Jeg husker mine ungdomsår som en underlig periode, fordi jeg var en atypisk ung. Jeg har faktisk en fornemmelse af, at jeg gik direkte fra at være barn til at være voksen og helt sprang ungdommen over. Jeg var gammel af sind allerede i starten af mine teenageår, og mens jeg gik i gymnasiet, var jeg ret nørdet. Jeg læste rigtig mange bøger, mit yndlingsfag var filosofi, og jeg var bange for internettet. Derfor var der ikke noget elektrisk lys på mit værelse i mit barndomshjem i Buresø. Jeg havde kun stearinlys og en gammel lysekrone, som jeg havde fået af min mormor. Så sad jeg der i stearinlysets skær og læste bøger. Måske ikke enhver 15-årigs yndlingsbeskæftigelse.
Da jeg var teenager, var ungdommen opdelt i to meget skarpe lejre: Der var popdrengene og poppigerne på den ene side og flipperne på den anden. Jeg var flipper og ville meget hellere tage en snak over en øl på den lokale pub, end jeg ville tage til Stenløse og danse på Crazy Daisy. Dengang farvede jeg mit hår hennarødt, og jeg gik kun i genbrugstøj. Mine veninder og jeg stjal meget af vores tøj nede i den lokale genbrugscontainer. Vi fandt ud af, at vi kunne få en gren ned i containeren og på den måde hale tøjet op. Jeg arvede også noget af mine mors veninders gamle tøj fra 1960’erne og 1970’erne. I den periode gik jeg meget op i de ting, jeg forbandt med at leve i en tid, der lå før den, jeg selv levede i.
Jeg havde meget tidligt en orientering mod København. Når vi ikke var i skole, hang mine veninde og jeg enten ud i hendes store kælderværelse og spillede guitar, eller også tog vi toget ind til København og gik i genbrugsbutikker og tog på Christiania. Da jeg skulle i gymnasiet, valgte jeg at starte på Sankt Annæ Gymnasium i København. Det første år, jeg gik der, pendlede jeg mellem gymnasiet og mine forældres hjem i Buresø, men allerede i 2.g flyttede jeg hjemmefra og ind til byen. Jeg startede med at bo i min farmors og farfars lejlighed i København. Det var på mange måder en skør periode. Jeg boede blandt gammelt kongeligt porcelæn, mahognimøbler og væg-til-væg-tæpper, var selv flippet og fik ofte besøg af en af mine veninder, der var punker og gik rundt med en rotte på skulderen.
Følelsen af udlængsel fyldte meget i mine ungdomsår. Jeg drømte om at komme væk fra Buresø - ikke fordi det var noget dårligt miljø, men fordi det var for småt og klaustrofobisk til mig. Da jeg så endelig boede i København, længtes jeg efter at komme ud at rejse. Efter gymnasiet tog jeg tre måneder til New Zealand og Australien, og derfra videre til Israel, Jordan, Egypten og Asien. På den måde var der to år efter gymnasiet, hvor jeg bare rejste rundt, og det var så skønt! Jeg tror, jeg er sådan en, der kunne rejse rundt altid. Allerede som barn havde jeg et mellemværende med Danmark. Jeg gik tit hjemmefra, når jeg blev sur som barn. Så det med at tage væk har altid været en del af mig.
Forfatterdrømmen kom lidt tilfældigt ind i billedet, da jeg rejste rundt i Israel. En dansk pige, jeg arbejdede i kibbutz sammen med, havde set, at Berlingske Tidende havde udskrevet en konkurrence, hvor man skulle skrive et rejseessay. Hun foreslog, at vi skulle deltage, så vi sendte et essay ind hver og glemte alt om det. Dengang var jeg stadig lidt teknologiforskrækket, så selvom jeg lige havde fået min første mail, gik der lang tid mellem, at jeg tjekkede indbakken. Der gik derfor en rum tid, før jeg opdagede, at Berlingske havde skrevet og fortalt, at jeg havde vundet essay-konkurrencen. Den oplevelse gav mig blod på tanden i forhold til det at skrive – noget, som jeg altid havde gjort, men som jeg aldrig havde tænkt, jeg skulle gøre til min levevej . De penge, jeg vandt, brugte jeg på et ophold på Testrup Højskole. På højskolen fik jeg Hans Otto Jørgensen, der senere blev rektor på Forfatterskolen, som underviser. Det var ham, der introducerede mig for hele forfatterverdenen. Inden jeg startede på Testrup, vidste jeg slet ikke, at der var noget, der hed Forfatterskolen.
Jeg var sent ude med mange af de ting, man forbinder med at være ung: At gå til fester, få kærester og sådan. Det var egentlig først som 22-23-årig efter rejser og højskoleophold, at jeg fik udlevet det klassiske ungdomsliv. Jeg blev optaget på Forfatterskolen og arbejde hver anden weekend på Vega for at tjene penge. Når vi fik fri klokken 5 om morgenen efter en vagt, tog hele holdet videre på morgenværtshus, og så trampede jeg hjem i seng ved middagstid næste dag. Weekenden efter, hvor jeg havde fri, tog jeg igen på Vega med alle mine venner, hvor jeg kunne skaffe os billige drinks. Dengang stod den på fest hver weekend, en masse sprut og mange fyre. Jeg tænker tilbage på den periode som meget lysere og lettere end mine teenageår.
Det bedste ved at være ung var samtidig det værste for mig. På den ene side havde jeg en fornemmelse af, at hele verden lå foran mig, og at alt kunne lade sig gøre. Jeg havde endnu ikke truffet valget om, hvem jeg ville være, eller hvad jeg ville med mit liv. Den frihed kunne jeg godt lide. På den anden side skabte det en utrolig stor usikkerhed hos mig. For hvad hvis jeg traf det forkerte valg? Når man er ung, er man skrøbelig, og én forkert beslutning kan føles fatal. Man har stadig den der barnehud, der er så tynd og fin, at den næsten ikke kan tåle noget, før det hele knækker sammen. Med alderen er det som om, at livet sliber ens hud mere hård og modstandsdygtig.
Som ung var der kun plads til en side af mig selv ad gangen. Enten var jeg virkelig flippet, eller også hang jeg meget ud i Ungdomshuset med mine autonome venner, eller også var jeg Forfatterskoleelev med stort f og gik ud hver weekend i København. Det var meget enten-eller. I dag er alle de sider tilstede i mig på én gang, og jeg har lært, at man godt kan integrere modsatrettede sider af sig selv: Jeg kan godt have en forfatterkarriere, være mor for min datter, gå op i klima og biodynamiske madvarer, hjemmestrikket uld og samtidig købe et tyl-prinsesseskørt til min datter, bo i København og samtidig have brug og mulighed for at rejse indimellem.
Hvis jeg kunne give et råd til mig selv som 15-årig, ville jeg sige: Slap lige lidt af, Dy – alting behøves ikke at dyrkes så ekstremt. Du kan godt både have en e-mail og have stearinlys på værelset. Du kan godt gå til fester og samtidig lære en masse ting i skolen. Du kan godt købe et pænt stykke tøj og stadig hive tøj op af genbrugscontaineren. Stop med at være så kategorisk.