i haven og på marken, skal til at eksperimentere med at have smågrise og har en drøm om at være med til at gøre Ærø selvforsynende. Det er ikke for ingenting, at sønnen Storm kalder ham ”Rapper Landmand”.

”Jeg bliver tiltrukket af det her med at dyrke jorden, men jeg ved jo slet ikke nok om det. Jeg er 36 år, så jeg skal også i gang med at lære det nu, hvis det skal være,” siger han.

Derfor kører Kristian Humaidan rundt på naboernes maskiner, når han kan få lov, og læser bøger om økologi og bæredygtigt landbrug. Og så er vi tilbage ved det tætte naboskab på øen. Det er også naboen, 75-årige Christen, der har lært ham at sætte garn ud, så familien kan få friske fisk til aftensmad. De tager altid ud sammen de to, hvilket giver en tryghed for hustruerne derhjemme.

Men kunne man ikke få præcis det samme gode liv i en landsby på fastlandet?

Måske. Et stykke hen ad vejen. Og så alligevel ikke.

”Selvom vi kan være uenige her på øen, så står man altid sammen, når der er noget udefra, der presser. Det kan man mærke. Og så er der ligesom den her bagkant. At når den sidste færge er sejlet for i dag, så er du her altså bare. Det er lidt ligesom at stå i en elevator uden sin telefon – så skal man kigge de andre i øjnene. Det kan jeg godt lide,” siger Maj My Midtgaard Humaidan.

Sønnen Storm kommer og sætter sig ved spisebordet med en leverpostejmad, han selv har været i køkkenet for at smøre. Han vil gerne give sit besyv med og fortælle om, hvordan det er at være barn på Ærø.

”Det er meget, meget fedt. Jeg kan godt lide naturen – i morges var der to rådyr ude på marken. Og jeg kan selv tage bussen over til min ven Leif i Marstal og stå af og gå hjem til ham,” fortæller han med slet skjult stolthed i stemmen.

Inden længe skal resten af børneflokken hentes hjem – klokken er ikke ret mange. Men på Ærø er hver dag lidt som en ferie – også for børnene.

Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard