Prøv avisen

Et sexliv, som ikke fungerer, strækker fangarme ud over mange andre områder af livet

Tegning: Rasmus Juul

Når sexlivet ikke fungerer, frygter mange for deres parforhold. Nogle gange kommer seksualiteten til at skulle bære for meget, siger Annamaria Giraldi, som er professor i klinisk sexologi

Et sexliv, som ikke fungerer, strækker fangarme ud over mange andre områder af et pars liv. Det siger Annamaria Giraldi, som er speciallæge i psykiatri og professor i klinisk sexologi ved Københavns Universitet og overlæge på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i København.

Par kan blive henvist til klinikken for at få hjælp til at finde ind i en seksuel samhørighed. Her kommer par, som er småbørnsforældre, modne par og par, som er på den anden side af de 70 år. Den sidste gruppe er kommet til de senere år i takt med, at befolkningen generelt bliver sundere og lever længere.

”Hvis et par har et dysfunktionelt sexliv, kan det for eksempel være svært og pinligt at se en film sammen, hvor der indgår sexscener. Det, parret ser i filmen, minder dem om det, som ikke fungerer mellem dem, og som de måske ikke får talt om. Deres dysfunktionelle sexliv kommer mellem dem som et tabu, der rører ved store områder af deres liv, for samleje er en meget lille del af det at have sex. Alt det, som kan lede til sex, bliver problematisk, og derfor trækker man sig fra det intime, der tidligere har været et forstadie til noget seksuelt: Kysset, flirten og berøringerne.”

Annamaria Giraldi har været tilknyttet Sexologisk Klinik siden 1999 og har arbejdet med det sexologiske felt siden 1988, hvor hun var studerende. Hun oplever, at et velfungerende sexliv generelt har fået en større betydning for parforholdet. Og dermed er der kommet et større pres på det intime samlivs kvalitet.

”Seksualitet er blevet en del af det vellykkede liv. Vi skal holde os i form, være slanke og blive ved med at være seksuelt aktive, men det kan være meget varierende, hvad man synes er en god seksualitet. Tidligere var parforholdet nok i større grad bundet op på ansvaret for de fælles børn, og måske havde man et praktisk arbejdsfællesskab. Men i dag kan de fleste mennesker klare sig selv. Noget af det, som man oplever binder forholdet sammen, er sexlivet. Den udvikling betyder, at seksualiteten nogle gange kommer til at skulle bære mere, end den måske er tiltænkt til at bære.”

Hun ser jævnligt, hvordan et dårligt parforhold kan påvirke seksualiteten. Det kan for eksempel ske ved, at manden får rejsningsproblemer.

”Ofte er der ikke langt fra et dysfunktionelt sexliv til, at man begynder at spørge sig selv, om man mon bliver forladt. Jeg hører tit folk sige, at de er parat til at gøre ’hvad som helst’, fordi de frygter, at den anden part vil forlade dem, hvis de ikke får et godt sexliv.”

Hvad er et normalt sexliv? Sådan spørger mange par med seksuel dysfunktionalitet Annamaria Giraldi. Og hver gang gør hun sig umage med ikke at besvare spørgsmålet.

”Et normalitetsbegreb er ret farligt, når man taler om seksualitet, for så vil man typisk tilstræbe at være som mængden, for man vil ikke være unormal. Det, man skal arbejde sig frem til, er at finde ud af, hvad man vil som par. Sexlivet betyder rigtig meget for mange parforhold, og begge oplever det som et stort savn, hvis det seksuelle ikke fungerer. Men der er også par, som har et fint forhold med følelsesmæssig udveksling i form af kys og kærtegn, hvor der sjældent er samleje.”

Når par bliver henvist til Sexologisk Klinik, vil de typisk få tilbudt et forløb på fem til seks samtaler. Der vil typisk også være øvelser, parret skal udføre mellem aftalerne på klinikken. Mange par med seksuelle problemer har brug for hjælp til at være til stede i det fysiske møde med partneren, og det er noget af det, hjemmearbejdet skal hjælpe med.

”En af vores tids problemer er, at det hele bliver så intellektualiseret og meget lidt kropsligt. I stedet for at være til stede i den kropslige relation, tænker man over, om det, man gør, mon er godt nok. Sex handler om at være til stede i det, som sker her og nu, så det arbejder vi med. Man kan spekulere så meget, at kroppen siger fra.”

På klinikken bruger man Masters and Johnsons sensualitetstræning, som blev udviklet i 1960’erne i USA. Det er en øvelse i at røre ved hinanden og mærke, hvad der sker, uden at det skal føre til samleje. En del af øvelsen er, at parret i en periode får forbud mod at have samleje. Berøringerne af partnerens nøgne hud må nemlig ikke forbindes med et præstationskrav.

”Noget af det, som kan overraske, er, hvor svært det kan være for folk at sætte tid af til at lave sensualitetstræningen. De skal måske finde en time to gange i løbet af en uge. Efter en eller to uger kommer de her igen, og så fortæller de, at de har haft svært ved at finde tid til hjemmearbejdet.”

Annamaria Giraldi har mødt flere par, som har opgivet behandlingen på klinikken, fordi de ikke syntes, de kunne finde tiden til at fokusere på berøring. I andre tilfælde fører et pars melding om tidspres til en samtale,
som åbner op for underliggende konflikter i forholdet.

”Den ene i forholdet er måske ofte træt, eller en i forholdet er meget væk, og så må man jo forholde sig til det.”

Der kommer par på klinikken, hvor det seneste samleje ligger år tilbage, og par, som ikke har været nøgne over for hinanden i måske fem år.

”Det kan være rigtig svært at finde ind i et nyt mønster, og hvis folk ikke har haft sex i årevis, kan det seksuelle område være belastet af et negativt sprog og magtkampe. Vi kan hjælpe dem med at få en fælles forventning om, hvad man vil, og nå frem til noget, hvor de begge synes, de kan være med.”

I samtalen med parrene understreger Annamaria Giraldi ofte, at det kan være nødvendigt at planlægge sit fælles liv, så der bliver et rum for et intimt liv.

”Jeg hører en del sige, at det kan man ikke planlægge. Der er en normativ forventning om, at sex er noget, som opstår spontant. Men det er jo sjældent på den måde, når man først har en hverdag, som skal fungere, og hvis lysten er der for den ene, så er det ikke sikkert, at den er der for den anden. Og nej; det er ikke alt, man kan planlægge, men man kan beslutte sig for at lave et rum, for at man kan have noget værdifuldt sammen. Det rum opstår ikke, hvis man sidder med hver sin iPad.”

Et andet tema, hun forsøger at skabe opmærksomhed om, er, hvad man kan kalde ”accepten af det uperfekte”.

”Man skal ikke panikke, fordi ens sexliv i en periode ikke fungerer, men acceptere, at der er variationer. Det sker let, når man tror, at seksualiteten er det, som holder vores parforhold sammen. Ens appetit på sex kan svinge ligesom appetitten på mad. Der er perioder, hvor man spiser, fordi man skal, men uden at have særlig meget lyst til mad, og andre gange spiser man super meget, og alt smager godt. Hvis man vil acceptere, at det er naturligt med variationer i sexlivet, så vil mange kunne slappe mere af.”

225983443