Det blev en vane at stå tidligt op. Lørdag og søndag morgen vågnede Charlotte Holst Høybye med en tom plads i dobbeltsengen. Før klokken var syv sad ægtemanden, Poul Baun Høybye, ved computeren for at få noget arbejde fra hånden på hjemmearbejdspladsen, inden den øvrige familie stod op.
– Så var jeg nede og se skrap ud og høre, om han arbejdede. Hans standardsvar var: "Nej, om en halv time er jeg der", husker Charlotte Holst Høybye og fortæller, hvordan han flere gange i løbet af lørdagen og søndagen alligevel listede ned for at arbejde. Og når hun sidst på dagen satte sig for at se tv, var han hurtig til at få tændt for computeren på hjemmearbejdspladsen.
Den 45-årige kvindes historie er en beretning om den magtesløshed, der opstår, når ens ægtefælle ændrer personlighed og bliver firmaets mand. Da hun for snart fire år siden blev kærester med Poul Baun Høybye, vidste hun, at han gik op i sit arbejde med ildhu og gerne brugte et par timer ekstra på jobbet.
– Dengang var han drevet af, at det var sjovt og udfordrende. Desuden levede han alene og havde ikke så mange forpligtigelser.
Parret flyttede sammen og blev en sammenbragt familie på syv, da Charlotte Holst Høybye har fire børn fra et tidligere ægteskab, og Pouls søn også flyttede ind. I landlige omgivelser i Klim vest for Fjerritslev, hvor marguriteruten slår et knæk, udlevede familien på mange måder drømmen om det gode landsbyliv, hvor de var engageret i såvel den lille friskole og den lokale valgmenighed.
– Jeg fik ham lært, at vi var seks, som gerne vil se ham til måltiderne og lave ting sammen. Og det gik faktisk rigtig godt. Vi nød at gøre ting sammen.
Omkring årsskiftet gik det galt. Poul Baun Høybye var ansat som tilsynsførende i Fødevareregion Nord, og skandalerne omkring virksomheder, som leverede fordærvet kød, gjorde, at de ansatte måtte løbe stærkt, og desuden blev han udlånt til at gennemføre et større projekt for en anden fødevareregion. Projektet betød, at han passede to job i en periode.
Hjemme i Klim noterede Charlotte Holst Høybye, at hendes mand ændrede adfærd. Alt fra brændehugning til lektiehjælp blev til sure pligter, mens det før havde haft karakter af hobby.
– Vi havde en uskreven arbejdsfordeling, som betød, at han sørgede for, at vasketøjet kom på plads. Efterhånden så han træt ud bare ved tanken om vasketøjet, så jeg tog hans pligter, fordi jeg ikke kunne holde ud at se, hvordan han spekulerede på det ventende tøj, siger Charlotte Holst Høybye, som genkendte mange af de symptomer, hun så i Poul Baun Høy-byes adfærd, fra dengang, hun havnede i en stressspiral. For 10 år siden havde hun et mellemlederjob, drev et fritidslandbrug og de fire børn var små. Da presset blev for stort, valgte hun at opsige sit daværende job.
Poul Baun Høybye arbejdede i Viborg, så en lang transporttid var en del af hverdagen. Turen hjem til Han Herred plejede han at bruge til at koble af, men i stedet blev bilturen til et sted, hvor han gennemarbejdede problemstillinger på jobbet.
– Når han gik ud af bilen hjemme, gik han direkte ind på kontoret, hvor han gik videre med arbejdet. Børnene ville gerne have fat i ham, for han kunne hjælpe med mange ting. Men de skulle være stille, for han skulle arbejde.
– Poul ville gerne gøre det godt for alle, og han sagde aldrig nej, og det kan gøre det svært at finde ud af at sætte grænser. Hjemmet er stedet, hvor man skal lukke damp ud, og enkelte gange oplevede børnene, at han eksploderede på grund af en banalitet. Bagefter var han ked af det, siger Charlotte Holst Høybye.
Netop som familien troede, at de kunne se enden på en periode med et ekstra stort arbejdspres, skete det, som hun havde frygtet.
– Om mandagen så jeg ham i øjnene og sagde: "Hvis du ikke holder op med det der, så dør du." Nøjagtig sådan sagde jeg det. Han grinede bare og svarede, at jeg ikke forstod, hvor vigtigt det var. Jeg foreslog, at han bad om mere tid til sit projekt, men det ville han ikke høre tale om, siger Charlotte Holst Høybye.
Den dag i maj, hvor projektet skulle afsluttes, arbejdede Poul Baun Høybye hjemme. Midt på dagen vendte Charlotte Holst Høybye hjem. Hun husker, at hun havde cyklet hurtigt, og at hun satte kursen mod køkkenet for at få slukket tørsten, men inden hun fik åbnet vandhanen, blev hun opmærksom på en sær lyd. Det lød, som om nogen savede i pap. Hun gik efter lyden og kom ind i soveværelset, hvor hendes mand var faldet sammen på sengen. Mobiltelefonen lå ved hans side, og den trådløse forbindelse til telefonen sad på øret. På sygehuset i Aalborg blev det konstateret, at Poul Baun Høybye var blevet ramt af en hjerneblødning. Godt et døgn efter, han var blevet bragt til sygehuset, døde han.
– En pludselig opstået blødning kan ramme enhver, men jeg er ikke i tvivl om, at det faktum, at Poul længe havde arbejdet alt for meget, var en medvirkende årsag. På hospitalet bad en af lægerne mig fortælle om Poul. Lægen sagde, at han var sikker på, at hans stressede levevis var årsag til hjerneblødningen, siger Charlotte Holst Høybye, som kort efter ægtefællens skrev et åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som Kristeligt Dagblad bragte. Her gjorde hun opmærksom på de arbejdsvilkår, som hun mener var medvirkende til Poul Baun Høybyes død.
I ugerne efter ægtefællens død har hun flere gange spurgt sig selv, om der var noget, hun kunne have gjort for at hindre det ulyksalige. Hun tror det ikke.
– Den sidste tid var Poul nærmest inde i en boble. Han var dødtræt og så frygtelig ud med en sammenbøjet holdning. Skønt han var 47 år, var han ældet på megen kort tid. Jeg forsøgte forgæves at få ham til lægen for at få et helbredstjek.
Parret havde en tradition med en daglig gåtur. Men samtalerne på turene ændrede karakter og handlede til sidst stort set kun om arbejdspladsen, og Charlotte Holst Høybye var foruroliget over det, han fortalte.
– Jeg havde mange gange lyst til at ringe til hans arbejde, for han var ikke den eneste, som løb rigtig stærkt. Han fortalte om kollegaer, der græd, fordi de var pressede. Men hvem skal man gå til? Poul var også tillidsmand, siger hun og tilføjer:
– Han var firmaets mand, og det er en stor fælde, for dermed ophører man med at være til for sig selv og sine nærmeste.
Efter Poul Baun Høybyes død skrev
kollegaerne i Fødevareregion Nord
blandt andet følgende i et mindeord:
"Du arbejdede ikke bare fra kl. 8 til 16 – du arbejdede også aftener og weekends væk. Pålagte opgaver såvel som dem, du tog på dig som noget ekstra. Dels var du ansvarsfuld og pligtopfyldende – arbejdet skulle gøres og gøres ordentligt. Dels var du hjælpsom og omsorgsfuld over for dine kolleger – ingen gik nogensinde til dig med uforrettet sag eller fornemmelsen af, at man kom med en bagatel.
Kære Poul, hvor er det uretfærdigt og bittert, at man ikke kan leve af at være som du – men at man tværtimod kan dø af det! Ingen af os er i tvivl om, at din arbejdsbyrde sten for sten blev for tung at bære. Vi bebrejder os selv, at vi ikke så det i tide!"
Læs mere under Familieliv