En sammenbragt familie er hårdt arbejde

Forfatter og journalist Mette Bender ledte efter den rette håndbog, da hun var på vej ind i en sammenbragt familie. Da hun ikke fandt den, skrev hun den selv ud fra interview med eksperter og forældre i sammenbragte familier

Forfatter Mette Bender opponerer i bogen "Mere end pap og bonus - sådan bygger I en ny familie" mod pap- og bonustitlerne. Hendes egne børn kalder dog hendes mand for "papfar". --
Forfatter Mette Bender opponerer i bogen "Mere end pap og bonus - sådan bygger I en ny familie" mod pap- og bonustitlerne. Hendes egne børn kalder dog hendes mand for "papfar". --. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

At skabe en velfungerende sammenbragt familie med dine, mine og måske vores børn er ikke noget, man bare lige gør. Den erfaring har journalist og forfatter Mette Bender gjort sig. Det kræver klare retningslinjer, åbenhed, realistiske forventninger, og at man opgiver forestillingen om, at den sammenbragte familie er præcis som en kernefamilie.

Da Mette Bender og hendes nuværende mand rykkede sammen med hver to medbragte børn i alderen 7-16 år, savnede hun en bog, der både indeholdt andres erfaringer i samme situation og gode råd fra egentlige eksperter.

Bogen fandt hun ikke, og derfor begyndte hun selv at indsamle materialet til det, der i torsdags udkom som bogen "Mere end pap og bonus – sådan bygger I en ny familie". Den indeholder interview med fem psykologer og familieterapeuter og et væld af voksne, der har stået i samme situation som Mette Bender.

"Jeg fik idéen, mens jeg selv stod med begge ben i suppedasen og undrede mig over, hvad det var, der skete i den særlige sammenhæng, som den sammenbragte familie er. Da vi grundlagde min egen sammenbragte familie, gik der ikke ret lang tid, før vi opdagede, at vi alle sammen fik nogle meget stærke følelser, som vi ikke uden videre kunne få på plads," siger hun.

Og man bør netop begynde med at anerkende de følelser, som eksempelvis jalousi, der er på spil. Det mener Mette Bender, der sammenligner sammensmeltningen af to familier til én med virksomhedssammenlægninger, hvor medarbejdere og chefer også bliver usikre på fremtiden og deres nye roller.

"Jeg synes, vi skal i gang med at snakke om det. Både dem, der bor i familierne, og dem, der ikke gør. Der er en berøringsangst, som jeg godt kunne tænke mig, vi fik taget hul på, for vi har en tendens til at fremstille vores familier som kun gode," siger Mette Bender og understreger, at det netop ikke altid er nemt at skabe en ny familie.

Og det er slet ikke nemt, hvis man som forælder eller den nye partner forventer, at den sammenbragte familie bliver som den traditionelle "far, mor og børn"-model. Derfor bør man sænke forventningerne og indstille sig på et andet resultat, hvor man eksempelvis som stedmor eller -far ikke kræver kærlighed, men respekt af sine stedbørn.

"Jeg ved, der er sammenbragte familier, hvor man ender med at elske hinanden rigtig højt og får nogle relationer, der er ekstremt værdifulde resten af livet. Men der er også nogle familier, hvor man bliver næsten helt nede på høflighedsplanet. Så man skal sænke overliggeren, for er ens forventninger for høje, så bliver man skuffet. Og bliver man skuffet, så bliver man vred," siger Mette Bender.

En vigtig pointe for Mette Bender er, at kernefamilierne ikke nødvendigvis er det eneste rigtige eller det bedste. Stedforældre kan være den ekstra fortrolige voksne for stedbørnene ligesom den særlige moster eller skolelærer, der betyder lidt mere og er med til at forme barnets liv. Og hvis man som forældre accepterer den anderledes familiestruktur, kan den sammenbragte familie måske byde på noget særligt.

"Man skal indstille sig på at være en anderledes familie, der er 'rigtig' på sin egen måde og ikke på kernefamilie-måden. Men den sammenbragte familie kan også være mindre stringent og forudsigelig i sin struktur og derfor mere spændende, fordi der er nogle udfordringer, man skal være på højde med. Når der bliver stillet krav til én socialt, så udvikler man sig også," siger Mette Bender.

Alligevel vil hun gerne gøre op med pap- og bonustitlerne. Eller det vil sige, ikke så meget med titlerne som sådan – hendes egne børn kalder hendes mand for papfar – men mere med betydningen af begreberne.

"Det er meget væsentligt at få frem, at man på sin vis starter forfra, og hvis man ikke gør det, så ender man med at have en familie med et appendiks eller to familier, der bare bor i samme hus. Man bliver nødt til at sige 'nu er vi os tre, fire, fem eller otte mennesker, og vores relationer bygger vi i den her retning?. Jeg synes, at 'pap' signalerer en underlegen efterligning af kernefamilien, mens 'bonus' helt klart er et mere positivt udtryk. Det lugter dog også af 'det vi plejer plus lidt ekstra', og det bliver aldrig det, man plejer," siger Mette Bender og slår fast:

"Sammenbragte familier skal være sig selv og det, de er. De skal ikke være dårlige kopier. Ellers fungerer det ikke."

dalsgaard@k.dk