Et søskendepar sidder i en sofa og ser en film. Storebror Johan på otte år er robust og kan godt lide, når noget er uhyggeligt. Det kan lillesøster Caroline på seks år ikke.
Men så er der den fordel, at de kan hjælpe hinanden, siger Margrethe Brun Hansen og fortæller videre om episoden med de to børn:
LÆS OGSÅ: Forældre kan gå fra hinanden, men sine søskende vil man altid have
På et tidspunkt i filmen er der en dramatisk scene, hvor en lille hund er på vej over en flod og er ved at drukne. Det kan du ikke lide at se, siger Johan til sin søster og holder en pude op foran hendes øjne. Han fortæller hende, hvad der videre sker, og at hunden redder sig i land, og at det ender godt. Nu kan du godt se med igen, siger Johan til Caroline og fjerner puden.
De to søskende kan godt se en farlig film, for de hjælper hinanden igennem det. De har en smuk relation, hvor de er accepterende og rummelige i forhold til hinanden. Det, der gør et godt søskendeskab, er, at forældrene har anvist børnene, hvordan de tackler hinanden, og har synliggjort, at vi som mennesker er forskellige, og at det respekterer vi hos os, siger Margrethe Brun Hansen.
Den 64-årige børnepsykolog fortæller historien om Johan og Caroline som eksempel på en søskenderelation, hvor der tidligt er blevet etableret et grundlag for, at deres forhold kan udvikle sig til et livslangt venskab.
Et godt søskendeforhold skaber tryghed og er en uvurderlig støtte livet igennem. Vi har alle brug for at have et tilhørsforhold, og det er ikke afhængigt af rammer, den fædrene gård og så videre, men af relationer, og de er guld værd. Søskende er dem, vi kommer til at kende længst. Man er vokset op og har knyttet bånd. Man får en fælles identitet og fælles kultur og holdninger til samfundet. Det gør en stærk at vide, at her har jeg rod, her har jeg hjemme. Vi har noget usynligt sammen, der gør, at vi vedkommer hinanden. Men det er, som om vi har glemt, hvilken glæde søskende kan være. Det er en gave, som man kan få stor glæde af senere i livet. Men det er noget, der skal arbejdes på at bygge op, siger Margrethe Brun Hansen.
Men hvorfor får nogle søskende en meget dyb og nær relation, mens andre får et mindre nært forhold eller ligefrem et hadefuldt forhold til hinanden? Og hvordan kan forældre være med til at sikre, at deres børn danner gode relationer og får et stærkt sammenhold, så de får stor glæde af hinanden? Det giver hun en række bud på i sin nye bog, Søskende. En bog til forældre om at skabe gode søskenderelationer, der udkommer til marts på Politikens Forlag.
Margrethe Brun Hansen byder på kaffe og småkager i det hyggelige hus i Svogerslev ved Roskilde, hvor hun bor med sin mand og har privat praksis som børnepsykolog. Hun har skrevet en række bøger om børnepsykologi og familieliv, deriblandt Rød stue kalder, De kompetente forældre og Guide til bedsteforældre, og holder mange foredrag.
Hun er selv ud af en flok på i alt fire søskende tre piger og en dreng og møder i sin praksis ofte forældre og børn, hvor der viser sig at være behov for at se nærmere på, hvordan de interne relationer mellem forældre og børn og søskende imellem fungerer.
Vi har i dag en tendens til at tale om det enkelte barn og dets relation til forældrene. Jeg tror, at vi helt har overset, hvor stor betydning ens søskende har, fordi det bare bliver opfattet som noget, der er så naturligt. Der er nogle helt specielle forhold ved at være søskende. Hvad gør det ved et barn at vokse op i en søskendeflok, og hvilken betydning har det for identiteten og opfattelsen af sig selv, siger Margrethe Brun Hansen.
Ifølge hende findes der tre typer søskendeforhold: det smukke og varme, der varer livet ud. Det venskabelige uden førnævnte dybde og nærhed. Og så det, hvor søskende er vrede og bekriger hinanden og ikke kan være i stue sammen. Spørgsmålet er, hvad det er for faktorer, som forældre skal være bevidste om for at hjælpe deres børn til at få et godt søskendeforhold?
Forældre har en drøm om, at når deres barn eller børn får en søster eller bror, vil de få dybe bånd til hinanden. Men det, de kan konstatere, er, at børnene skændes, og hvor er der meget larm hvad er der galt? Det er ikke bare idel lykke. Men kan vi forvente, at det altid er godt? Det kan vi ikke, fordi der er så mange faktorer involveret.
I min praksis kan jeg opleve, at forældre kommer til samtale og for at få støtte og hjælp til et barn, for eksempel en dreng, der har psykiske problemer. Han kan være svær at have i familien, fordi han er på tværs og fylder meget. Men ofte skal hans problemer ses i relation til hans søskende og forældre. Når et barn bliver stemplet som uroligt, angst og usamarbejdsvilligt, kan årsagen tit være, at barnet ikke trives i familien.
Et eksempel på det kan være en familie, der består af en sporty, glad og impulsiv mor og ditto far. De har en dreng og en pige. Drengen ligner både mor og far og er impulsiv, glad og udadrettet. Sådan er pigen ikke. Hun er sensitiv og indadrettet. Det giver problemer i familien. Og hun bliver stemplet som den trælse, for hun er langsom, kan ikke lide at se voldsomme film og vil helst være hjemme. Så hvad er der galt med hende, spørger forældrene. Drengen er så nem.
Men i stedet for bare at sige, at pigen skal indrette sig, er forældrene nødt til at forstå, hvordan hendes personlighed er, og leve sig ind i at se tingene i hendes perspektiv. Det er helt nødvendigt, for at hun kan få en god relation til sin bror. Hun skal lære at tackle, at hendes bror er impulsiv, og han, at søsteren er mere sensitiv. Og en vigtig forudsætning for det er, at forældrene evner at se det enkelte barn i gruppen. Og at de kan forstå og rumme, at søskende ikke er ens, men har forskellige personligheder. Forældrene skal udstråle: Vi har set dig, vi har forstået dig, vi har forskellige personligheder, og det er vigtigt, at vi respekterer dem, vi er!.
Familien er det første lille samfund, vi lander i. Forældrene genspejler for børnene den måde, der bliver løst konflikter på, og den måde, man taler til hinanden på. Hvad udstråler de af god stemning? Sammenligner de børnene: Hvorfor spilder du altid, se, hvor pænt din søster spiser hvor det burde hedde: Nå, du har svært ved at koordinere koppen, du skal have lidt hjælp. Forældrene har en altafgørende betydning for, hvordan den lille samfundsfamilie fungerer, siger Margrethe Brun Hansen.
Om søskende udvikler dybe, livslange venskaber, har ikke kun forældrene indflydelse på. Det afhænger også af de enkelte søskendes personligheder.
Hvis den ene har svært ved at rumme det meget følelsesmæssige, mens den anden ikke har, kan de sagtens have det godt sammen, men de kan ikke bruge hinanden til at sidde tæt sammen i sofaen og snakke om livet og kærligheden. Det er ikke alle personligheder, der matcher fint sammen, men det behøver ikke at være negativt. Det er måske ikke den, man ringer til med sin dybeste sorg, men man kan sagtens ringe til hinanden i andre situationer.
I en familie kan der være to voksne søstre, der altid er sammen, de har købt brudekjoler sammen og holder ferie sammen med hinandens familier. De er sikre og trygge ved hinanden. Da kan man godt tænke: Hvorfor har jeg ikke sådan en søster? Her er det vigtigt at træde et skridt tilbage. For hvad er det, som de to søskende kan? De ligner hinanden, der er en solidaritet, de har fået knyttet nogle bånd, så de føler en forpligtelse, ømhed og varme over for hinanden. De kan ikke tåle, at den anden har det dårligt. De har også taget den samme uddannelse, og der er ingen konkurrence imellem dem.
At de har sådan et forhold, har noget at gøre med deres personligheder og forældre. Men også om, hvor mange år der er imellem, at de er født. Og hvilken rolle de får i familien som storesøster eller -bror, lillesøster eller -bror eller mellembarn, siger Margrethe Brun Hansen.
Udviklingspsykologisk bliver det anset for bedst, hvis det første barn er tre år, før man får nummer to. For i tre-årsalderen har barnet udviklet et jeg og kan bedre afgive noget af retten til mor og far. Hvis der er mindre end et år mellem det første og andet barn, kalder man dem for pseudotvillinger.
Det er en svær alder at skulle stige ned fra tronstolen og afgive førsteretten til forældrene. Der kan opstå jalousi, fordi begge børn kæmper om mor og fars gunst. Det er også et stort arbejde for forældrene, fordi begge er flaske- og blebørn, og begge har et psykisk behov for at have mor og far for sig selv. Det, der er problematisk, er, at kampen for børnene for at blive set af forældrene er stor. Men det kan ende godt. Det er nemmest, hvis den førstefødte er en pige, fordi piger udvikler sig hurtigere end drenge. Det er sværere, hvis den førstefødte er en dreng, for han kan opleve at blive overhalet udviklingsmæssigt af lillesøster. Og så kan der nemt opstå jalousi og vrede. Derfor er det vigtigt, at forældrene er bevidste om det og kan rumme uvenskabet mellem børnene og samtidig forsøge at afhjælpe jalousien.
Hvad enten man er den første, den mellemste eller den sidste i en søskendeflok, vil hver titel indebære en bestemt rolle.
Den førstefødte har det særkende, at man har haft mor og far for sig selv i en lang periode. Man får meget opmærksomhed, bliver mere stimuleret, og der er også store forventninger. Man bliver opdraget med pli, regler og alvor. Den førstefødte tager ofte lederskabet for børneflokken på sig på godt og ondt.
Nummer to bliver født ind i en familie, hvor der er givet en fast søskenderelation. Nummer to kan kigge sig omkring og spørge sig selv om, hvor jeg skal være i det her spil? Hvis storesøster er den pæne, ser man ofte nummer to vælge en anden rolle. Der vil også blive taget lettere på nummer to, han eller hun får lov til at være mere barnlig, bliver måske mere rebelsk og tager i hvert fald ikke ansvar.
Den lille sender man ikke af sted til bageren efter brød, det må den store. Og den store skal også passe på den lille. Spørgsmålet er, om den store bruger sit ansvar positivt eller bruger sin magt på en destruktiv måde. Det handler igen om forældrenes evne til at rådgive og håndtere børnenes individuelle behov.
Nummer tre rokker ved hele menageriet igen. Nu bliver nummer to mellembarn. Og den sidstankomne kører måske lidt friløb. Han eller hun bliver sådan en, der går sine egne vegne. Den mellemste får en helt anden identitet. Meget ofte bliver han eller hun mægleren. Er god til at lytte og gyde olie på vandene. De er meget diplomatiske, for bare der er ro på. Men som det er blevet sagt, så er det mellemste barn lige så svært at forudsige som den danske sommer, siger Margrethe Brun Hansen.
I sin nye bog kommer hun også ind på andre faktorer som sygdom og skilsmisse, der kan få indflydelse på relationerne søskende imellem.
Spørgsmålet er, om det er muligt at reparere på et dårligt søskendeforhold.
Det kan man sagtens. Hvis en søskende fylder meget i ens bevidsthed, og der er smerte og længsel efter at være mere sammen på venskabsplan, er det vigtigt at stå ved de følelser. Og så kan man prøve at tale med den bror eller søster, det handler om. Eller med en god ven eller en psykolog for at finde ud af, hvad det handler om. Bare at være vred på et menneske er ikke konstruktivt. Det er bedre at prøve at kigge på, hvad der er på spil i vores liv, som er årsag til, at nogle mønstre er groet fast.
Tit er det en episode. Mange gange skal ansvaret ikke placeres på den person, man er vred på, men på ydre omstændigheder. Og så er der jo det med, at nogle børn har følt, at forældrene elskede en anden i søskendeflokken mere end dem selv. Det er deraf, at al søskendesmerte opstår. Forældrene kan have gjort forskel og har hyldet den ene frem for den anden. Børn kan virkelig mærke, når nogen har større prestige end andre.
Hvis et forældrepar har fire børn, er der nogle, man spiller bedre sammen med end andre. Man skal turde sige: Hende der Mathilde, hvad er hun for en? Det er vigtigt at finde ud af, hvad hun rammer i mig, siden jeg synes, at det er så kompliceret at være sammen med hende. Det er vigtigt for forældre at finde plads til alle i deres hjerte.
Margrethe Brun Hansen