Skældud er at slå med stemmen. Sådan formulerer et seks-årigt barn det i Erik Sigsgaards bog ”Skældud”, som han skrev for snart 15 år siden, og som bygger på et forsknings- og udviklingsprojekt om skældud, han var engageret i fra 1994 til 2002. Bogen skrev han til pædagoger, lærere og forældre og skabte en debat om, hvor meget der blev skældt ud på børn.
Sigsgaard sammenlignede ubehaget ved skældud med mobning. I bogen spurgte han, hvorfor mobning kunne være et debatemne, mens skældud var tys-tys. Hans forskning viste, at skældud både er smertefuldt og ydmygende, hvilket han præsenterede i bogen, som var fuld af udsagn om, at skældud ikke virker.
Et godt stykke hen af vejen mener han, at det er lykkedes at få skabt en anden bevidsthed om skældud.
”Både forældre og professionelle skar ned på deres skældud, og i dag er der kommet en langt mere kritisk holdning til det med at skælde ud både blandt forældre og institutioner. De fleste ved godt, at det ikke er hensigtsmæssigt at skælde for meget ud, selv om vi har til gode at se, at pædagoger tager temaet ind i institutionernes lærerplaner. Jeg noterer mig også, at forældre er blevet i stand til at undskylde over for deres børn. Vi skal ikke langt tilbage før forældre så sig selv som ufejlbarlige, men sådan er det ikke længere.”
Men mens der er blevet skældt mindre ud, konstaterer Erik Sigsgaard, at der i stedet er kommet fokus på at sætte grænser for børn.
”Vi siger ikke, at voksne skal have grænser. Grænser er noget, voksne har fundet ud af, at børn har brug for. Jeg mener, det er helt galt. Årsagen til, at vi taler så meget om grænser i børns liv, er, at børnene opholder sig så mange timer i institutioner, hvor der er der brug for grænser, når man skal være mange sammen.”
Erik Sigsgaard undrer sig over, at der ikke er flere, som blander sig i debatten om børns hverdagsliv.
I dag er kæft, trit og retning erstattet af en skemalagt hverdag, som skal leves ud fra et regelsæt bestemt af børnehaven, skolen eller fritidsinstitutionen. Mens tidligere generationer kunne bevæge sig uden opsyn fra voksne, så foregår børns leg i dag på afgrænsede områder, hvor voksne holder øje.