Den 1. april i år flyttede Ditte Nissen Lund og Christian Stenby ind i deres nye bofællesskab i Trekroner Øst uden for Roskilde. De første 12 rækkehuse var færdige, og nu kunne de og 11 andre unge familier endelig tage hul på den fælles hverdag, som de har arbejdet frem imod i fem år.
LÆS OGSÅ: Danskernes holdninger afgør, hvor de bor
Her på denne solbeskinnede dag løber en flok børn for første gang rundt i bare maver og bader i en havesprinkler, der er stillet op på det jordede fællesareal bag husene. En rand af forældre står og ser på børnene og tager billeder.
Det er ligesom en honeymoon-periode. Det er nu, det sker, siger Christian Stenby, historiker og ansat i administrationen på Københavns Universitet.
Børnene leger. Vi griller allerede, så vi ved, at vi kommer til at spise sammen, når fælleshuset er færdigt. Jeg har en god mavefornemmelse. Det her bliver til det, vi forestillede os.
Kun på ét punkt er drømmen ikke gået i opfyldelse.
Ditte, Christian og deres tre døtre kommer fra en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. I det etnisk blandede nabolag var de et særsyn. De havde videregående uddannelser og var begge i job.
Og da de besluttede, at de gerne ville være med til at opføre et nyt bofællesskab uden for byen for at bo et sted, hvor man er tæt på sine naboer, så var drømmen i starten, at de stadig gerne ville bo sammen med mange forskellige mennesker. Seniorer og folk med mindre indkomster skulle også kunne være med.
Det lykkedes ikke. Vi er blevet meget ens. Der er ikke mange håndværkere her, siger Ditte Nissen Lund, cand.scient.soc. og ansat i administrationen på Københavns Universitet.
En idé om at opføre nogle af boligerne som andelsboliger eller lejeboliger viste sig umulig at realisere. De nye rækkehuse endte som ejerboliger til 2,7 millioner kroner stykket.
Og naboerne er alle børnefamilier i 30erne med mellemlange og lange uddannelser. It-udviklere, embedsmænd, lærere, læger og jordemødre.
Ditte Nissen Lund er selv opvokset i et bofællesskab. Nu bor hun igen omgivet af folk, der ligner hende:
Jeg er vendt tilbage til segmentet, siger hun.
Det nye bofællesskab er det ottende, der er skudt op i Trekroner øst for Roskilde. Indtil for 10 år siden lå Roskilde Universitet alene på den bare mark. Så kom togstationen, og i dag er her klynger af tæt, lavt byggeri i forskellige farver og arkitektur. Her er et net af cykelstier. Og masser af grønt. Køer og får græsser på engene i en lille dal, der deler bydelen i øst og vest. Et sted går en flok små geder i en indhegning.
I kommuneplanen lægger Roskilde Kommune vægt på, at Trekroner udvikler sig mangfoldigt med plads til 5000 mennesker i private ejerboliger, andelsboliger, lejeboliger og bofællesskaber. Og i årene frem til finanskrisens start var der typisk tre til fire købere til en ny storparcel. Og hvis valget stod mellem to købere, hvor den ene ville bygge ens typehuse og det andet bud kom fra en gruppe mennesker, der havde en idé med at skabe et bofællesskab, så valgte kommunen bofællesskabet.
Det var jo bare en pløjemark. Så for at få det nye boligområde til at fungere, var det godt med bofællesskaber, hvor folk kender hinanden og hjælper hinanden. De har skabt liv derude, siger Jan Bille, planchef i Roskilde Kommune.
Satsningen på bofællesskaber har gjort Trekroner til noget helt særligt, fortæller den lokale sognepræst Marianne Maagaard, der også sidder i det frivillige beboerråd, Trekronerrådet.
Målet var, at det skulle være mange forskellige mennesker, men det er endt som en usædvanligt homogen gruppe. Akademikere. Folk i den kreative klasse, siger Marianne Maagaard.
Hun påpeger, hvordan folk i Trekroner ved folketingsvalget sidste år satte deres kryds ved SF, De Radikale eller Enhedslisten, mens vælgerne i landsbyen Himmelev i den anden del af sognet stemte på Venstre, De Konservative eller Dansk Folkeparti.
Det er engagerede mennesker, der søger fællesskabet i den gamle landsby. Problemet er, at de bruger al deres energi på bofællesskabet, så der ikke er meget tilbage til lokalsamfundet udenfor, siger Marianne Magaard.
Den udvikling er helt forventelig, mener Claus Bech-Danielsen, arkitekt og professor ved Statens Byggeforskningsinstitut.
Tidligere var boligen først og fremmest tag over hovedet, selvom der også var status forbundet med at bo på Strandvejen eller i Risskov. Men gennem de seneste årtier har danskernes boliger udviklet sig til også at udtrykke identitet og holdninger. En bebyggelse, der har et ideal om fællesskab, vil tiltrække en bestemt type mennesker og sortere andre fra.
Fællesskabet rækker kun ud mod de 120 andre, man bor sammen med. Alene i kraft af deres arkitektur vender bofællesskaberne sig indad mod fælleshuset og fællesarealerne og ryggen mod resten af verden. Det er problematisk, synes jeg, siger Claus Bech-Danielsen.
På Tønsbjergvej i Trekroners vestlige del ligger hele fire bofællesskaber, der hver består af 20-30 rækkehuse og et fælleshus. To sortmalede bebyggelser, en blå og en brun. Vejen ind i området ligger stille hen, men inde mellem husene vrimler det med parkerede cykler og legende børn. En gruppe drenge på 10-11 år gemmer sig bag en lav hæk og er ved at smøre hinandens overkroppe ind i mudder. Ud fra en åben køkkendør høres en gruppe voksne snakke og skramle med gryderne.
De blå rækkehuse i to etager rummer et af Trekroners ældre bofællesskaber, Absalons Have. Husene er tegnet af tegnestuen Vandkunsten og præmieret for deres arkitektoniske kvaliteter.
Her bor omkring 100 mennesker fordelt på 23 familier. Det er ved at være spisetid. I dag har 70 personer meldt sig til aftensmad i fælleshuset, mens andre tager den asiatiske salat med oksekød og peanuts med hjem til deres eget hus.
Gitte Østerby Henningsen er på madholdet denne uge, mens hendes mand, Peter, og deres nabo Thorleif Ravnbak støder til, da maden er på bordet.
Jeg får det bedste af det hele her, siger Gitte Østerby Henningsen, der er sygeplejerske og har to børn.
Når jeg cykler hjem fra stationen, ser jeg en sø, køer, marker og børn, der hujer rundt og leger. Og når jeg så kommer hjem, så er der nogen, der har lavet dejlig mad til mig. Jeg føler mig heldig.
Thorleif Ravnbak er journalist på Ekstra Bladet, og han og hans kone har været med helt fra begyndelsen, dengang Absalons Have bare var en idé, som blev diskuteret og udviklet ved utallige møder inde i København.
Visionen dengang var, at dit hjem er kernen i dit liv, der hvor du er allermest tryg. Jeg ville gerne udvide tryghedszonen, så du også kan defilere rundt i området uden for dit hus og være glad for at møde folk, du kender. Sådan er det blevet. Og det bedste er næsten børnene. De kan bare lege rundt, mens de voksne snakker, siger Thorleif Ravnbak.
På Vesterbro i København skulle han cykle gennem byen, når sønnen havde en legeaftale. Her i Trekroner kan Oskar, der i dag er 13 år, og hans lillebror, Carl på 9 år, møde deres venner lige udenfor døren.
Men lige som i det nye bofællesskab i Trekroner Øst består fællesskabet i Absalons Have af ressourcestærke mennesker.
Min søster siger, jeg bor i en ghetto. Et sted for folk, der har overskud, siger Gitte Østerby Henningsen.
Og hendes mand, Peter, it-arkitekt hos politiet, supplerer med glimt i øjet:
Nogle kalder Trekroner for den olympiske by: Her bor kun perfekte mennesker i arkitekttegnede huse.
Ved forældremøder i børnenes klasser har de oplevet, at andre forældre fra Trekroners parcelhusområder oplever bofællesskaberne som lukkede.
Vi er nok en ret sammentømret gruppe, fordi vi kender hinanden, siger Gitte Østerby Henningsen.
Det er svært at få adgang til Absalons Have. Bofællesskabet har eksisteret i syv år, og i den tid har der kun været to huse til salg. Det sidste hus blev solgt for 2,9 millioner kroner efter at være sat til salg nogle dage på Facebook.
Det er det frie marked, der styrer, hvem der flytter ind. Bofællesskabet blander sig ikke i, hvem naboen sælger huset til.
Vi har ikke noget ønske om at håndplukke en bestemt type mennesker. Men der er jo ingen, der bor sammen med alle typer af mennesker. Det gør man heller ikke i Kartoffelrækkerne i København, siger Thorleif Ravnbak.
Men sådan var det ikke for Karla på otte år, inden hun med sin familie flyttede ind i det nybyggede bofællesskab i Trekroner.
Ditte Nissen Lund og Christian Stenbys ældste datter var et af de få pæredanske børn i sin klasse på Nørrebro, men hun havde gode venner. Og hun havde ikke lyst til at skifte skole.
Nu går hun i klasse med børn, der ligner hende.
Den første dag kom hun hjem og havde lært en børnesang, som jeg også lærte, da jeg var barn. Det var nyt, fortæller Ditte Nissen Lund.
Og da datteren her sidst på eftermiddagen kommer hjem, går hun straks videre til en af naboerne, hvor en af de nye legekammerater bor.
Sådan skal det være, siger hendes mor.
