Sofie havde tabubelagte følelser: Det var let at elske min søn og svært at elske min datter

Sofie Rasmussen følte, at hun elskede sin søn mere end sin datter. Det er ikke usædvanligt at have det sådan, men ifølge en psykolog handler yndlingsbarnet om at elske forskelligt og ikke om at elske det ene barn mere end det andet

Tegning: Morten Voigt
Tegning: Morten Voigt.

Forbindelsen var forskellig fra begyndelsen. Da Sofie Rasmussen i 2008 fødte sit første barn, datteren Maja, oplevede hun ikke en fuldkommen hengivenhed til den lille ny. Men da sønnen Lucas kom til verden tre år senere, var der en helt anden samhørighed.

For Sofie Rasmussen, der har en lang videregående uddannelse, var det svært at elske begge børn og give dem den kærlighed, de havde brug for hver især. Datteren var følsom og dramatisk, sønnen var smilende og social. To vidt forskellige personligheder.

”Jeg følte ikke, at jeg kunne elske min datter, og jeg kom til at være afvisende over for hende,” siger den i dag 35-årige mor.

Sofie Rasmussen står ikke alene med de følelser. Et forskningsprojekt fra University of California i 2016 viste, at op mod 70 procent af mødre og 74 procent af fædre har et yndlingsbarn.

Familiepsykolog Heidi Agerkvist, der har konsulta- tion i Aarhus, siger, at det er almindeligt at elske sine børn forskelligt. Også mere almindeligt, end mange tror. Hun mener dog, at der er et stykke fra at elske sine børn forskelligt til at have et decideret yndlingsbarn. Følelser, man nemt kan forveksle.

”Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at elske det ene barn mere end det andet, men det, der kan føles nemt i relation til det ene barn, kan føles svært i relation til det andet. Børnene bor i den samme familie, og vi kan nemt komme til at tro, at de er af samme slags, men det er forskellige individer, og det vil være mærkeligt, hvis relationerne til dem ikke også føles forskelligt,” siger Heidi Agerkvist.

Man svinger forskelligt med forskellige typer mennesker. Nogle har man en god kemi med fra begyndelsen, og andre skal man arbejde for at få en god kontakt til. Det gælder også i relationen til ens børn.

Men når det er ens eget kød og blod, kan man ikke på samme måde være ligeglad med vedkommende. Så er man nødt til at hænge i. Og det kan være svært, når børnene spænder ben for, at man kan føle sig som den mor eller far, man havde forestillet sig, man ville være. Hvis datteren eller sønnen bedre passer ind i den model, man havde forestillet sig, kan man komme til at tro, at man elsker det ene barn mere end det andet, lyder det fra psykologen.

Sofie Rasmussen vidste godt, at hun elskede sin datter. Hun var aldrig ligeglad med hende og holdt også af at nusse og yde omsorg for hende. Men i modsætning til sønnen, som altid var glad og positiv, var datteren mere alvorlig og i sine følelsers vold, og Sofie Rasmussen følte, at det var svært at elske hende for den, hun var.

På et tidspunkt besluttede hun derfor at tage emnet op i en mødregruppe på internettet, men de andre mødre reagerede med forargelse, og tonen var ubehagelig. Det fik hende til at føle sig forkert og som en dårlig mor.

”Jeg tænkte, at jeg nok slet ikke skulle være mor, og det var bedre, at min mand bare overtog, så han kunne give hende kærlighed. Jeg følte, at min kærlighed var forkert, og det var en grundfølelse af, at jeg ikke var en del af et fællesskab.”

Sofie Rasmussen lagde låg på følelserne og kæmpede i lang tid med at opnå den særlige samhørighed med sin datter. Men den kom ikke. Når pigen fik sine følelsesmæssige udbrud, blev Sofie Rasmussen i stedet irriteret, og hun stod tilbage med følelsen af, at det var meget nemmere at elske sønnen.

Samtidig nagede det hende, når hun mærkede, at datteren var tilbageholdende i sociale sammenhænge og skulle se folk an. Et personlighedstræk, som hun kunne genkende fra sig selv og ikke brød sig om. Og netop det at støde ind i en miniudgave af sig selv kan få de svære følelser til at blusse op, lyder vurderingen fra Heidi Agerkvist. Hvis barnet med sin adfærd eller med ord prikker til forældrenes egne blå mærker, opstår frustrationen.

”Man kan forledes til at tro, at barnet er irriterende, og at man elsker hende eller ham mindre, men i virkeligheden er det, fordi man bliver mindet om noget i sig selv, som man ikke er blevet gode venner med,” siger Heidi Agerkvist.

Det er derfor en god idé at tale om det, lyder psykologens råd. For jo mere man gemmer den svære følelse, desto vanskeligere bliver det. Konsekvensen af det kan være, at man aldrig får et tæt forhold til sit barn. Og værst af alt kan man gøre dyb skade på barnets selvværd, hvis han eller hun hele tiden oplever at stå i skyggen af en søskende.

”Det behøver ikke være den samme plads, men alle børn skal have en plads i deres forældres hjerter. Og hvis der er noget, der spænder ben i relationen til det ene barn, er det forældrenes opgave at se på, hvad det er, der står i vejen for det,” siger Heidi Agerkvist.

Da Sofie Rasmussen var gravid med sønnen, fik hun en depression. Selvom der var mange årsager hertil, tror hun i dag, at de svære og lidt tabubelagte følelser i forhold til datteren var katalysator for depressionen.

Hun talte med sin veninde om det, som også havde de samme følelser for sin datter, og det hjalp at høre, at andre havde det på samme måde.

”Hvis jeg ikke havde sagt det højt og været åben omkring det, ville min datter være endt med at føle sig forkert og misforstået. Det er så forfærdeligt at stå alene med det,” siger Sofie Rasmussen.

Hun gik i gang med at finde ud af, hvor de forbudte følelser kom fra, og hvad datteren havde brug for, for at hun følte sig elsket. Med tiden fandt hun ud af, at mens hun selv og sønnen var glade for knus og kys, ville datteren hellere have hjælp på sit værelse eller en tur på café med sin mor.

”Selvom det begyndte med at være svært og tabubelagt, så har det gjort meget for mig, at jeg har talt åbent om de svære følelser,” siger Sofie Rasmussen.

Ifølge Heidi Agerkvist kan det også ofte være et spørgsmål om tid. Bruger man meget tid med det ene barn, har man også lettere ved at fornemme, hvad han eller hun har brug for.

”Det handler ikke om kærlighed, det handler om tid. Man skal bag om kulissen og se på det, der trigger én som forælder. Når man bruger tid sammen, får man lettere øje på de punkter i sit barn, hvor man virkelig mærker den dybe omsorgsfølelse.”

For Sofie Rasmussen tog det også lang tid at nå derhen, hvor hun er i dag i forholdet til begge sine børn, der nu er seks og ni år.

”Før tænkte jeg, at hun skulle slappe lidt af med alle de følelser, så jeg bedre kunne elske hende. Jeg fandt ud af, at det var omvendt – jeg skulle lære noget af hende. Nu er der ikke nogen forskel på hende og Lucas længere, og jeg er glad for, at det var hende, jeg fik som datter. Det var jeg ikke dengang, men det er jeg i dag.”

Sofie Rasmussen ville gerne være stået frem med navn på sig selv og sine børn. Kristeligt Dagblad har imidlertid valgt at anonymisere familien af hensyn til børnene. Familiens identiteter kendt af Kristeligt Dagblad.