Prøv avisen

De prioriterer søskendeskab med plads til forskellighed

Tre generationer i en villahave i Charlottenlund nord for København. Fra venstre: Marianne Zibrandtsen, Dagmar på tre år og Astrid på seks år og Nathalie Zibrandtsen Eisbo. Foto: Søren Staal.

I familien Zibrandtsen er det gode søskendeskab en værdi, som de blandt andet plejer ved en ugentlig søndagsmiddag. De er enige om at holde fast i relationerne, men er også klar over, at de må øve sig i at se på hinanden med nye øjne

Her bor vi!

I en villahave i den københavnske forstad Charlottenlund løber to piger rundt med bare tæer i græsset på jagt efter bellis til at pynte deres imaginære kager. Seksårige Astrid og treårige Dagmar Eisbo er storesøster og lillesøster, men de bliver også opdraget til at være et vi. Pigernes forældre er på vagt, hvis de forsøger at udlevere hinanden i en konflikt. Når enten Astrid eller Dagmar har klippet hul i en trøje, så har forældrene indprentet dem, at de skal stå sammen over for de voksne.

LÆS OGSÅ: Søskende, der hader hinanden

Pigernes mor, øjenlæge Nathalie Zibrandtsen Eisbo, er bevidst om, at de to søstre skal opdrages til at holde sammen.

Hvis de skal lave ballade, skal de være to om det og holde tæt. Der har været situationer, hvor vi aktivt har prøvet at opfordre dem til at holde sammen, og i dag kan vi se, at det faktisk er den strategi, de ofte vælger, siger hun.

Og sådan er Nathalie Zibrandtsen Eisbo selv opdraget. Som hendes mor, den 61-årige gymnasierektor Marianne Zibrandtsen, udtrykker det, har sammenholdet i søskendeflokken stået højt på prioriteringslisten.

Marianne Zibrandtsens 90-årige mor, Yvonne Zebitz, er et forbillede, når det gælder det gode søskendeforhold. Hun bor i samme kvarter og har et nært forhold til sin søster, som også bor i Charlottenlund, hvor de er vokset op.

Den sommerdag, hvor Marianne Zibrandtsen og øjenlæge Pieter Zibrandtsen i 1977 blev forældre til deres andet barn, Signe, nåede de også at købe et sommerhus. Siden er alle somre blevet tilbragt her, og i ly af den trange fritidsbolig har forældrene prøvet at skabe rammerne for et godt søskendeliv.

Børn vokser rigtig meget, når de har ferie, og vi var bevidst om, at de i den periode skulle have rigtig meget med hinanden at gøre. De tre små modeller delte et lille børneværelse med tre køjesenge. De syntes, det var fantastisk, men der gik noget tid, inden der blev ro om aftenen. Vi har også vænnet dem til at arbejde i hold. I en periode boede en fætter også hos os, og så arbejdede de sammen to og to om borddækning, oprydning og tøjvask, hvilket betød, at de alle kunne bidrage, siger Marianne Zibrandtsen.

Nathalie Zibrandtsen Eisbo husker godt årene med hold-arbejde i hjemmet, som står som gode minder.

At vaske op med sine søskende er altid en fest. Ikke fordi opvasken er en fest, men det at gøre det sammen, mens man griner, siger hun.

Et vilkår for familiens søskendeliv var, at Signe ikke udviklede sig som sine søskende. Hun har et udviklingshandicap, men opvæksten med en handicappet søster har været en kvalitet for sammenholdet, mener storesøster Nathalie Zibrandtsen Eisbo. Nok var de søskende, men de voksede også op med en vished om, at de var forskellige.

Det har været en kvalitet at have en lillesøster, som ikke kan særlig meget, for det betyder, at forskellighed altid har været et vilkår. Det var meget tydeligt i min opvækst, at retfærdighed mellem os søskende ikke betød, at vi alle skulle have det samme. Som søskende har vi haft vidt forskellige behov for tryghed og opmærksomhed. De behov er blevet mødt, men vi har samtidig fra tidlig alder lært, at der ikke er nogen, som bliver forfordelt på kærlighed, selvom en anden måske får større opmærksomhed. Kærligheden falder bare ikke altid ens, fordi vores behov er forskellige, siger Nathalie Zibrandtsen Eisbo.

Mens Marianne Zibrandtsens børn endnu var små, fik hun en vision om, hvad man kan gøre for at bevare et godt søskendeliv.

Efter at have undervist i religion i gymnasiet i flere år, fik hun mulighed for at komme til Israel. Besøget faldt sammen med den jødiske påske, og hun hæftede sig ved, hvordan jøderne prioriterede samværet i familien omkring sabbat.

Som en souvenir købte hun et puslespil, som viser scener fra jødernes sabbat, og dermed lagde hun de første brikker til det, som er blevet en institution i familien Zibrandtsen: den ugentlige middag for forældre, søskende, ægtefæller og børnebørn.

I jødedommen er der nogle værdier omkring familien, som gør, at man holder sammen. Og et dogme som sabbatten er godt til at hjælpe en med at holde fast. Vigtigheden af, at der er en tid, hvor vi hører efter, hvad hinanden siger, og følger med i hinandens uge, er en god forudsætning for et godt liv i familien, siger Marianne Zibrandtsen.

Da børnene boede hjemme, var det ingen kunst at samles til familiemiddage, men da børnene var flyttet hjemmefra, satte Marianne Zibrandtsen klare rammer for en ugentlig middag. Familien og deres tre voksne børn har valgt at bosætte sig med få kilometers afstand, så geografien er ikke nogen hindring for sammenkomsten. Og i familien er man enige om, at den ugentlige middag i sig selv er en kvalitet for søskendelivet.

Det bliver mindre påtaget at være sammen med sine søskende, når man ses jævnligt. Fordi vi ses ugenligt, er vi på linje med alle de små ting i hinandens liv og kan lettere tale om de større ting, siger Nathalie Zibrandtsen Eisbo. Marianne Zibrandtsen supplerer:

Idéen med søndagsmiddagen er netop, at vi kan nå at opdatere hinanden på, hvad vi hver i sær går og tumler med, og så har man et bedre fundament for den næste samtale. Når vi mødes, er der en ærlighed til stede. I mange af vore andre relationer kan der være støj på linjen, men når man sidder med familien og annoncerer noget eller griner, så er der en anden lydhørhed, siger Marianne Zibrandtsen, som typisk er vært for søndagsmiddagene.

De to generationer Zibrandtsen er enige om, at samtalerne ved middagen er gode. Viljen til at se på sine søskende med nye øjne er i følge Nathalie Zibrandtsen Eisbo afgørende, hvis søskendeforholdet skal være godt på sigt.

Som søskende bliver man nødt til at omdefinere de relationer, man har haft som børn, og acceptere, at folk vokser. Jeg skal tage mig selv i ikke hele tiden at behandle min lillebror som en lillebror. Han er naturligvis min lillebror, men han er så meget mere end det, og jeg må acceptere, at han er voksen. Kunsten bag et godt søskendeskab er at finde lejligheder til at mødes og samtidig at se forholdet som en fleksibel ting, hvor man giver rum for, at den anden ændrer sig. Jeg tror, det er den transition, som går galt i mange søskendeforhold, siger hun.