En juleaften helt for mig selv

119.000 danskere sidder alene juleaften, viser nye målinger. Mange føler sig til overs, når julekabalen skal lægges i moderne skilsmissefamilier. Heldigvis tager flere skeen og juleglæden i egen hånd og starter nye traditioner eksempelvis på en af landets mange højskoler

Mange danskere sidder alene juleaften. Det gælder både yngre og ældre. Heldigvis er der mange muligheder for de ensomme i julen.
Mange danskere sidder alene juleaften. Det gælder både yngre og ældre. Heldigvis er der mange muligheder for de ensomme i julen. . Foto: colourbox.com.

Rigtig mange danskere får svært ved at nå rundt om juletræet i år. I alt 119.000 sidder alene, når kirkeklokkerne på mandag ringer julen ind. Det viser en måling, Epinion har foretaget for Danmarks Radio, og det er 19.000 flere end i den analyse, Kristeligt Dagblad fik lavet hos analyseinstituttet YouGov for to år siden.

LÆS OGSÅ: Jul alene for første gang i 44 år

Ud af de 119.000 er 53.000 over 56 år. 33.000 er mellem 35 og 55 år og lige så mange mellem 18 og 34 år planlægger at holde jul alene i år. Hos Dansk Røde Kors, der sammen med Danmarks Radio står bag kampagnen Julegæsten, genkender man billedet.

Det bekræfter vores fornemmelse af, at flere oplever at være alene i julen, siger Jesper Bertelsen, talsmand for de sociale aktiviteter i Dansk Røde Kors.

Ifølge ham er organisationen blevet løbet over ende af interessen for julekampagnen, der sætter folk, der ikke har nogen at holde jul med, sammen med nogle, der godt kan rumme en ekstra gæst.

Vi er oppe på 500 værter og 120 gæster, og kampagnen har kun kørt i otte dage, siger Jesper Bertelsen og tilføjer, at det ikke i alle tilfælde er let at kende forskel på, hvem der er vært, og hvem der er gæst.

De, der melder sig, er både modne mennesker, der er blevet alene, og unge, der gerne vil prøve noget nyt. Fælles for dem er, at de står i et livsskifte af en eller anden art og skal til at opbygge nye traditioner.

Der er flere, hvis børn holder jul med den tidligere ægtefælle, og som derfor for første gang skal holde jul selv i år, eller hvor kludetæppejulen af dine, mine og vores børn og bedsteforældre ikke rigtigt hang sammen, siger Jesper Bertelsen og tilføjer, at organisationen ikke når de allersvageste med denne indsats, da det kræver meget mod at melde sig som julegæst.

Til gengæld har kampagnen fået fat i nogle mennesker, som måske ikke ville melde sig til de mere traditionelle julefester for enlige og ufrivilligt ensomme.

At skilsmisserne gør julefreden mere skrøbelig mange steder, er der en god forklaring på, fortæller chefkonsulent Margrethe Kähler fra Ældre Sagen.

Skilsmisserne blandt ældre er steget meget gennem de seneste 10 år, og det er klart, at det sætter sit præg på den jul, der for mange har været en familiejul med faste traditioner, siger hun.

For selvom julen er hjerternes fest, kan det knibe med rummeligheden, når der også skal være plads til eksmandens mor og hendes nye mand, der har tre børn og fem børnebørn med i købet. Ét er den fysiske rummelighed, noget andet er fornemmelsen af at være velkommen.

Hvis man skal være deltager i en julefest, hvor man er lidt til overs eller som en pligt-pakke, børnene skal skiftes til at tage, ødelægger det juleglæden totalt, siger Margrethe Kähler.

Hun ser det derfor som positivt, at mange vælger at tage på de juleophold, flere højskoler landet over udbyder. For eksempel Nørgaards Højskole i Bjerringbro, hvor Tommas Amstrup, der står for kurset Jul på Nørgaards fra den 22. til den 26. december, kan berette om et overtegnet kursus.

Der kommer 120 deltagere, hvoraf de 15-20 er par, nogle er venner og veninder, men de fleste kommer alene. Til gengæld kommer de igen og igen, siger han.

Her er det ønsket om at folde juleglæden ud og være sammen med andre, der har det samme fokus, der tæller.

For nogle er det et spørgsmål om at være fri for familierelationer, der er blevet for konfliktfyldte at navigere i under julen, andre sørger over tabet af en ægtefælle og har brug for at komme et sted hen, hvor der er stemning og styr på tingene, siger Tommas Amstrup og tilføjer, at han oplever det som positive tilvalg snarere end negative fravalg.

Margrethe Kähler er enig.

Den nye tids ældre er meget optagede af ikke at ligge familierne til last, og da julen rummer stærke følelser, kan de virke oversensible, siger hun og tilføjer:

Men det er stadig bedre at være trodsig optimist kan selv, vil selv end bitter.

Ved at tage på højskole har mormor nemlig noget at fortælle, når familien mødes igen efter jul, og det kan være med til at bryde en ond cirkel, hvor mormor har følt sig overflødig og udenfor, mener Margrethe Kähler.

Også psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der er medforfatter til bogen Familiefred med dine forældre, maner til accept af, at nogle rent faktisk kan have god brug for at holde jul alene.

Nogle bliver så psykisk påvirket af at være i en kaotisk familiejul med komplicerede relationer, at det føles som en befrielse at sidde for sig selv, siger hun og pointerer, at vi med al mediernes opmærksomhed på ensomhed i julen skal passe på med at gøre det socialt stigmatiserende at sidde alene den 24. december:

Jeg kunne ønske mig, der kom lidt mere julefred over julen, at det blev mere legalt at holde jul på forskellige måder, og at vi ikke måler vores succes på, om vi har holdt en stor familiejul eller ej.

For som hun siger, hvis man sidder alene juleaften, gør man det nok også mange andre aftener på året. En tanke, de også har hos blandt andre Dansk Røde Kors i hovedstaden, der i 2013 planlægger i alt syv højtidsarrangementer hen over et år med så vidt muligt de samme deltagere og de samme frivillige.

Konceptet er, at vi henter folk ved deres dør, for der er mange, for hvem det at komme ud ad døren er den første og største barriere, siger sekretariatschef i Dansk Røde Kors Hovedstaden Pernille Scheel, der her samarbejder med Københavns Kommune og Kristeligt Studentersettlement.

Vi håber, at halvdelen af deltagerne vil være nogle, de forebyggende hjemmeplejere vil kende, og som normalt ikke finder frem til vores julearrangementer, og at netværksdannelsen mellem dem vil blive styrket over et år.

For det er ikke kun i julen, at det kan gøre ondt at sidde alene. Eller at næstekærligheden skal komme til udtryk for den sags skyld.

Læs mere om Dansk Røde Kors kampagne Julegæsten på rodekors.dk