Hvor går det galt?  

Når det ofte går galt med at bringe forliste kernefamilier sammen i nye konstellationer, skyldes det et væld af komplicerede årsager, som det selv for professionelle kan være svært at finde hoved og hale i. Men grundlæggende og lidt forenklet kan man sige, at det handler om fire overordnede ting.

Ingen velvillighed og lyst til samarbejde overhovedet stedbarnet har fra begyndelsen modstand over for sin forælders nye kæreste. Det kan være en helt naturlig reaktion, i misforstået solidaritet med den anden forælder, der enten er blevet forladt eller er ked af det.

Det er synd for far, at mor har fundet en ny kæreste. Det er som regel noget, der går over med tiden, men som kan være voldsomt frustrerende at skulle håndtere, når man er nyforelsket. For nogle relationer fortsætter denne ikkevillighed og ikkelyst til samarbejde og kan udvikle sig til et helvede for alle parter.

Tab af venlighed

Nogle nye relationer begynder i bedste samarbejdsstil, hvor både den nye stedfar eller -mor viser stor velvillighed og rummelighed over for stedbarnet og virkelig gerne vil have den nye relation til at fungere. Man rummer ting, man ikke troede var muligt at rumme.
 
Det er også her, hvor stedbarnet viser, at det gerne vil samarbejde og have det bedste ud af situationen. barnet er imødekommende, nysgerrig, samarbejdsvillig og vil virkelig gerne have, at det skal fungere. Men med tiden, når hverdagen melder sig, kan det være svært at skjule, endsige give udtryk for sin irritation og frustration over den andens væremåde.

Rummeligheden over for den andens vaner, mønstre og måder at gøre eller ikke gøre tingene på forsvinder, og der opstår konflikter, der får lov til at køre for længe, så de låses fast. Alle parter bliver stædige, ser kun sagen fra deres egen side og bliver blinde for den andens behov og ønsker.

Man forsøger at overtage en mor- eller far-rolle 

Det er desværre klassisk, men ikke desto mindre katastrofalt. Man kan og skal aldrig forsøge at overtage rollen fra den rigtige far eller mor. Uanset hvor åndssvag eller direkte ubehagelig man måtte synes, stedbarnets rigtige far eller mor er, er og bliver det barnets rigtige far eller mor. og undskyld … men det er en lille smule selvhøjtidelig og arrogant at tro, at man kan overtage den rolle fra en, der allerede har den.

Det kan godt være, at en stedmor eller -far objektivt set gør det bedste for barnet, men i barnets bevidsthed er der ingen tvivl. Man elsker sin mor og far højest. og tabet af en mor eller far kan aldrig erstattes af en anden, om end det kan være et vigtigt og livgivende plaster på såret. 

Følg debatten om bogen på FacebookFølg debatten om bogen på Facebook  

Relationen mellem stedbarnet og stedforældrene udvikler sig til en købmandshandel 

Der må aldrig gå købmandsbutik i en relation, hvis den skal være sund. og da slet ikke i en voksen/barn-relation. At børn gør det, skyldes umodenhed, men den umodenhed må den voksne ikke udvise. Mange stedforældre leger købmænd, når de mener, at de har gjort dit eller dat for stedbarnet, og det nu må give igen.
 
”Jeg er sød ved dig, så du skal også være sød ved mig.” ”Jeg ofrer mig for dit, så skal du ofre dig for dat.” At give
igen af samme skuffe som voksen er umodent og resulterer i en langsom eliminering af den kærlighed, stedbarnet har brug for, at stedforælderen udviser.

Hvis du vil undgå, at det skal gå galt for dig som kommende stedforælder, følger her nogle råd, du kan arbejde med.

Se verden fra stedbarnets perspektiv

At finde ind til barnets bedste kræver viden om børn, vilje til at lade barnets stemme komme til udtryk – og ikke mindst evnen til at tæmme sine egne idéer om, hvad der er bedst for barnet. At forstå dit stedbarn er kongevejen til en god relation til det. Forståelse i denne sammenhæng handler om indlevelse, medfølelse, nærvær, nysgerrighed og oprigtig medleven. Hvis du ikke har en sådan forståelse, bliver relationen overfladisk, udvendig eller i bedste fald en kunstig og konstrueret relation.

At forstå et stedbarn handler om at kunne se tingene fra deres perspektiv. Det er ikke nok, at du bare kan huske følelser og stemninger, fra dengang du selv var lille. Det kan du faktisk slet ikke bruge til noget. Det handler mere om, at du får fat i dit stedbarns egne subjektive udsagn om, hvad de mener og oplever, at du retter din opmærksomhed mod og øger forståelsen af dit stedbarns oplevelser, erfaringer og handlinger i deres verden.

Det er klart, at du vil blande din egen opfattelse af børn med i den tolkning, du når frem til ved dit stedbarns adfærd, handlinger og udsagn. Det er uundgåeligt. Vi ser jo ofte tingene fra et ydre perspektiv, men i denne forbindelse er det vigtigt også at se det fra barnets perspektiv. et indre børneperspektiv.

Det betyder, at du skal lære at evne at se barnet indefra og dig selv udefra. se verden gennem barnets øjne. Vid, at du lever i én verden, og dit stedbarn i en anden. se, hvad du gør ved barnet, og lad være med at tro, hvad du gør ved barnet. børn passer sjældent ind i teoretiske modeller. Heldigvis. Hvis du ser barnet blive skræmt, bliver det skræmt, og så stopper du det, som du har gang i!

Hvis du vil prøve at forstå, hvad der er gang i, skal du forsøge at se ud af barnets skræmte øjne og se, hvad du gør ved barnet. selvom teorien siger noget andet, eller barnets alder indikerer en anden reaktion, er det barnets reelle reaktion, du skal forholde dig til. selvom du er en sød og opmærksom stedfar, må du anerkende, at du af barnet kan opleves som en trussel.

Du har et navn, brug det

Lad være med at kalde dig, stedmor/stedfar, papmor/papfar, bonusmor/bonusfar, fusionseller sideforældre. Du er ikke nogen former for mor eller far. sådan en kan man kun have en af. Du er fars eller mors kæreste eller kone, så brug som udgangspunkt dit navn.

Jeg ved godt, at vi ikke har en brugbar terminologi for den rolle, man udfylder som barnets fars kæreste. Vi har næsten kun arketypiske billeder fra eventyrets verden, hvor den onde stedmor eller den kolde og ikketilstedeværende stedfar dukker op, og i eventyrene er den slags meget sjældent gode.
Selvom jeg aldrig selv har levet med min biologiske far endsige set ham, før jeg blev 20 år, var han i mine drømme altid bedre end min stedfar. Jeg tænkte tit, at sådan ville min far garanteret aldrig gøre, eller sådan ville han aldrig sige osv. Han blev den fatamorgana-far, der gjorde, sagde og mente alt det rigtige. Han blev mit håb om, at det kunne blive bedre.

Selvom din kærestes barns rigtige mor eller far er død, skal du ikke forsøge at erstatte det tab. Det kan du ikke. I barnets verden vil der altid kun eksistere én rigtig far og én rigtig mor. Hvorfor tror du ellers, at rigtig mange adoptivbørn, ofte til deres adoptivforældres store fortrydelse, ønsker at se deres biologiske mor og far, når de bliver unge? når vi godt vil bruge begreber som stedfar eller bonusmor, er det, fordi vi gerne vil fastholde illusionen om den harmoniske kernefamilie. lad være med det, og anerkend, at I er en anden type familie.

Drop forventningen om en gensidig kærlig relation

Ting tager tid. og når det gælder at vinde børns hjerter, kan det tage meget lang tid og for nogen aldrig lykkes. om det er naturligt eller ej, er knap så afgørende. De fleste har erfaret, at der ikke er nogen genveje til børns hjerter. Guldet ligger i tiden.

Kærlighed i en relation er noget, der udvikler sig og vokser, og den kan ikke forceres. lad være med at have forventninger til, at din kærlighed og opmærksomhed mod barnet bliver belønnet. Det er vigtigt at vise respekt og kærlighed for barnet, selvom det ikke bliver gengældt.

Det er helt vildt hårdt og kan være meget frustrerende, men jeg forsøger hele tiden i forhold til mine egne stedbørn ikke at have forventninger til, hvad vores relation skal udvikle sig til. Jeg er kæreste med moren, ikke med børnene, og de ikke med mig.

Jeg er ikke en erstatning for noget som helst, og jeg skal ikke konkurrere med deres far. Jeg skal gøre vores relation tålelig, udvise respekt, være imødekommende, når de henvender sig, og ellers blande mig udenom. det er dig som den voksne, der skal tage det fulde ansvar for relationen til stedbarnet.

Det gælder både, når det går godt, og i særdeleshed, når det går skidt. når der er tale om et biologisk forhold, vil barnet som udgangspunkt være bange for at miste og er derfor meget samarbejdsvillig. Det gør sig ikke gældende på samme måde for det ikke-biologiske barn. Det vil da måske ligefrem gerne slippe af med dig og modarbejder i stedet for at samarbejde. så husk: Det er den voksne, der skal tilpasse den nye situation og ikke barnet.

Du skal være rummelig ud over det sædvanlige

Tag ikke ting personligt. selvom dit stedbarn er helt urimelig, kalder dig de mest forfærdelige ting, eller måske ligefrem hader dig. Det handler ikke om dig, det handler om din rolle.

Det er nemmere at modtage kritik eller feedback, hvis det går på rollen frem for personligheden. sig helt konkret til dig selv, at du ikke må tage det personligt, hvis barnet siger ting som “du er ikke min mor”, for nej, det er rigtigt nok, du er ikke barnets mor, og derfor er der ikke grund til at tage det personligt. ”Du er dum.” nej, du er ikke dum, men dit stedbarn synes måske, du er dum, og det er okay, at han eller hun synes det.

Retfærdighed 

Vær opmærksom på, at børn og unges retfærdighedssans kan være meget konkret og ikke nødvendigvis rimelig. Der vil blive målt og vejet i forhold til udelt opmærksomhed, anerkendelse, gaver, økonomisk bistand osv. Forsøg så vidt muligt at nå til enighed om, at I giver jeres børn for det samme beløb i julegave. At anerkendelse og ros bliver fordelt, så alle føler sig elsket og set. lad for guds skyld være med at tro, at det største barn skal være den bedste til at være forstående.

Fokuser på løsninger i stedet for at eskalere problemet

Tænk i løsninger: Vi har et problem, hvordan får vi det løst? Jeg anbefaler, at man snakker med nogen om det. selvfølgelig med sin partner, barnets mor eller far, men også med en professionel, veninder eller andre i samme situation.

Det kan åbne øjnene for, at problemet formodentlig ikke handler om barnet, men om kommunikationen. Vær dog særdeles opmærksom på, at mange af de problemer, der opstår i en relation, i virkeligheden ikke er problemer, men kan være dilemmaer – dem løser man ikke, dem lærer man at rumme og leve med. som stedfar er det ikke et problem, at stedbarnet elsker sin biologiske far højere end dig, det er et dilemma. lev med det.

Det er ikke et problem, at man opdrager eller rummer børns adfærd forskelligt, det er et dilemma. lev med det. Det er ikke et problem, at stedbarnet betror sig til sine biologiske forældre og ikke sin stedforælder, det er et dilemma. lev med det.

Vær ægte og oprigtig

Det er vigtigt, at man er fuldstændig autentisk. sig og gør kun det, du kan stå inde for. børn kan mærke, hvis man ikke er ægte. Det kan være super svært at sige til et barn, at man har glædet sig til, at det skal komme, hvis det ikke er sandt. I stedet kan man sige, at det er længe siden, man har set hinanden.

Man skal strække sig langt, men ikke længere, end godt er, og det handler om at vælge sine ord og sine handlinger med omhu. sæt grænser, og anerkend, hvis der er noget, du ikke har lyst til. Mange er blevet grænseforskrækkede, og derfor er der mange, der knækker halsen på både deres egne og omgivelsernes forventninger. sig fra.

Men husk, at du aldrig skal sige eller udtrykke hele sandheden over for dit stedbarn om, hvad du føler eller tænker om det, men at du altid skal være 100 % ærlig over for dig selv.

Du er rollemodel

Du har som stedfar eller -mor en vigtig rolle. Ikke en moreller farrolle (erstatning), men en vigtig voksenrolle. Du kan ende med at være den, som barnet viser sig at tilbringe mest tid sammen med. På den måde kan du blive en klog og god voksenven for barnet.

Du må endelig ikke trække dig og underkende din betydning. Har du først sagt ja til at flytte sammen med et menneske, der har børn, må du påtage dig den betydning, du får. selvom du ikke bliver en erstatning for stedbarnets forældre, er der andre vigtige roller, du uundgåeligt vil få.

Jeg havde ikke levet det liv, jeg lever i dag, hvis ikke det havde været for min mors kæreste. selvom han har kostet mig adskillige terapitimer, har han også haft stor betydning for den retning, mit liv tog. Gennem ham fik jeg dannelse, kultur og politisk bevidsthed. og gennem hans opdragelse og adfærd lærte jeg det at anerkende og respektere andre mennesker uanset køn, religion eller race.

Jeg er ikke sikker på, at mit liv ville have været så indholdsrigt på kulturoplevelser, rejser og litteratur, hvis det ikke havde været for ham. Trods hans meget svingende og til tider brutale adfærd gav ham mig også det at tro på mig selv, gøre mig umage og lade være med at tage det så tungt, når jeg klarede mig dårligt i skolen.

At følge sit hjerte og gøre det, man er bedst til, var hans motto, og selvom han ikke var min far, blev han den rollemodel, jeg fulgte for at komme fra dreng til mand. Mange af dem, jeg har interviewet, fortæller lignende historier. De har fået indsigter fra deres forældres kærester, som de ikke ville have fået ellers. De har fået hjælp i skolen eller i andre sammenhænge, fordi deres forældres kærester havde evner eller kompetencer, der ellers ikke var der. De kan være gode til at sætte lamper og reoler op eller skaffe arbejde eller praktikpladser. Der er altid en eller flere roller, man som stedforælder kan udfylde og må påtage sig.

Vær sød. Skidehamrende sød. 

Virkelig. Der er jo heller ingen grænser for alt det gode, du gerne vil gøre for din nye kæreste. Der anstrenger man sig og viser det ypperste af ens godhed og velvillighed.

Man er med og frisk på den nye kærestes ideer, man er galant og ikke fedtet med superlativer, der skal få ens nye kæreste til at føle sig som verdens vigtigste person. børn kan faktisk også godt lide at føle sig som verdens vigtigste person.

Du må aldrig få stedbarnet til at føle sig forkert.

Derfor må du som udgangspunkt have den rette indstilling til stedbarnet. Det er et barn eller en ung og kan derfor let komme ud, hvor følelserne kommer ud af kontrol. et barn reagerer på de ord, du siger, og på, hvordan du siger dem. så hvis du vil skabe de bedste vækstbetingelser for jeres relation, er det vigtigt, hvordan du kommunikerer med barnet.

Få dig nogle gode vaner i kommunikationen med dit stedbarn:

Når I taler sammen, skal du være opmærksom på:

Undgå at afbryde.
 
Når vi afbryder hinanden, kan det nemt tolkes, som om vi er ligeglade med det, den anden siger. når man undgår at afbryde, vil man bedre kunne lytte. Det giver ro i samtalen, at man ikke skal skynde sig ud med det, man vil sige.

Skift monologer ud med dialoger.

Både du og stedbarnet skal have mulighed for at udtrykke jer og give jeres mening til kende. og husk: Det er altid bedre at lytte end selv at tale.

Udtryk, hvordan du har det, frem for hvad stedbarnet gør forkert.

Hvis du bebrejder, lukker stedbarnet af og hører ikke, hvad du siger. Ingen lytter, når de får kritik. Hvis du i højere grad giver udtryk for, hvad dit stedbarns adfærd gør ved dig, i stedet for at fortælle barnet, hvad det gør forkert, føler stedbarnet sig ikke angrebet. så kan I nemmere tale om det.

Hør efter, og forstå, hvad stedbarnet siger.

Det lyder så nemt, men i praksis har rigtig mange svært ved at lytte. næste gang du taler med dit stedbarn, så prøv at observere, hvor hurtigt du ryger ud i tanker, der prøver at finde modtræk, retfærdiggøre dig selv, gå i forsvar eller på anden vis fjerner dit fokus fra samtalens indhold. Du har sikkert oplevet at tro, du lytter, og så har du ikke hørt en dyt, fordi dine tanker var fløjet for længe siden.
 
Sig, hvad du vil have, og hør, hvad stedbarnet vil have.
 
Sig, hvordan du gerne vil have det, i stedet for hvordan du ikke vil have det. Men husk, at du ikke kan kræve eller forvente, at du får det sådan, som du ønsker. stedbarnet har måske ikke lyst til eller mulighed for at give dig det, du vil have, så dine ønsker eller forventninger må udtrykkes som anmodninger.

Gentag, hvad dit stedbarn har sagt, så du er sikker på, at du har forstået det.

At gentage, hvordan man har forstået det, man har hørt, er godt for flere ting. For det første får barnet en oplevelse af at blive lyttet til og forstået. For det andet er det med til at udrydde mange misforståelser, der kan udvikle sig. endelig hjælper det med at holde fokus på indholdet i samtalen, hvis man ved, man skal gentage det efterfølgende.

Drop de gode råd for en stund. Det er meget typisk, at man giver sit stedbarn gode råd. Det er ikke ondt ment, men gode råd er ofte det sidste, de har brug for. lyt i stedet til, hvad der bliver sagt, uden at gå i løsningsmode.
 
Børn er bange for at blive valgt fra. Er der dine og mine børn med i den sammenbragte familie, skal du være opmærksom på, at dine børn kan være skræmte ved tanken om, at du bedre kan lide dit stedbarn end dit biologiske barn. sørg for at have mange stunder og alenetid med dit biologiske barn. så må kæresten tage sig af sit biologiske barn.

 Lav nogle gode og konstruktive spilleregler. Stil ikke krav til dine stedbørn, men til deres biologiske forældre. Det er vigtigt, at den biologiske forælder gør det nemt for dig at kunne være sammen med hans eller hendes børn.

Det er den biologiske forælder, der er opdrageren, og de skal tage ansvar for, at deres biologiske børn er rimelige i forhold til deres opførelse over for kæresten og jeres fælles hjem. Tag en ordentlig snak med din kæreste, inden I flytter sammen. Tal om jeres standarder og værdier, og forsøg at komme overens. Inddrag børnene, og fortæl om de nye spilleregler. spilleregler kunne være, at man:

- siger godmorgen, goddag og farvel

- overholder aftaler

- deltager i fællesskabet

- hjælper med de praktiske ting; opvask, madlavning, oprydning, rengøring etc.

- er imødekommende over for hinanden.

Sørg for at passe på dig selv. Det er ikke nemt at skulle sluge den ene kamel efter den anden. og det skal man meget ofte. Du kan som stedfar eller -mor ikke være opdrager i det daglige for dine stedbørn. Det betyder, at du ofte sidder med de dårligste kort på hånden. Du kan sætte dine grænser og gøre op med dig selv, hvad du vil, og hvad du ikke vil være med til.

- Der skal tales ordentligt til dig.

- Du har lige så meget ret til at være der som alle andre i huset.

- Du kan tage lidt væk en gang imellem. I kortere eller længere tid.

- Hvis du føler dig slidt i forhold til dine stedbørn, kommer der en skævvridning i din balance, og det går ikke. lyt til din yndlingsmusik, gå en tur, tag et karbad. når vi tanker os selv op, er der lidt mere at give af til andre. Vi tror hurtigt, at det er børnene, der tager al energien, men nogle gange handler det om, at du har kørt for hårdt på dig selv for længe.

- Tag vare på dig selv. Ikke ved at forsvinde, men ved at rumme omstændighederne, så de ikke føles emotionelt udfordrende.