De findes formentlig i de fleste folkeskoleklasser. Kort tid efter, at timen er begyndt, begynder de at vippe på stolen. Sidde uroligt. De mister koncentrationen, kaster sig i stedet over en anden og for resten af klassen forstyrrende aktivitet. De udviser, også uden for klasselokalet, til tider uønsket adfærd.
Måske hører de ikke, hvad der bliver sagt. Måske overskrider de andres grænser, bryder reglerne og farer omkring. I nogle tilfælde er adfærden opvækstrelateret, mens den i andre tilfælde bunder i en diagnose såsom adhd. Men hvordan ved man, om det er det ene eller det andet?
Dét er omdrejningspunktet i Ann-Elisabeth Knudsens nye bog, der udkom i går. Titlen ”Diagnose eller opdragelse” er nemlig et spørgsmål, hun i sit arbejde som konsulent i neuropsykologi ofte møder fra forældre, pædagoger og lærere. For både de professionelle og private voksne omkring et barn med adfærdsvanskeligheder kan det nemlig være svært at skelne mellem, hvornår der skal stilles en diagnose, og hvornår der skal opdrages.
Når man taler om diagnoser hos børn, er adhd ofte den varme kartoffel. Det skyldes blandt andet, at diagnosen er blevet stadig mere udbredt inden for de seneste 15-20 år, og i dag opfylder to til fire procent af alle børn i Danmark kriterierne for diagnosen. Mange vil nok huske, hvordan man tidligere talte om damp, når det handlede om børn, der havde lidt ekstra krudt og ikke kunne sidde stille på stolen.
Damp er i virkeligheden ikke bare et humoristisk ord, men en nordisk betegnelse for dysfunktioner i hjernestammeaktiviteten. Imidlertid er damp røget ind under paraplybetegnelsen adhd, som oprindeligt blev brugt om dysfunktioner i pandelappen.
”Fordi betegnelserne for forskellige neurologiske dysfunktioner er blevet slået sammen til én diagnose, kan man risikere at få stillet en diagnose, man ikke har,” forklarer Ann-Elisabeth Knudsen.
Ud over adhd kan diagnoser som autisme, Aspergers syndrom og Tourettes syndrom også være i spil, når der er tale om adfærdsvanskelige børn. Men også andre omstændigheder kan spille ind og udløse lignende adfærd, forklarer Ann-Elisabeth Knudsen.
”I dag har vi lovgivning om, at vi redder børn helt ned til 24. graviditetsuge. Mange af de børn får vanskeligheder, der ikke falder inden for de traditionelle diagnoser. Desuden har vi flere graviditeter under alkohol- og stofpåvirkning, end vi havde for 25 år siden, og det skaber også mærkbare problemer hos børnene. Det betyder alt sammen, at vi i dag ser flere neurologiske dysfunktioner end tidligere.”
Ifølge Ann-Elisabeth Knudsen ser vi i dag også flere børn med opvækstrelaterede problemer – et pænere udtryk for dårlig opdragelse. Hun beskriver således moderne forældre som nogle, der i højere grad benytter sig af ”lakajpædagogik” – altså et højt serviceniveau kombineret med konfliktangst. Den cocktail kan udmønte sig i et barn, der mangler de nødvendige sociale kompetencer, og som udviser en adfærd meget lig diagnosebørnenes.
”Nogle børn er vokset op i et hjem med fuldpension og udstrakt taxaservice. Så er de ikke klar over, at der er 26 børn i klassen, der skal dele taletiden. Så kan det godt være, at de lige har været i Norge og har noget spændende at fortælle, men nu har vi altså matematik. De børn, der er forkælede hjemmefra, får det, jeg kalder følelsesmæssig fejlernæring. Vi vil jo vores børn det bedste, men ingen børn har godt af at være medansvarlige for deres egen opdragelse,” lyder det fra Ann-Elisabeth Knudsen.
Derfor er det vigtigt, at man som forælder er i stand til at sætte grænser og gøre forskel på det at være henholdsvis barn og voksen. Det kræver samtidig, at forældre ikke overvåger deres børn. Ifølge Ann-Elisabeth Knudsen er dette nemlig en væsentlig ændring i vores tilgang til børn og opdragelse.
”Da jeg var barn i 1960’erne og 1970’erne, var det børnene, der skulle holde øje med, hvor de voksne var, hvis de ville have hjælp til noget. I dag vil mange forældre gerne kunne holde øje med deres børn hele tiden. På den måde er rollerne vendt, og det fratager børnene nogle ressourcer. Det er værdifuldt for børnene at vide, at de har ressourcer i sig selv. At de har en forståelse af, at de kan selv, at de finder på noget, og at de klarer det uden hjælp. Det fratager forældrene dem, og det er en rigtig træls kompetence ikke at have.”
Opvækstrelaterede problemer kan dog også, lyder det fra Ann-Elisabeth Knudsen, handle om det helt modsatte end et højt serviceniveau. Børn, der er blevet svigtet på den ene eller anden måde, kan således også udvise problematisk adfærd som en hungren efter opmærksomhed. De vil altså hellere have negativ opmærksomhed end ingen opmærksomhed.
Nogle er af den overbevisning, at adhd og andre neurologiske forstyrrelser udspringer af opdragelsen, men den misforståelse vil Ann-Elisabeth Knudsen gerne rydde af vejen.
”Man kan ikke få en neurologisk dysfunktion, hverken adhd, asperger, tourette eller nogen af de andre, af opdragelse. Det er dog en ekstremt vigtig pointe, at hjerner udvikler sig, som de bliver påvirket til. De hænder, et barn lander i, er altså afgørende for udviklingen. Det er ikke en diskussion om arv eller miljø, det er både-og.”
Så har lille Frederik svært ved at koncentrere sig i skolen, fordi han har adhd, eller er det noget i opdragelsen, der mangler? Ifølge Ann-Elisabeth Knudsen er et springende punkt den strategiske intelligens. Børn, der har neurologiske dysfunktioner, besidder nemlig i meget lav grad strategisk intelligens. De kan med andre ord ikke regne ud, hvorfor deres adfærd er problematisk. Derimod har børn med opvækstrelaterede problemer typisk strategisk intelligens.
Derfor oplever Ann-Elisabeth Knudsen ofte i sine observationsstudier, at de selv gør de voksne opmærksomme på adfærden. ”Skal du ikke spørge mig, hvorfor jeg gjorde det?”. De er så vant til at få smøren med ”du kan nok forstå, og det går jo slet ikke, og se nu her”, og den kontakt vil de typisk gerne have. Det ser man imidlertid ikke hos børn med neurologiske forstyrrelser.
”De ved nemlig ikke, hvorfor de gjorde det. De har fulgt øjeblikkets indskydelse eller hjernestammeaktiviteten eller impulsen. Eller også har de bare gjort det, andre har rådet dem til, uden at kunne regne ud, hvad konsekvenserne ville være,” forklarer Ann-Elisabeth Knudsen.
Skønt symptomerne på en diagnose eller mangler i opdragelsen kan være de samme, er det vigtigt at kunne skelne mellem årsagerne, siger forfatteren. Det er nemlig forskellige metoder, der skal bruges til at håndtere de to årsager. Ann-Elisabeth Knudsen understreger dog, at der ikke findes to børn, der er ens. To børn med samme diagnose kan sagtens opføre sig vidt forskelligt, ligesom to børn med opvækstrelaterede problemer kan. Dét sammenholdt med, at man efterhånden har sparet alle neurologiske undersøgelser væk og alene stiller diagnoserne ud fra adfærd, gør det ifølge Ann-Elisabeth Knudsen svært at afgøre, om det er diagnose eller opdragelse, der er på spil.
Så er det overhovedet muligt at besvare det spørgsmål endegyldigt?
”Hvis det var så enkelt altid at afgøre, om det er det ene eller det andet, så havde jeg nok fået en Nobelpris. Men der er nogle tegn, såsom den strategiske intelligens, og dem synes jeg, at man som udgangspunkt skal forsøge at arbejde ud fra. På den måde kan man undgå nogle fejltagelser, både som forælder og professionel.”