Prøv avisen

At miste kontakten til sit barn er belagt med tabu

Et barns forhold til forældrene er til døden dem skiller, men mange voksne børn lever med en brudt relation til deres far og mor, og forældre sidder tilbage og føler, at de har mistet det forhold, de havde oplevet som den mest naturlige og tætteste i deres liv: Forholdet til et barn. Modelfoto.

Et barns forhold til forældrene er til døden dem skiller, og familierelationen anses for det mest naturlige i verden. Derfor er det ekstra smertefuldt, når relationen ikke lykkes

At mor og far går fra hinanden, er velkendt.

Men at voksne børn lader sig skille fra forældrene, er tabubelagt. Et barns forhold til forældrene er til døden dem skiller, men mange voksne børn lever med en brudt relation til deres far og mor, og forældre sidder tilbage og føler, at de har mistet det forhold, de havde oplevet som den mest naturlige og tætteste i deres liv: Forholdet til et barn.

"Det sker hyppigere, end vi tror. Det er så sårbart og på mange måder kan det opleves skamfuldt, så det er ikke noget, man taler åbent om," siger Anette Due Madsen, der er psykolog og famlieterapeut og kendt af Kristeligt Dagblads læsere fra brevkassen »Spørg om livet«.

Hun konstaterer, at brevkassen aldrig har fået så mange breve fra mennesker, som da de bragte et brev fra en forælder, der havde mistet kontakten med sit voksne barn.

"Familierelationen er noget, vi indgår i fra naturens vej, og den anses for det mest naturlige i verden, derfor er det nok ekstra smertefuldt, når det ikke lykkes. Man har kun den familie, man har, og vi lever af familierelationerne og udvikles gennem dem. At forklare at det ikke virker, kræver mange ord og er ofte enden på en kompleks historie," siger Anette Due Madsen.

Psykoterapeut Hanne Pries vurderer, at langt de fleste af hendes klienters problemer har rod i forældrerelationen.

I sin praksis i Aalborg har hun mødt flere voksne børn, der i en periode på måneder eller år har måttet lægge afstand til familien. Typisk opsøger de voksne børn hende, fordi de har lav selvtillid, er deprimerede eller ufri.

"Enhver familie er et system, som et samfund eller en religion, med normer, holdninger og en bestemt kultur. De regler kan have været så snævre, at barnet har haft svært ved at være sig selv, udvikle sig i egen retning og er blevet klemt inde i normer eller et følelsesmæssigt system."

"For nogle hjælper det at flytte hjemmefra, men de begrænsninger, man er blevet pålagt gennem sin opvækst, har man med sig, uanset hvor man flytter hen. De er internaliseret i en og man kan nærmest opleve, at ens forældre sidder på skuldrene af en og virker som en begrænsning for livsudfoldelsen. I de tilfælde kan det give luft ikke at være konfronteret med forældrene og dermed få den ydre konflikt på afstand, mens man arbejder med sine indre konflikter," siger Hanne Pries og tilføjer:

"Det ligger dybt i vores kristne kultur, at forældre har krav på deres børns kærlighed, derfor er det så problematisk for forældrene, hvis deres børn bryder med dem. Jeg tror, at de føler, at børnene forbryder sig mod en lovmæssighed i stedet for måske at være lidt selvransagende og undrende. Mange forældre synes, de har givet deres børn en masse og ofret sig, men forældrene er ikke bevidste om, at de også har givet børnene en masse skidt."

Cand. pæd. psyk. og familieterapeut Annelise Dalsgaard er leder af Kempler Instituttet, der uddanner familieterapeuter, og har haft mange samtaler med unge voksne, der overvejer at bryde med deres forældre. Ofte fordi de unge oplever, at deres forældre blander sig for meget i deres liv. Annelise Dalsgaard mener, at konflikterne har deres rod i forældre, der ikke magter at skifte rollen som forælder til et barn ud med den nye virkelighed som far og mor til et voksent barn.

"Det er svært at give slip på sit barn og os, der er forældre til børn i 20'erne og 30'erne, har haft megen kontrol med vores børn og været involveret i deres liv fra vuggestue til gymnasium. Når børnene bliver voksne, mister man nærheden med dem og man må kunne give slip, tåle ikke at være den nærmeste og prøve at finde ind i en ny rolle, hvor ens barn ideelt set kan blive en ligeværdig ven," siger Annelise Dalsgaard.

Hun mener, at mange i hendes generation af forældre svigter, når det gælder om at lære deres børn at sige fra.

"Puberteten skal bruges til at forældrene træder et andet sted hen for at give børnene frihed, så man kan begynde at flytte rundt på rollerne i forholdet mellem barnet og forældrene. Træder forældrene ikke et skridt tilbage i puberteten, kommer man let ind i et usundt afhængighedsforhold af hinanden," siger hun.

Sygehuspræst Preben Kok har i 29 år haft sin gang på Vejle Sygehus, hvor han jævnligt møder problemstillingen. Sidst var, da han havde en samtale med en 68-årig mand, der fortalte, at han havde brudt med sine forældre. Erfaringen var så smertelig, at det stadig var en vigtig del af mandens livsfortælling mange årtier senere.

"Som forældre lærer vi ofte først vores børn at kende, når vi er meget gamle. Vi tror, vores børn er nogen, vi kender, og at de er en slags forlængelse af os selv. Vi har svært ved at se på dem, som de individer de i virkeligheden er med træk, der kan være radikalt forskellige fra os selv," siger Preben Kok, der kender problemet fra sig selv.

"Men jeg var så heldig at blive råbt op, så jeg forstod det, og har nu glæden af, at min familie rummer flere livssyn, end jeg havde regnet med," siger han.

Kok mener, at der sker flere brud i dag end tidligere, fordi individualiteten spiller en større rolle både for forældre og børn.

"Individet har større krav på forståelse, men er man barn af forældre opdraget i en tid, hvor bondens søn blev bonde, så har man problemet," siger han og tilføjer:

"Fordi det enkelte individ har fået større ret, opstiller vi også ønsker og krav, der er uopnåelige. Men det kan blive en pest, hvis man hele tiden forestiller sig, hvordan tingene kunne være. For måske kan tingene ikke blive anderledes, og så er der en forløsning i at afvise perfektionismen og erkende sin magtesløshed på det her område. Den bedste forudsætning for forandring er slet ikke sjældent at acceptere tingene, som de er," siger han.

Anette Due Madsen har i sin praksis oplevet mennesker, der pludselig ser med nye øjne på deres fortid. Dermed har de kunnet forsone sig med den og tage kontakten op med forældre, som de haft et stærkt belastet forhold til. Men hun understreger, at der ikke findes bekvemme genveje til at genoprette et forhold mellem voksne børn og deres forældre.

"Fundamentet for forholdet til ens voksne børn lægges i barndommen, derfor det er så vigtigt, at forældre er opmærksomme på at få et personligt tillidsforhold til børnene i opvæksten. Vil man gerne finde hinanden igen, kan det let ende i noget, der ligner en retssag, men den metafor er ikke anvendelig. Der er dybt personlige følelser på begge sider, og skal man finde inde til hinanden igen, må begge parter være indstillet på accept, have mod til at høre svære ting og acceptere svære tings, man ikke forstår," siger Anette Due Madsen.