Prøv avisen

Det behøver ikke være glimmer og den store limpistol hver gang

Man behøver ikke arrangere aktiviteter ud af huset hver dag for at hygge sig i efterårsferien. Dage derhjemme med bagning eller madlavning kan give noget af det nærvær, børn har brug for. – Foto: Sonja Iskov.

Efterårsferien står for døren, og i børnefamilier er det ofte synonymt med masser af aktivitet. Men selvom museumsbesøg og biografture er godt, skal der også gives plads til kedsomhed, siger flere eksperter

Mandag formiddag: i biografen og se familiefilm. Tirsdag: på kunstmuseum. Onsdag til torsdag: Familien fra København kommer på overnatning. Fredag: legeaftale med to klassekammerater. Lørdag: Hele familien tager på shoppingtur.

Selvom ovenstående scenarium er fiktivt, ligger det formentlig alligevel ikke så langt fra det program, som kunne være typisk for en dansk børnefamilie, når der landet over holdes efterårsferie i den kommende uge.
LÆS OGSÅ: 10 kirkelige tip til efterårsferien
Medmindre den står på rejse i ind- eller udland, er uge 42 oplagt at bruge på kreative sysler i hjemmet samt ture ud af huset, og biografer, biblioteker og andre kulturinstitutioner slås gerne om børnefamiliernes gunst, når de lokker med aktiviteter i børnehøjde.

Både den fælles bollebagning i hjemmet og familieturen til kunstmuseet er da også værd at bruge tid på i efterårsferien, mener flere eksperter. Men der skal stadig være åndehuller, hvor der ikke står noget som helst på programmet, og hvor kedsomheden gerne for en stund må indfinde sig på børneværelset.

Trine Kolding er ekspert i effektivitet og planlægning og har netop udgivet e-bogen Overskud i familien. 149 konkrete tips til mere familietid i hverdagen.

Hun mener, at vi med den måde, samfundet er indrettet på i dag, ofte har alt for mange aktiviteter, vi skal nå i løbet af en uge.

Børn bliver kulrede af alle de overgange, hvor de hele tiden skal noget nyt. De har i virkeligheden ikke ret megen tid, hvor de bare kan sidde og være sig selv, og det vænner dem til, at der altid skal ske noget. Når de så i en efterårsferie pludselig oplever at stå op om morgenen, og der ikke står noget på programmet, kan de blive rastløse og kede sig, siger hun.

Men det er sundt at kede sig, mener Trine Kolding, og forældre bør ikke fylde hver eneste dag i efterårsferien op med aktiviteter i et forsøg på at sikre sig, at børnene ikke kommer til at kede sig.

Vi snyder vores børn, hvis vi skal så meget hele tiden. Hjemme hos os planlægger vi nogle gange, at der ikke skal være nogen planer, og i efterårsferien skal der for eksempel være en dag imellem, at vi skal til en eller anden aktivitet. Det giver mere tid til spontanitet, og man får skabt tid sammen, hvor man ikke hele tiden er på vej mod noget nyt. På den måde kan man også bedre nå at mærke efter, hvad det egentlig er, man har lyst til, sige hun.

Og så behøver børn ikke partout underholdes hele tiden, og mor og far skal ikke konstant stå standby med Ludo og spektakulære quizzer.

Forældre behøver ikke hele tiden at være katalysator for børnenes leg, og det er helt okay også at forlange voksentid. At sige: Nu sætter jeg mig og drikker en kop kaffe og læser avis, og imens skal I lege selv. Klokken 11 kan vi lave noget sammen. Og så skal forældre kunne tåle de øv, der måtte komme og turde stå fast på at sætte en ramme, siger Trine Kolding.

Shane Brox, kendt fra DRs børneprogram Shanes verden og aktuel med balletforestillingen Fabelmageren for børn og deres voksne på Det Kongelige Teater, er enig i, at forældre ikke skal vakle, når de udstikker rammerne for en uges efterårsferie.

Selvfølgelig kan et museumsbesøg lyde kedeligt i et barns ører, men her gælder det som forældre om ikke at bukke under for hurtigt. Man skal ikke være bange for, at børnene keder sig. Forældre skylder at made deres børn med kultur. Det skal selvfølgelig ikke overdrives, og der skal være en balance. Måske laver man et kompromis, hvor man aftaler, at man først tager et museumsbesøg og så is på hjemvejen, siger han.

Shane Brox synes ikke, at der på samme måde i hans barndom var noget, der hed at kede sig. Dengang var børn ikke genstand for den samme opmærksomhed som i dag, og det er både godt og skidt, mener han. Godt, fordi børn bliver set og hørt i langt højere grad end tidligere, men skidt, fordi der er en tendens til, at de pakkes lidt for meget ind i vat.

Det er netop, når man keder sig, at kreativiteten og legen kommer ind i billedet. Vi skal udfordre dem til at se det kreative flere steder. Da jeg var barn og skulle hjælpe til med at vaske op, forvandlede håndvasken sig ofte til et hav med en verden under sig, og på den måde blev noget egentlig ikke særlig sjovt til kreativ leg, siger han og fortsætter:

I dag er det alt for nemt at lade børn ligge foran fjernsynet, iPaden eller computerspillet. Derfor oplever de heller ikke rigtig kedsomhed, som tvinger dem til at tænke kreativt. Det, der sker, når man keder sig, er nemlig, at man keder og keder sig, indtil man får nok. Og så går der et eller andet i gang noget, som ikke var opstået, hvis ikke vi havde kedet os, forklarer Shane Brox, der ikke mener, at det skal være stort og besværligt, hver gang børn og forældre skal have kvalitetstid sammen.

Det behøver ikke altid være glimmer og den store limpistol, der skal findes frem. En gang imellem kan det også sagtens være et kvarter, hvor man bare sidder og kigger i en avis sammen og griner af sjove billeder. I bund og grund handler det jo om nærvær og om at have det rart sammen, siger Shane Brox.

Familieterapeut og forfatter Lola Jensen mener også, at børn kan få et positivt udbytte af at kede sig, men moderne forældre har svært ved at acceptere deres kedsomhed.

Forældre føler hurtigt, at de spilder deres børns tid, hvis ikke lige der foregår et eller andet specielt. Men der kan altså sagtens komme en god historie ud af at gå ude i haven og sparke til nogle pinde når man keder sig, kommer man et spadestik dybere ned i kreativiteten, siger hun.

Hun mener dog samtidig, at forældre skal gøre sig umage for at berige børnenes liv gennem kulturelle oplevelser, så børnene, når de fylder 18 år, kender til landets kulturelle højdespringere, såsom Kronborg Slot, H.C. Andersens Hus og Den Tilsandede Kirke. Det betyder imidlertid ikke, at hun er fortaler for en propfyldt kalender i ferien.

Ferierne bør være anderledes. Her rykker weekenden ind i hverdagene, og man kan for eksempel lade børnene tage dynerne med ind i stuen og spise morgenmad, mens de får lov at se fjernsyn hele formiddagen uden at skulle andet. Ved middagstid kan man så slukke for tvet og lave noget sammen. Forældre i dag er rigtig bange for, at deres børnene skal føle sig skuffet. Tænk sig, hvis de kom tilbage fra ferie og kun havde været hjemme i baghaven hele ugen. Men de skal have øjnene op for, at det også er værdifuldt samvær, når man laver æblegrød eller æblemost hjemme i køkkenet eller bager nogle boller sammen, ligesom særligt efterårsferien er oplagt til en skovtur, hvor man kan samle ind til julens dekorationer, siger hun.

Psykolog Ulla Dyrløv, kendt fra DR-programmet Ingen styr på ungerne, der kører over skærmen i disse uger, er slet ikke sikker på, at børn ville kede sig, hvis familien Danmark skruede lidt ned for tempoet i efterårsferien.

Der er gået meget status i, at hvis man skal være en god forælder, så skal man være på hele tiden. Alting skal være så rigtigt børnene skal gå til de rigtige fritidsaktiviteter, have det rigtige tøj på og underholdes. Men i min konsultation møder jeg mange stressede børn, som helt basalt savner rolige stunder og tid med deres forældre, siger hun.

Alt for mange forældre får i dag alt for nemt dårlig samvittighed over for deres børn og er bange for, at de ikke er gode nok forældre, mener Ulla Dyrløv.

Derfor sparer de i hverdagens travlhed sammen til rigtig at kunne give børnene tid i eksempelvis en efterårsferie. Men det er ikke nogen fordel for børnene.

Man måler ikke, om man er en god far eller mor på sin samvittighed, og det nytter ikke kun at have rigtig tid til børnene i en efterårsferie. Det er ikke sådan, at man er en god forælder i stedet handler det om nærvær, og den kan ikke gemmes til ferierne, siger Ulla Dyrløv og understreger, at nærvær ikke nødvendigvis er ensbetydende med mange timers leg på børneværelset.

Voksne er voksne, og børn er børn. Og de voksne skal ikke nødvendigvis være underholdningsmaskiner for deres børn. Børn kan sagtens lege selv. Til gengæld skal voksne hjælpe dem med at blive voksne på sigt. Og man kan sagtens skabe nærvær, når man for eksempel laver mad sammen i køkkenet børn vil rigtig gerne gøre en forskel og være med der, hvor det handler om virkeligheden, og hvor de føler, de gør en reel forskel.

Tre idéer til aktiviteter i efterårsferien

Kilde: Shane Brox