Prøv avisen

Et plejebarn er som et meteornedslag i familielivet

Tegning: Rasmus Juul.

Nogle plejeforældre overser, hvilke konsekvenser det kan få for deres egne børn at skulle leve side om side med opmærksomhedskrævende plejebørn. Der er behov for bedre oplysning og uddannelse, mener plejefamiliernes organisationer

Aftenerne med tid til lektielæsning, sofahygge og godnathistorier, de lange, rolige weekender i familiens skød og daseferierne med nærvær og masser af kvalitetstid med mor og far.

Det er den slags, mange børn må vinke farvel til, når deres forældre beslutter sig for at udvide familien med et eller flere plejebørn.

Og ifølge flere af plejefamiliernes interesseorganisationer er det en problemstilling, flere voksne overser eller ikke tager alvorligt nok.

”Jeg tror, at mange ikke for alvor er klar over, hvad konsekvenserne er ved at blive plejefamilie. Mange af de børn, der kommer i familiepleje i dag, har meget mere komplekse problemer, end de havde tidligere. Det er ikke nok bare at have et godt hjerte, hvis man som familie skal få det til at hænge sammen,” siger Benny Andersen. Han er forbundsformand i Socialpædagogerne, der er fagforbund for en række af landets familieplejere.

Når et plejebarn træder ind ad døren, er det som en meteor, der rammer lige ned i kernefamilielivet og sender trykbølger gennem alle aspekter af det.

Ofte beriger plejebørnene familierne; det kan være en glæde at se et barn begynde at trives og udvikle sig, og det skaber rummelighed og empati hos plejefamiliens medlemmer.

Men plejebørnene kan også give udfordringer. De fylder, de tager tid, og de tager opmærksomhed. Lige meget hvad der sker, kommer hverdagen for familien og familiens egne børn til at ændre sig fundamentalt.

Bestyrelsesmedlem i Plejefamiliernes Landsforening Marianne List mener, at der er for lidt fokus på det aspekt i dag.

”Det er en problemstilling, man skal være opmærksom på. Det er selvfølgelig op til familierne selv at tage stilling til, hvad de vil som familie, men de skal vide, at det har en nedslagseffekt, hvis man bliver plejefamilie,” siger Marianne List.

”Hvis man tager imod børn, der er tidligt skadede eller måske lider af ADHD, så får det konsekvenser for hele familiens liv. Måske bliver det ikke længere muligt at tage til familiefødselsdag sammen, måske skal den ene af forældrene hele tiden være på plejebarnet, og det kommer måske til at gå ud over familiens egne børn,” siger hun.

Debatten om børnenes vilkår er blusset op, efter at Cecillia Vangsgaard for nylig skrev en kronik i Kristeligt Dagblad. Her beskrev hun, hvordan hun i 1990'erne voksede op som biologisk barn i en plejefamilie og oplevede at blive tilsidesat af sine forældre til fordel for de mange plejebørn, der i årenes løb boede hos familien.

”Så i vores familie blev det at blive plejefamilie samtidig et farvel til kernefamilien. Det blev kernefamiliens job, som krævede det meste af vores energi, vores tid, vores hverdage, helligdage og ferier. Det var det, vi voksede op med på godt og ondt. Flere gange har vi biologiske børn været psykisk udmattede af at skulle rumme flere og mere, men hvem tog sig af det? Og der opstod savn og en længsel efter at blive set, hørt og forstået. Vi, mine biologiske søskende og jeg, begyndte at savne roen, freden og nærværet ved at være den 'lille' familie”, skrev Cecillia Vangsgaard i sin kronik.

Benny Andersen, forbundsformand i Socialpædagogerne, kan nikke genkendende til, at nogle plejeforældre i deres iver efter at hjælpe de krævende plejebørn ubevidst kommer til at overse deres egne, velfungerende børn.

”Det er vigtigt, at vi i godkendelses- og rekrutteringsprocessen gør det klart for familierne, hvilke konsekvenser det kan have at tage et plejebarn ind, også for familiens egne børn. Hvad sker der, hvis forældrene lige pludselig får en masse fokus på plejebarnet, og deres eget barn bliver nummer to? Det er afgørende, at vi bliver bedre til at gøre det klart, hvad det er, man går ind til,” siger Benny Andersen.

Han mener ikke, at der er behov for at lave lovændringer for at sikre de biologiske børns vilkår, men det er vigtigt, at myndighederne i højere grad vænner sig til at gøre børnene til en del af både rekrutteringsprocessen og den løbende kontakt med familierne.

”Det er hele familien, der skal inddrages i beslutningen om at blive plejefamilie, og børnene skal også synes, det er en god idé. Og når myndighederne driver tilsyn og supervision, bør der også være fokus på familiens egne børn. Trives de ikke, eller kommer de ikke ud af det med plejebørnene, har det jo også indflydelse på plejebørnenes situation,” siger Benny Andersen.

Det er Klaus Wilmann enig i. Han er chef for Center for familiepleje i Københavns Kommune - den kommune, der har flest børn i familiepleje. Han mener dog, at kommunerne i almindelighed og Københavns Kommune i særdelshed allerede har øje på de biologiske børns trivsel.

”Det giver jo ikke mening, hvis vi på den ene side giver omsorgssvigtede børn et nyt hjem og så på den anden side skaber problemer for de børn, der bor der i forvejen,” siger han.

Klaus Wilmann erkender dog, at det først er inden for de senere år, at kommunen er begyndt systematisk at have fokus på familiernes egne børn i rekrutteringsprocessen og supervisionen.

”Det vil jeg sige. Det er først noget, der er sket inden for de seneste 10 år,” siger han.

Marianne List, bestyrelsesmedlem i Plejefamiliernes Landsforening, mener, at kommunerne, der fører tilsyn, og de konsulenter, der løbende giver familierne supervision, sagtens kunne blive endnu bedre til at inddrage de biologiske børn i stedet for at tage beslutninger hen over hovedet på dem.

”Det er ikke mit indtryk, at der bliver talt med familiernes egne børn overhovedet, når der er tilsyn eller supervision. Typisk er de jo i skole, når det foregår,” siger Marianne List.

Det medgiver Klaus Wilmann, men han mener, at de biologiske børn alligevel spiller en stor rolle.

”I den løbende supervision drøfter vi, hvordan det går i familien, og også, hvordan det går med familiens egne børn. Og hvis familierne ikke selv bringer børnene på bane, så er det op til konsulenterne at spørge ind til dem,” siger Klaus Wilmann.

Marianne List har været familieplejer i 33 år, og hendes egne børn er vokset op med mange plejebørn omkring sig. For hende er det vigtigt at pointere, at det at være plejefamilie i det store hele har været berigende og givende for både hende og hendes børn.

”Hvis du spørger mine voksne børn i dag, vil de nok sige, at plejebørnene nogle gange tog meget tid og plads. Men man skal også passe på med kun at gøre det til noget negativt, for de har også fået mange positive ting med sig. De er alle tre lærere i dag og har fået nogle uvurderlige kompetencer med sig, der gør, at de virkelig har øje for de problemstillinger, de børn, de arbejder med, har,” siger Marianne List.