Det er bedre med overskud til et barn end underskud til flere

Myter om enebørns asociale adfærd har fået venner, bekendte og vildt fremmede mennesker til at sætte spørgsmålstegn ved Helle Madsen og Nicholai Risvangs valg om kun at få ét barn. Dog holder parret fast, for med den rette opvækst og masser af kærlighed er de sikre på, at deres datter vil vokse op med de samme sociale kompetencer som børn med søskende

Årsagen til at vælge en tilværelse med ét barn er ikke at vende tilbage til en form for ungkarletilværelse, siger Helle Madsen og Nicholai Risvang samstemmende. I stedet er det et liv, hvor de igen kan se sig selv som par, og hvor der er tid og overskud til at gå i biografen uden at falde i søvn allerede under reklamerne. --
Årsagen til at vælge en tilværelse med ét barn er ikke at vende tilbage til en form for ungkarletilværelse, siger Helle Madsen og Nicholai Risvang samstemmende. I stedet er det et liv, hvor de igen kan se sig selv som par, og hvor der er tid og overskud til at gå i biografen uden at falde i søvn allerede under reklamerne. --. Foto: Henning Bagger.

Det kan man da ikke!

Sådan lød det fra en fremmed håndværker, da Helle Madsen på 34 år stod med barnevognen i en butik i Aalborg midtby. Samtalen omhandlede hende og kæresten Nicholai Risvangs valg om kun at få et barn, og selvom hun aldrig før eller siden har set håndværkeren, så satte hans ord sig fast. For hvorfor ikke?

Parret bor i en fireværelses-lejlighed tæt på Østre Anlæg i Aalborg. Med udsigt over havnen, de grønne arealer og Sankt Markus Kirke, som deres nu otte måneder gamle datter Nanna blev døbt i. På væggene hænger store farverige abstrakte malerier, Helle Madsen selv har malet, og rundt om på trægulvet ligger lidt legetøj. Nanna er lige begyndt at kravle, og det holder hendes mor, der ellers er pædagog, fuldt beskæftiget.

Efter en hård begyndelse på forældreskabet er Helle Madsen dog ved at vænne sig til det. De første måneder var svære, da Nanna kastede al mad op, blev indlagt og siden nægtede at sove, men i dag er hun dog en glad, smilende lille pige, der for det meste pludrer løs. De nye tider i hjemmet har fået forældrene til at fortrænge den hårde tid, men alligevel er de ikke i tvivl om, at de ikke skal have flere børn. En beslutning, som de er enige i og har talt meget om, men som – til deres store forbavselse – er blevet mødt med skepsis og bebrejdelse af flere.

"Vildt fremmede mennesker har en mening om, hvordan Nicholai, Nanna og jeg skal leve vores liv, og hvor mange børn jeg burde få. Det kom bag på mig. Jeg mener jo, at hvis man giver sit barn det bedste, man kan, så vil det vokse op lykkeligt med eller uden søskende."

Både Helle Madsen og Nicholai Risvang på 35 år, der er officer i hæren, er vokset op i kernefamilier med to brødre. De mødte hinanden for tre år siden, men ikke før sidste forår begyndte de at snakke om at få børn. Samtalen dengang som nu drejede sig aldrig om hvor mange børn, men om hvorvidt de skulle have barn eller ej, for egentlig var de glade for livet med hinanden og behøvede ikke at fylde på forholdet for at være lykkelige.

"Nanna har klart været et tilvalg for os, og et vi elsker overalt på jorden. Jeg glæder mig meget til, at hun bliver ældre, og vi kan tage hende med på telttur i skoven eller på rejser. Bare en simpel ting som at gå over i anlægget til ænderne og fodre dem er noget, jeg ser frem til. Men for os er det vigtigt at holde fast i det gode forhold, Helle og jeg har. Derfor skal vi kun have et barn, så vi ikke ender med at blive kørt i sænk af mange år med småbørn."

Vigtigt er det også med tid, råd og plads til Nanna. For det er dyrt at have børn i dag, og hverken Helle eller Nicholai ønsker at leve for at arbejde – det skal være omvendt. De vil have tid til at nyde datterens opvækst og ikke som mange andre småbørnsfamilier stresse rundt for at have råd til stor villa, vogn og tid til karriere. Nicholai kender fra sin barndom selv til den situation. For med tre drenge i hjemmet arbejdede hans far fra tidlig morgen til sen aften, og sådan et liv kan han ikke se for sig selv.

"Det er synd for børn af forældre, der aldrig er der. Så er det bedre at have ét barn, men tage sig tid til at nyde det og samværet, også selvom Nanna så skal finde kammerater uden for familien," siger han.

Som lysene tændes over Aalborg er det ved at være tid til at slappe af. Nanna er puttet, og på de små bønneformede borde foran den brune sofa damper teen fra keramikkanden. Det er denne tid, de to i sofaen har savnet i den første tid, og som de ikke vil bytte bort for barn nummer to. Den betyder for meget for dem, for det er den, der er med til at holde deres parforhold i live og dem sammen som forældre for Nanna. Med en snarlig udsendelse til Libanon som FN-soldat er det også med at nyde den nu, for om et halvt år skal Nicholai væk fra familien i seks måneder.

At Nanna skal vokse op som enebarn, er ikke noget, der bekymrer dem, for der er masser af børn på hendes alder i familien og blandt vennerne, fortæller de.

Fordommene, de har mødt fra omgivelserne, er Nicholai ikke særlig optaget af, for for ham drejer andres spørgsmål vedrørende Nannas enebarnsstatus sig ikke om bekymring for hendes sociale opvækst, men om noget helt andet.

"Folk har ligesom brug for at putte andre i kasser. To børn er normen, så hvis man vælger det fra, så sætter man også fokus på det liv, de har valgt. Vores valg virker måske provokerende på nogle, men vi ved, at vi ikke skal have flere børn, for der skal være plads til os," siger han.

familieliv@k.dk