Prøv avisen

Den evige kamp om mors kærlighed

Alle forældre ønsker, at deres børn har det godt sammen, og de vil sige, at de har elsket deres børn lige meget, men der kan være nogle latente konflikter, som forældrene slet ikke er herre over, siger sognepræst Søren Hermansen. Foto: Mette Frandsen.

Når voksne søskende bliver uforsonlige, kan de ydre årsager være alt fra arvespørgsmål til besvær med at rumme sine voksne søskendes familie. Men bag stridighederne ligger ofte kampe, som man har kæmpet med sine søskende gennem opvæksten

Artiklen er første gang udgivet 4. august 2012.

Der er en Kain og Abel-fortælling i mange familier. I Første Mosebog i Det Gamle Testamente fortælles, hvordan Kain bliver vred på sin yngre bror, Abel, og slår ham ihjel.

Når Søren Hermansen, der er sognepræst i Sorgenfri Kirke nord for København, ser moderne Kain og Abel-dramaer udspille sig i søskenderelationer, tænker han ikke på brodermord, men på de dræbende, verbale dolkestød, som søskende kan rette mod hinanden.

LÆS OGSÅ: Forældrekærlighedens kilde er uudtømmelig

Gennem sine mere end 30 år som præst har den 61-årige Søren Hermansen været tæt på en række konfliktfyldte søskendeforhold som mægler og ikke mindst ved begravelsessamtaler.

Roden til mange søskendestridigheder er kampen om moderens kærlighed. For den generation, som i disse år følger deres forældre til graven, har moderen generelt været den mest nærværende figur, mens faderen var en nærmest mytologisk figur, som kun dukkede op, når man skulle på sommerferie og 10 minutter før sengetid om aftenen, siger han.

Når søskende mødes med præsten til en begravelsessamtale, kommer de sjældent med en forventning om at lukke op for deres indbyrdes spændinger, men det sker i ganske mange tilfælde.

Typisk vil det være den ældste, som fører ordet og bruger formuleringer som, jeg har jo kendt mor længst, og uden at tænke over det glider de voksne søskende tilbage i de roller, de havde i opvæksten, selvom de i dag er voksne. Men de gamle roller holder stadig, siger Søren Hermansen.

Jeg husker to kvinder i 40erne, som skulle have deres mor begravet. Der havde været en del konflikter mellem den afdøde mor og den ældste datter. I samtalen gav den ældste datter et billede af moderen som en kvinde, som holdt sin velsignelse tilbage og aldrig rigtigt viste følelser. Det billede, som den ældste datter gav af deres mor, kunne lillesøsteren slet ikke genkende, og lillesøsteren mente, at storesøsteren havde været alt for grov.

Gennem samtalen blev det tydeligt for de to søstre, at de ikke bare skulle begrave deres mor, men også deres søskendeforhold. Da vi nogle dage senere mødtes til begravelsen, fik jeg efterfølgende lejlighed til at tale med dem hver især, og de bekræftede begge, at de ikke mente, at der var noget at bygge på i forholdet, og at de havde det godt med beslutningen om ikke at ses mere, siger Søren Hermansen.

Han har dog også oplevet, at søskende i forbindelse med en begravelsessamtale fik sagt noget om deres forældre, som bragte nyt liv ind i en fastgroet søskenderelation.

Når man sammen med sin bror sidder over for præsten, kan man komme til at sige ting, som man ikke har sagt så direkte til sine søskende før som: Men mor kunne jo bedre lide dig. Det vil man normalt være for blufærdig til at sige, men i det særlige rum, som en begravelsessamtale er, kan det blive sagt.

Jeg husker to brødre, hvor den yngste bror var tavs under det meste af samtalen. Den ældste bror førte ordet og fortalte engageret om den afdøde mor. Da vi var færdige med samtalen, brød lillebroderen sin tavshed og sagde til storebroderen, at han aldrig havde hørt ham tale på den måde før og også om de ting, som havde været svære i relationen. Det havde været ren terapi for lillebroderen at lytte til sin storebror, og de to brødre kom til at se hinanden på ny måde efter den samtale. Den ældste bror havde aldrig følt sig favnet og elsket af moderen, hvilket han nu fik sat ord på over for lillebroderen, som til gengæld havde fået gavmildt af moderens kærlighed og omsorg.

Cand.psych. Helene Krasnik, 59 år, ser også søskende med en konflikt som Kain og Abels i sin praksis i København.

Hun har arbejdet professionelt med søskendeforholdet siden studietiden, hvor det gik op for hende, hvor stor en plads søskenderelationer har, når folk fortæller om deres liv. Klienterne går ikke i terapi, fordi de har et kompliceret søskendeliv, men når de sidder hos psykologen og skal berette om deres liv, oplever Helene Krasnik, at forholdet til søskende fylder. Ganske ofte er det en relation, som er med til at komplicere tilværelsen.

De relationer, som er i familien, er stærke og farver basalt ens relationsmønstre resten af livet. Man lærer at håndtere konflikter i en tryg ramme, hvor der er en forestilling om, at man bliver elsket uanset hvad. Men fungerer rammen ikke, eller bliver den slået i stykker, kan der være grundlagt en utryghed, som man bærer med sig, siger Helene Krasnik.

Hun oplever, at mange voksne har svært ved at se deres søskende som de voksne mennesker, de er blevet til. Hvis man gerne vil være forsonet med sine søskende, må man ifølge Helene Krasnik først forsone sig med sin egen rolle i søskendeflokken og holde op med bevidst eller ubevidst at stræbe efter at tilkæmpe sig forældrenes anerkendelse. Hun udfordrer af og til klienter til at bryde den rolle, som de har påtaget sig i en søskendeflok.

Søstre kan være meget uforsonlige. De bebrejdelser, man sender mod sin søster, kan man med fordel trække tilbage og se på. Er det rigtigt, at ens søster altid er krævende, og at ens søster aldrig gav omsorg? Når man stopper op og prøver at se på søsteren med nye øjne, kan man måske se, at man var den, som altid gav omsorg og ofrede sig, fordi man dermed bragte sig i en speciel position over for forældrene, siger hun.

Mennesker, som har problemer med en bror eller søster, vil i samtalens løb ofte forsøge at skildre, hvor stor forskel der er på dem og den bror eller søster, som de ikke kan med. Når Helene Krasnik taler med mennesker, som har problemer i forholdet til deres søskende, kan hun finde på at bede dem udpege lighederne hos deres bror eller søster.

Forældre, som har mere end ét barn, vil ofte forsøge at fremelske forskellighederne hos deres børn og italesætte, hvordan det ene barn er god til noget, mens det andet barn har andre kvaliteter. Jeg prøver i samtalerne at lytte mig ind på, hvor lighederne er. Forældre kan komme til at gøre deres børn mere forskellige, end de er, og man kan hjælpes til et mere nuanceret syn på både sig selv og sine søskende, hvis man får øje på nogle af de ligheder, som man har med sin søster eller bror, siger hun.

På den ene side kan forældre besværliggøre et godt søskendeforhold på længere sigt ved at dyrke fortællingen om børnenes individuelle forskelligheder, men på et andet plan skal forældre have mod til at dyrke børnenes forskellighed.

De forældre, som af frygt for at gøre forskel og så splid altid sørger for, at alle får lige meget, risikerer at få børn, som vokser op og bliver meget nøjeregnende. Man giver ikke lige meget, når man tror, man giver lige meget som forældre, for søskendes behov vil være forskellige. Men princippet om, at alle skal have lige meget, dækker ofte over, at forældrene ikke kan håndtere misundelse i søs-kendeflokken, og i netop de søskendeflokke vil misundelsen have gode kår, siger Helene Krasnik.

Sognepræst Søren Hermansen har i flere tilfælde mæglet mellem søskende. Det har typisk været forældrene til de stridende søskende, som har henvendt sig til præsten i håb om, at han kunne bringe søskendeforholdet på god kurs.

Det kan være meget tungt for den mor eller far, som oplever, at deres børn ikke vil være i stue sammen i julen, og så kan forældrene kontakte mig og bede mig mægle. Jeg tilbyder gerne at hjælpe, men jeg melder ærligt ud til forældrene, at jeg ikke har særlig gode erfaringer, siger Søren Hermansen.

Selvom der er konflikt i et søskendeforhold, vil de stridende parter gerne mødes med præsten, men det er meget ofte, at samtalen strander.

I samtalen bliver en række misforståelser typisk afklaret, men på et tidspunkt kommer vi til en grad af mangel på forståelse mellem parterne, hvor samtalen stopper. Søskendeparret er måske over 50 år, men det ligger lige for at gå tilbage i de roller, som de havde, da de var 10 og 12 år. Hvis de skal videre, må de arbejde terapeutisk med de brud, som ligger fra dengang, og her slår mine kompetencer ikke til, siger han.

Forældre vil sidde tilbage med et ønske om at få en rationel grund til, at netop deres voksne børn ikke kan med hinanden. Men ligesom i historien om Kain og Abel er begrundelsen for en konflikt ofte gådefuld. Alle forældre ønsker, at deres børn har det godt sammen, og de vil sige, at de har elsket deres børn lige meget, men der kan være nogle latente konflikter, som forældrene slet ikke er herre over, siger Søren Hermansen.

En af Bibelens mest kendte lignelser er beretningen om den fortabte søn. Historien er også et eksempel på et svært søskendeforhold: Den yngste bror forlader hjemmet og bruger formuen for derefter at vende hjem til en far, som står med åbne arme. Den ældste bror bliver hjemme og ser med bitterhed på, hvordan faderen fejrer den yngste søns hjemkomst. Lignelsen skildrer en søskendekonflikt, som Søren Hermansen har set gentagne gange i det virkelige liv.

Det kan blive virkelig forbitrede konflikter, for på et tidspunkt vil den ældste søn kræve at få det samme af sin far som den yngste bror, siger han og fortæller om en samtale, han havde med en aldrende far: Faderens ældste søn var velstående og manglede intet økonomisk, mens lillesøsteren havde økonomiske problemer. Faderen besluttede sig for at give datteren en solid økonomisk håndsrækning.

Til sin overraskelse så faderen, hvordan den virkelig velhavende storebror flegnede ud. Faderen var naturligvis ulykkelig og fuld af undren, men hans oplevelse viser, at mellem søskende handler det ikke om, at man har brug for sine forældres penge, men at man hele livet vil ønske at få lige meget fra sin mor og far. Det er dybest set en kamp om kærlighed, siger han.

Det er Søren Hermansens erfaring, at nogle søskendeforhold ikke står til at redde. En brudt relation er et tab, men med afsæt i Markus-evangeliets kapitel 3 peger Søren Hermansen på, at et søskendeforhold ikke kun lader sig begrænse til biologi. Jesus er sammen med disciplene, da han bliver opsøgt af sin mor og sine brødre og siger til disciplene, at de er hans brødre. Kan man ikke med sin bror eller søster, kan man måske få sociale søskende i andre sammenhænge.

Jesus bryder blodets bånds monopol ved at sige, at de, som gør Guds vilje, er hans bror, søster eller mor. Menigheden kan blive en erstatning for dine kødlige brødre og søstre. Det er en sorg at miste kontakten til de mennesker, man deler historie med, men man kan lukke andre ind på den plads. Tilværelsen er gådefuld, og den største gåde får vi i Bibelen, siger Søren Hermansen og citerer første linje i Grundtvigs salme Jesus, at du blev min broder.

Tegning Peter M. Jensen