Prøv avisen

Flere børn får en barndom i diagnoseland

Der har altid været følsomme børn, urolige børn, skæve børn og børn, der var kede af det. Men hvor tænkningen førhen var, at 'sådan er hun nu engang', og så gik mange problemer i øvrigt i sig selv med tiden, så skal der i dag ikke meget til, før man siger: 'Nu må nogen gøre noget', mener psykiater Lisbeth Kortegaard.

Kun få af de børn, som i dag henvises til psykiatrien, er reelt psykisk syge. De mistrives på forskellig vis, siger psykiater Lisbeth Kortegaard

De er ængstelige og stressede. De er uhensigtsmæssigt udadreagerende og fungerer dårligt i skoler og institutioner. Det er de børn, vi hører om i medierne, som må stå på venteliste for at få en tid til behandling i børne- og ungdomspsykiatrien.

Og så er de en del af Sundhedsstyrelsens statistikker, som viser, at 15 procent af alle børn oplever at have været i behandling for en psykiatrisk lidelse, inden de fylder 18 år.

Det høje tal overrasker Lisbeth Kortegaard, psykiater med mange års erfaring fra den offentlige børne- og ungdomspsykiatri, men i dag konsulent med egen praksis.

For mange af børnene er slet ikke at betegne som psykisk syge - de har problemer på forskellig vis, ja, men at påklistre dem en diagnose giver ikke mening, påpeger hun.

”Langt de fleste børn, som jeg har set i børne- og ungdomspsykiatrien, er ikke spor syge. Mange har vanskeligheder af en art. De er triste, har svært ved at klare sig i skolen eller stikker på anden måde ud.

Men der har altid været følsomme børn, urolige børn, skæve børn og børn, der var kede af det. Men hvor tænkningen førhen var, at 'sådan er hun nu engang', og så gik mange problemer i øvrigt i sig selv med tiden, så skal der i dag ikke meget til, før man siger: 'Nu må nogen gøre noget'.”

Lisbeth Kortegaard pointerer, at det naturligvis sker, at der kommer børn i behandling i psykiatrien, som er meget syge, og som i den grad har brug for professionel hjælp, men at det gælder fåtallet.

Spørgsmålet er så, hvorfor så mange børn havner i psykiatrien, hvis de egentlig ikke hører til der?

”Det har flere årsager. Dels er der tilgængeligheden. Når der er et tilbud, vil nogle bruge det.

Og når der i pressen er overskrifter som 'Psykisk syge børn må vente i flere måneder på behandling', er det med til at skabe et behov. Det samme er der, når organisationer som Psykiatrifonden og 'En af os' også har fokus på, at mange børn har et behov for behandling.

Men ordene skaber genstand, og jeg synes, at det er krænkende for mange af de her børn, at de skal se sig selv omtalt som psykisk syge.”

Hvor man for 1000 år siden havde hobevis af lommefilosoffer, og for 100 år siden masser af lommepsykologer, omgiver vi os i dag med et stort antal af lommepsykiatere.

Det vil sige folk, som ser sig i stand til at stille psykiatriske diagnoser uden dog at have nogen faglig baggrund at gøre det ud fra.

Det betyder også, at mange børn fejlagtigt bliver sendt i retning af psykiatrien, mener Lisbeth Kortegaard.

”Det gælder både i skole- og institutionslivet og i det sociale system. Der er en tilbøjelighed til at sige: 'Gad vide, om ikke vi skulle få nogen til at se nærmere på det her barn?'.

Det samme gælder for forældrene, der hurtigere i dag end tidligere får tanken om, at der nok er noget galt med deres barn. Man ønsker, at få 'nogle andre' til at gøre noget, fordi man ikke selv magter at stå med problemerne.

Den tendens er helt sikkert vokset, siden jeg kom ind i psykiatrien i starten af 1990'erne. Dengang var der langt færre børn, der blev henvist, og der var en større modstand mod at gøre et barn til psykisk syg.”

Når relativt mange forældre i dag vælger at lade deres børn indskrive som patienter i det psykiatriske behandlingssystem enten på eget eller pædagogisk fagpersonales initiativ og tilmed håber, at de kan få en diagnose med ud ad døren, hænger det blandt andet sammen med, at de er meget autoritetstro, mener Lisbeth Kortegaard.

”Der sker noget, når man træder ind over tærsklen til sundhedssystemet. Man bliver hurtigt umyndiggjort, og selvom man i dag taler meget om, at patienten skal være i centrum, er det sjældent sådan, jeg har oplevet det.

Man bliver en brik i en pakke, når man sidder over for eksperterne med briller på næsen.”

”Nogle forældre bliver også super lettede, når de får at vide, at det ikke er deres opdragelsesstil, der er skyld i børnenes problemer. De bliver frikendt, fordi tankegangen i dag er, at alle forældre er fantastiske på hver deres måde.

'Tænk sig, at de har holdt ud med et sygt barn så længe', synes at være den gængse opfattelse. Men med den tankegang flytter man alle æggene fra forældrenes kurv og over i børnenes.

Og det bryder jeg mig ikke om. Alle forældre har de bedste intentioner, men der er altså også problemer nogle steder.

Ikke kun hos familierne på bunden af samfundet, men også i de pæne hjem, hvor der er et højt stress- og ambitionsniveau,” siger Lisbeth Kortegaard.

Desuden, bemærker hun, er det i forhold til den måde, institutions- og skolesystemet er strikket sammen på i dag, endog særdeles svært at få hjælp til sit barn på enten den ene eller anden vis, hvis ikke barnet først er i besiddelse af en journal indeholdende en diagnose.

Da hun arbejdede i det offentlige sundhedsvæsen, havde Lisbeth Kortegaard ofte lyst til at gå ud og bytte skiltet, hvorpå der blev vist vej til ”Børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium” ud med et, hvor der i stedet stod ”Familiepsykiatrisk ambulatorium”.

For i hendes opfattelse er det ofte værd at kigge på hele familiemønstre, når et barn mistrives, i stedet for bare at have en stålfast tro på, at det kun drejer sig om et enkeltstående barn og dets problemer, der skal fikses.

”Man er nødt til at se på, hvor årsagen til barnets problemer ligger. God behandling af et barn i mistrivsel sker i de tilfælde, hvor omgivelserne overvejer deres egen rolle.

Det gælder forældre, men også lærere og pædagoger. Jeg har set mange lærere, der har set sig sure på et barn, men som ikke vil indrømme det, fordi det er et tabu at tale om, at der er børn, man simpelthen ikke bryder sig om,” siger Lisbeth Kortegaard.

I forhold til forældrene har hun jævnligt eksempler på, at disse er for dårlige til at gå på kompromis med egne behov.

Familierne findes på samfundets bund, hvor den sociale arv ofte er en del af årsagen, men også i de segmenter, hvor karriere og succes på alle livets parametre synes at være målet, møder man dem.

I sidstnævnte tilfælde burde meget af den tid, forældre bruger på sig selv, byttes ud med kvalitetstid med børnene.

”Lettere karikeret så er det i de familier, man møder far, der løber med løbevognen, taler i telefon samtidig og har hunden ved siden af, mens mor laver maden færdig hjemme, inden det bliver hendes tur.

Men hvad blev der af den tid, der skulle bruges på at trampe i vandpytter og samle regnorme, uden at mor og far skal hurtigt videre?

Ved at leve sådan et liv signalerer forældre til deres børn, at man skal være fit, tjene mange penge, have høje karakterer og mange venner på Facebook for at have et godt liv. Jeg tror ikke, at det gør børnene direkte psykisk syge, men det kan gøre dem frustrerede og stressede,” siger Lisbeth Kortegaard.

Hun pointerer, at det også spiller en rolle for børns trivsel, at deres virkelighed har flyttet sig kolossalt det sidste årti.

”Børn skal forholde sig til rigtig megen information i dag. Der er en konstant strøm af stimulation - når de sidder bag i cykeltraileren, sidder de ikke længere og kigger ud på omgivelserne, men har i stedet en iPad, som skal underholde dem.

Og der findes god dokumentation for, at denne konstante stimulering har en påvirkning på børn,” siger hun.

Mange af de problemer, som børn har, når de knyttes til psykiatrien, burde kunne ordnes i familien, i daginstitutioner og i skoler, mener Lisbeth Kortegaard. Men det kræver, at alle tør tænke sig selv ind i barnets situation.

”Der er rigtig meget magtfuldkommenhed - opfattelsen af, at fordi man har magten, så laver man ikke fejl.

Men sådan hænger tingene jo ikke sammen. Så hver gang, noget går galt, så burde man tænke: 'Hvad har jeg gjort galt eller overset i forhold til barnet' i stedet for at tænke: 'Hvilken slags medicin mangler vi at prøve på ham endnu?',” lyder Lisbeth Kortegaards opfordring.

Selv forlod hun det offentlige behandlingssystem, fordi hun havde nogle standpunkter, som ikke harmonerede med den måde, hvorpå man ifølge hende griber behandlingen af børn og unge an i psykiatrien.

Blandt andet mener hun, at alt for mange børn vokser op i skyggen af psykofarmaka, fordi man tror, at man kan medicinere sig ud af deres problemer.

”Selvfølgelig er der und-tagelser og børn, for hvem psykofarmaka kan være det rigtige. Men medicineringen bør ske hos langt færre børn og i langt mindre doser, end det sker i dag.

Naturligvis afhænger det sete af øjnene, der ser, og jeg har også mine øjne at se med. Men jeg har sjældent set for eksempel adhd-medicin udrette mirakler og gøre noget godt for børn.

Lærerne synes, det hjælper lidt, og forældrene synes, det hjælper lidt. Men skal børn have psykofarmaka, hvis det virker 'lidt', og når vi samtidig slet ikke ved, hvordan medicinen virker på lang sigt?”, spørger Lisbeth Kortegaard.