Stadig flere danskere må forlade arbejdslivet i utide på grund af stress. Hvor mange, det drejer sig om, er svært at få et overblik over, men livsforsikringsselskaberne må udbetale et stigende antal erstatninger til mennesker i 30'erne og 40'erne, som er blevet uarbejdsdygtige som følge af stress. Eksempelvis har Topdanmark over de seneste tre år øget antallet af udbetalinger på grund af stress og depression med 50 procent.
Men hvad kan man som pårørende stille op, når ens nærmeste bliver ramt af stress? Enken Charlotte Holst Høybye oplevede sig magtesløs, da arbejdet tog magten i ægtefællens liv.
Læge Helle Bossen Konradsen, 45 år, er dr.med. og afdelingschef i Statens Serum Institut samt forfatter. I mange år havde hun fuld fart på. I 1996 forsvarede hun sin doktorafhandling, passede sideløbende et lederjob og var desuden mor til to mindre børn. I samme periode fik hun konstateret en hjertelidelse.
– Jeg skulle det hele og ville ikke høre tale om at give op. Min krop gav mig mange advarsler, men i 2002 gik jeg ned med stress, siger Helle Bossen Konradsen.
I dag er hun tilbage på arbejdsmarkedet og har et mere ansvarstungt job end før, hun blev syg. Nedturen har ændret hendes syn på stress.
– Der er altid en lang forhistorie til stress. Skal man hjælpe, skal man tage fat, når man ser de første signaler. Som ægtefælle, ven eller kollega kan man gøre en forskel ved at spørge til, hvordan folk har det, når man kan se, at de viser tegn på mistrivsel, siger hun og fortsætter:
– Folk er typisk ikke selv opmærksomme på, at de er på vej ind i en stressspiral, men når man kan mærke, at folk bliver korte for hovedet, glemmer aftaler og ser belastede ud, så er det godt at spørge til vedkommendes trivsel.
I sin seneste bog "Respektfuld ledelse" argumenterer Helle Bossen Konradsen for, at stress først og fremmest er arbejdspladsens problem. Hun mener, at det som pårørende kan være svært at hjælpe. Som ansat bør man banke på hos ens overordnede og forklare sig, inden presset bliver for stort.
– Vil konen tale manden fra at arbejde over, så kører samtalen ofte af sporet, for det handler også om mandens stolthed og ønske om succes. Men det er vigtigt, at folk får hjælp til at indse, at det er okay ikke at være supermand. Får man ikke sagt fra i tide, vil man typisk opleve, at man er bundet op på hænder og fødder, så man ikke kan se ud over andet end bjerge af arbejde. Man oplever sig fanget og frataget valgmuligheder.
På baggrund af Helle Bossen Konradsens egen oplevelse af stress og erfaringerne som leder holder hun foredraget "Giv stress det gule kort". Her taler hun for, at den enkelte bærer et ansvar for at sige fra.
– Vi må ikke lade os drive ud, hvor vi knækker. Er man på en arbejdsplads, hvor alle knokler så meget, at det får folk til at bryde sammen af stress, så er det en dyb tragedie for de personer, det går ud over. Det er den enkeltes ansvar at sige fra og tage affære. Men er man som medarbejder først kommet i en situation, hvor man ikke kan bremse, skal man som chef gå ind og hjælpe, siger hun.