Jeg vil aldrig nogensinde lege med Erik og Anton mere. De siger altid, jeg er dum.
Jamen dog, har det været sådan længe?
Ja, ret længe.
Hvordan er det blevet sådan mellem jer?
Det ved jeg ikke.
Du ved ikke, hvorfor de siger, du er dum?
Næ. (Gråd)
Men har du ... har du sagt det til læreren?
Næ.
Det skal du jo gøre, hvis de andre børn er dumme mod dig!
Helt ærligt! Du forstår jo ikke en skid!!!
Hvad mener du? Kom tilbage, min skat, så vi kan snakke om det!
Midt i den fortrolige samtale rejser drengen sig fra køkkenbordet og farer ud. Moderen sidder forbløffet tilbage og undrer sig over, hvad der gik galt denne gang. Efter et stykke tid mærker hun et sting af irritation.
Hun prøver virkelig at forstå og støtte, men alligevel bliver han tit rasende, når hun forsøger at hjælpe. Hvad er det egentlig, han vil? Bagefter bliver hun også ked af det. Det var jo ikke sådan her, det skulle være. Hun ville gerne have en tæt og god kontakt med sin søn. Han skulle fortælle hende alt og lade hende hjælpe sig.
Hvis denne mor kom for at få samtalerådgivning hos mig, ville hun formentlig sige, at hun har brug for hjælp til at tale med sin søn om hans problemer og udfordringer.
At hun ikke kan nå ind til ham. Sådan formulerer de fleste forældre det, når kommunikationen ikke fungerer, og kontakten ikke er lige så tæt og fortrolig, som de kunne ønske sig.
Det viser sig næsten altid, at det første, forældrene har brug for, er at lære sig selv at lytte til deres børn. Børn er nemlig hverken specielt interesserede i at tale med eller lytte til forældrene, hvis forældrene ikke lytter til dem.
Eksempel: Når børnene plager.
Havari i supermarkedet. Alle forældre (og børn) har prøvet det. Det sker som regel foran fryseren med is, disken med slik eller hylden med legetøj og følger som regel den samme logik:
Far, skal vi ikke have is?
Nej, der bliver ingen is i dag!
Hvorfor ikke deeeet?
Fordi du allerede har fået tre is i denne uge.
Men far, jeg vil!
Det vil du sikkert, men der bliver ingen is. Hold nu op med at plage!
Men faaaaaaar!
Hvad gør man for at undgå, at børnene bryder sammen, fordi de ikke får is, slik eller legetøj? Det tænker mange forældre over. Jeg plejer at svare, at jeg synes, det er det forkerte spørgsmål, man stiller. Jeg tror nemlig ikke, at børnene bryder sammen, fordi de ikke får de ting, de gerne vil have. Jeg tror, at børnene bryder sammen, fordi de ikke føler sig forstået. Når et barn ligger på gulvet ved fryseren med is og skriger, er det ikke primært, fordi hun vil have is.
Hun vil have, at hendes far forstår, at hun vil have is. Med hjælp fra færdighederne og adfærden bag den empatiske lytning kan faderen formidle denne forståelse til sin datter:
Far, skal vi ikke have is?
Nej, det skal vi ikke, min lille is-elsker.
Hvorfor ikke?
Fordi jeg gerne vil have, at du spiser ordentligt. Selv om du gerne ville spise is og slik hver
dag, ikke?
Jo, det ville jeg! Jeg vil have is!
Det ved jeg godt ... Hvilken is er din yndlings?
Top Hat! Og Sandwich og Piggelin ...
Mm, Piggelin kan jeg også godt lide! Og Magnum med hvid chokolade. Kan du lide den?
(Forælderen og barnet fortsætter med at tale om is: Hvilke is de kan lide, og hvilke de ikke kan lide, hvilke is de vil smage næste gang og så videre).
Dette barn kommer højst sandsynligt ikke til at bryde sammen, når faderen lidt senere passerer fryseren med is uden at købe noget. Hun føler sig forstået, respekteret og taget alvorligt. Men når faderen bare siger nej, uden at bekræfte hendes følelse og vise, at den er okay, så oplever barnet det, som om faderen blæser på hendes følelse, og endda også, som om han blæser på hende.
Det skaber ubehag og skuffelse hos barnet og en længsel efter at fortælle, at hun rigtignok er vigtig og vil tages alvorligt. Den, som lytter opmærksomt mellem linjerne, når barnet fortvivlet skriger på is, hører netop dette: »Tag mig alvorligt!«
Børn ved næsten altid, hvad de vil, men ikke altid, hvad de har bedst af. Derfor hverken kan eller bør børnene få deres vilje i alle sammenhænge. Derimod vil jeg gerne have, at vi voksne bestræber os på (som faderen i eksemplet) at lade børnene »få deres følelse frem«.
Når vi møder børnenes ønsker med empati, oplever de, at vi forsøger at forstå dem, og at vi respekterer dem. Det er godt for selvfølelsen. Det er med til at skabe tætte og tillidsfulde relationer.