Der er tale om udadtil velfungerende familier. De har job og børn. Deltager i møderne i daginstitutioner og skole og har travlt med sport og fritidsinteresser. Men mor og far har ikke længere et sexliv, de skændes, og kommunikationen begrænser sig til praktiske bemærkninger, der skal få hverdagen til at glide. De er for længst holdt op med at interessere sig for, hvordan partneren har det.
Det er indtrykket hos parterapeuterne i Furesø Kommune, efter de har været i kontakt med 222 par, siden tilbuddet om rådgivning til børnefamilier med ondt i samlivet trådte i kraft for godt to år siden.
Det er et forsøg under Familiestyrelsen, som i en treårig periode har bevilliget 10 millioner kroner årligt til 12 projekter spredt ud over landet.
Her kan man få hjælp til at redde ægteskabet eller støtte til at blive skilt på en bedre måde alt sammen tænkt som en hjælp til de børn, der lider, når mor og far ikke har det godt sammen. Midtvejs-evalueringen er positiv, og det billede nikker de genkendende til i Furesø Kommune, hvor par fra hele Sjælland søger hjælp.
I begyndelsen var jeg meget skeptisk, for jeg tvivlede på, om vi kunne nå at flytte meget på fem sessioner. Men min bekymring blev gjort til skamme. Det er virkelig muligt at skabe forandringer på så kort et forløb, siger rådgiver Jytte Skjøt Møller.
Hun arbejder med fire af de andre rådgivere i kommunens familiecenter. Over kaffe og blødt brød mødes de hver 14. dag for at vende svære sager, give hinanden supervision og fordele nytilkomne par, der har brug for hjælp. Der er venteliste til at få en samtale her.
Familierne er for de flestes vedkommende par, der ikke normalt er i forbindelse med det kommunale system, men har grebet chancen for at få hjælp til et parforhold, der er gået i hårdknude. Her er sammenbragte par, der efter tidligere ægteskaber ønsker det perfekte forhold, familier, hvor børnene skal til at flytte hjemmefra og de voksne til at genfinde hinanden, og par med små børn, hvor hverdagens stress og jag har drænet kærligheden.
Mange, der kommer her, har en overvældende mængde af problemer, hvor vi kan hjælpe dem med afklaring og tilbyde et helikoptersyn på forholdet. Fælles for dem alle er dog manglende kommunikation og manglende forståelse for den anden, siger rådgiver Jesper Sørensen.
De fleste par, der kommer, ønsker dybest set at blive sammen, men har svært ved at finde frem til, hvad det var, der oprindelig bandt dem sammen. Selv om de godt ved, at det bedste, de kan gøre for deres børn, er at prioritere parforholdet og dermed bevare familien, kniber det med at omsætte viden til praksis.
Forældre har konstant dårlig samvittighed over for deres børn. Værst er det faktisk i de familier, hvor man går fra hinanden. Der er der så meget dårlig samvittighed, at der er et evigt rend i hælene på de børn. Der er slet ikke plads til den voksne, som ikke formår at sætte almindelige grænser, siger Jesper Sørensen.
Parterapeuterne oplever, at familierne er yderst pressede på tid. Mange af dem er i deres hårdeste tiår med småbørn og fuld fart på karrieren. Der er ikke meget voksentid, og selv det at afse tid til parrådgivningen kan være yderst vanskeligt.
Mange er dårlige til at prioritere hinanden. Derfor foreslår vi nogle gange, at de skemalægger deres tid, så man er sikker på i hvert fald en gang om ugen at få tid til at tale sammen. Nogle gange foreslår vi også, at de planlægger deres sexliv, for at det skal komme i gang igen. Det synes folk tit er meget kedeligt og uspontant, og det er det jo også. Men det virker ofte vældig godt, siger Jytte Skjøt Møller.
Parrådgivningen koster 300 kroner for et forløb, og det har for mange haft stor betydning, at det var næsten gratis, og at der ikke var penge mellem terapeuter og par. Ifølge midtvejsevalueringen fra Familiestyrelsen er det især folk med en mellemlang eller lang uddannelse, der benytter tilbuddet, og det kan de også genkende i Furesø Kommune.
Selvom parforholdet er vigtigt, er det ikke nødvendigvis det, folk prioriterer atbruge penge på. Mange familier har en udmærket indkomst, men er hårdt spændt for med studiegæld og boliglån, siger rådgiver Hanne Lindhardt og bliver suppleret af Jytte Skjøt Møller:
Jeg mener afgjort, at det burde være et tilbud til alle, når de får deres første barn, ligesom det er i Norge.
Når parrene kommer til rådgivning, er der ofte tale om meget alvorlige problemer, hvor børnene også er traumatiserede af konfliktniveauet derhjemme. Enten over at lytte til mor og fars skænderier eller tåle den isnende tavshed, og her prøver rådgiverne at appellere til forældrenes ansvarlighed og få dem til at indse, at de må stramme sig an om ikke andet så for børnenes skyld.
Det er rådgivernes erfaring, at mange par i dag stiller høje krav til sig selv og parforholdet. De vil ikke nøjes, og der er en forventning om konsensus. Man kan nok tage konflikter på arbejdspladsen, men derhjemme orker man det ikke. Der vil man have ro, men i stedet for at se mulighederne, har parrene udviklet sig til fejlfindere, hvor de kan remse alenlange lister med fejl op hos den anden. Ofte er det de egenskaber, de faldt for i sin tid. Og kvinder har desuden en tendens til at tro, at de kan ændre på manden noget, mange af dem forsøger i årevis.
Mange par kæmper også med gamle og ubearbejdede problemer. En del mænd har en efterfødselsreaktion, de aldrig har fået talt ud om, og en del kvinder har følt sig svigtet i forbindelse med fødsel og graviditet, som de igen og igen trækker frem, selvom det er mange år siden. Endelig er der også hos nogle par utroskab, der spøger.
Vi er ikke eksperter i samliv, og vi sidder her ikke som dommere. Men vi kan tilbyde et rum, hvor parrene igen lærer at tale og lytte til hinanden.