Parterapeut: Den moderne mand er en klovn

På jobbet og fodboldbanen er han en leder, men når han kommer hjem til konen og børnene, hænger han myndigheden på knagen i entréen. Det er på tide, at mændene tager ansvar for deres familier, mener psykolog og parterapeut Finn Korsaa

Når man læser de store romaner fra 1800-tallet - tag Tolstoj, Dostojevskij eller Thomas Mann - så får man indtryk af, at der var en langt større balance mellem mand og kvinde, mener Finn Korsaa. -
Når man læser de store romaner fra 1800-tallet - tag Tolstoj, Dostojevskij eller Thomas Mann - så får man indtryk af, at der var en langt større balance mellem mand og kvinde, mener Finn Korsaa. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Siden tv-serien ”Klovn” i 2005 havde premiere, er Frank Hvam og Casper Christensens alter egoer, Frank og Casper, blevet noget nær folkeeje.

Vi hepper på dem, vi krummer tæer, vi ser målløse til, og vi fnyser over og griner på samme tid ad, hvor dumt, patetisk, fjollet og barnagtigt de opfører sig, disse to drengevoksne, der konstant bliver taget med hænderne i kagedåsen og må stå skoleret over for deres kærester.

Når ”Klovn” er blevet den gigantiske succes, den er - den anden ”Klovn”-film har allerede rundet 300.000 solgte biografbilletter siden premieren den 24. september - skyldes det ikke kun Frank Hvam og Casper Christensens komiske talenter.

Det skyldes også, at de med universet i ”Klovn” har formået at tegne et knivskarpt billede af tiden og af en mandetype, der på den ene side virker latterlig, og som et utal af mænd, bevidst eller ubevidst, på den anden side kan spejle sig i.

En moderne mand, der i mange af livets aspekter er en sørens karl, men som i parforholdet og i faderrollen har fralagt sig ansvaret og autoriteten og overladt al magt til kvinden.

Det mener psykolog og parterapeut Finn Korsaa, der er aktuel med bogen ”Ikke alle haner galer”. Læs et uddrag af bogen her.

”Når vi gider se 'Klovn', så er det jo, fordi der er noget rigtigt i det billede, de fremstiller. Den moderne mand kan godt tage ansvar for store virksomheder, han kan være en tapper kriger, og han kan gå forrest på fodboldbanen. Men når han kommer ind i sit hjem, så hænger han myndigheden i entréen sammen med sin frakke. Mange af dem, jeg ser i min klinik, er voksne mænd med hår på brystet, der er fuldstændig som små drenge over for deres koner. I 'Klovn' gør de grin med ham, mens jeg forsøger at analysere og forstå, hvorfor han er, som han er, og hvilke konsekvenser det har,” siger Finn Korsaa.

I ”Ikke alle haner galer” peger Finn Korsaa på, at den moderne mand, der som en kastreret hane har mistet evnen til at gale hønen og kyllingerne op, er et resultat af en udvikling, der har været i gang siden victoriansk tid, og som kulminerede i 1968.

Han mener, at feministerne lykkedes med på det nærmeste at kriminalisere den autoritative manderolle, og nu har de sejret sig selv ihjel.

For nutidens mænd har fuldstændig glemt at være rigtige mænd, og kvinderne er endt med en flok underdanige skvat, der bøjer nakken og føjer sig i stedet for at rette ryggen og tage styringen over parforholdet, ungerne - og sexlivet.

”Når man læser de store romaner fra 1800-tallet - tag Tolstoj, Dostojevskij eller Thomas Mann - så får man indtryk af, at der var en langt større balance mellem mand og kvinde. Det, jeg oplever i min klinik, er par, hvor der er en markant mangel på balance, og hvor det er kvinden, der dominerer. Ikke fordi hun egentlig vil det, men fordi hun presses af spillet, hun og manden har med hinanden, til at være den, der leder og bestemmer. Og det er frustrerende for hende at leve sammen med en, der ikke vil tage ansvar for forhold og familie - men som gerne vil lege med børnene, som moderne mænd jo ofte meget gerne vil. Det kan også være meget hyggeligt, men i længden er det måske ikke så tilfredsstillende for en voksen kvinde,” siger Finn Korsaa.

Netop den manglende tilfredsstillelse af kvinden er central i Finn Korsaas kritik af den moderne mand. For alt imens manden har opgivet myndigheden og overladt det til kvinden at bestemme og skabe retning i parforholdet, har han også opgivet sin naturlige lederrolle som partner og elsker.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Når manden og kvinden er sammen, så er det jo manden, der er nødt til at være den ledende og den førende, hvis det skal blive til noget, og der skal være lidt kraft i det. Det er det, der er hemmeligheden bag, at den filmatiserede romanserie 'Fifty Shades of Grey', er blevet sådan en succes, fordi den handler om en mand, der netop har kraften til at være ledende og førende. Hvis man er helt lige, så forsvinder spillet, og så er man ligesom to søskende. Så kan man da godt sidde og pille lidt ved hinanden, men den kraft, der kan være i erotikken, den forsvinder ud af forholdet. Som Kierkegaard sagde: 'Når der ikke længere er kamp i elskoven, så er denne ophørt.'”

”Jeg taler jo ikke for, at man skal være en autoritativ mand, der undertvinger familien. Jeg taler om, at manden skal have myndighed og ikke underlægge sig kone og børn. Derfor kan han godt være sjov at lege med, og han kan spille fodbold med sine drenge, men de skal vide, at der er ham, der bestemmer, og de skal respektere ham,” siger Finn Korsaa.

I den første ”Klovn”-film fra 2010 måtte Frank ud på en veritabel odyssé for at bevise over for sin kæreste, Mia, at han havde ”farpotentiale” og ikke kun var en forkælet og ansvarsløs dreng fanget i en midaldrende mands krop.

Og det, at Frank ikke er selvskreven til at kunne forvalte rollen som far på en tilfredsstillende måde, er endnu et bevis på, hvordan ”Klovn” afspejler tidsånden og den moderne mand.

For det er ikke kun i rollen som partner og elsker, at mandens myndighed til stadighed eroderer, det er også i rollen som far. Tidens børn bliver nemlig tillagt et ansvar, de slet ikke kan bære, mener Finn Korsaa.

”Problemet, når forældrene fralægger sig myndigheden, er, at børnene bliver ængstelige og utrygge og måske ligefrem ender med en ADHD-diagnose. Et barn ved jo godt instinktivt, det ikke kan klare tilværelsen selv og har brug for beskyttelse fra de voksne. Når de så dyrker barnet, som om det er barnet, der bestemmer, så bliver det selvfølgelig ængsteligt og frustreret og stresset. Når man spørger et lille treårigt barn ”hvad vil du så?”, så er der altså noget, man har misforstået. Det er de voksne, der skal tegne familien og bestemme, hvordan tingene skal være. Man skal ikke være diktatorisk, men man skal være fast og myndig, så børnene kan slappe af,” siger Finn Korsaa.

Man kunne måske få indtryk af, at han opfatter den nye generation af mænd som historisk ansvarsløse fædre, kærester og ægtemænd, der hænger fast i deres mødre i en mental navlestreng, men sådan forholder det sig ikke. Hans egen generation var ikke et hak bedre, mener han.

”Nutidens fædre identificerer sig med deres mødre, fordi deres fædre var fraværende i deres opvækst. Derfor gør de som moderen over for deres børn. De prøver at være omsorgspersonen i barnets liv, og derfor mangler barnet den naturlige, myndige faderfigur,” siger Finn Korsaa og slår fast:

”Mændene er nødt til at tage ansvar for at ændre på det.”