Eva Agnete Selsing: Mine børn skal ikke pive over deres pligter

I skolen kunne filosof Eva Agnete Selsing ikke fordrage, når nogen blev holdt udenfor. Retfærdighedssansen har hun fået fra sine forældre - sammen med en masse høje forventninger. Og begge dele ønsker hun at give videre til sine egne børn

"Det er meget populært, at forældre ikke må forvente noget af deres børn, men mine forældres store forventninger er skyld i, at jeg har høje standarder for det, jeg laver," siger Eva Agnete Selsing.
"Det er meget populært, at forældre ikke må forvente noget af deres børn, men mine forældres store forventninger er skyld i, at jeg har høje standarder for det, jeg laver," siger Eva Agnete Selsing. . Foto: Nikolai Linares.

Jeg er vokset op sammen med min mor, far, lillebror og fire plejebørn. Det var naturligt, syntes mine forældre, eftersom vi havde plads og overskud i vores familie. Vi boede først i Charlottenlund, dernæst i Gentofte, inden vi flyttede ind i en stor patriciervilla i Karise med staudebed og forhave efter engelsk forbillede. Min mormor havde i en årrække sit eget værelse i villaen i Gentofte, hvor hun nød livet med cerutter, flødeskumskager og sine børnebørn.

Den vigtigste værdi i min familie var retfærdighed. I en tidlig alder fortalte mine forældre mig, at jeg havde et ansvar for at hjælpe de svage, selv om jeg kun var et barn. I skolen fik jeg en politimandsrolle, hvor jeg forsvarede dem, som blev drillet eller sat uden for af de smarte og de stærke. Det lyder enormt selvfedt, men jeg kunne ikke være i mig selv, hvis det skete.

Retfærdighedssansen stammer fra mine forældre - især min far, som flygtede fra Polen i slutningen af 1960’erne og fik politisk asyl i Danmark. Han stak af fra meningsundertrykkelse, og han ville ikke finde sig i, at de politisk toneangivende skulle bestemme, hvad folk måtte sige. Han lærte mig, at man aldrig skal være bange for at sige noget i en forsamling, som går mod flokken. Mine forældre har altid haft foragt over for det popularitets-show, som mange ligger under for, og det har jeg taget til mig - også i mit virke som debattør.

Mine forældre havde store forventninger til mig i skolen, og det har til tider været hårdt. 'Vi ved, du kan, og derfor skal du,' sagde de. Jeg kom fra kommuneskolen i Karise til Køge Gymnasium, og jeg fik - til min egen utilfredshed - ikke længere tårnhøje karakterer, som mine forældre regnede med. Det var jeg også selv meget utilfreds med. En dag i efterårsferien kom min mor over til mig med en stak på tyve bøger. Det var alle klassikerne. Tolstoj, Dostojevskij, Stefan Zweig. Så sagde hun, at hvis jeg følte mig dum, så måtte jeg gøre noget. Jeg havde aldrig fået så meget godt ud af livet uden mine forældres forventningspres.

Jeg var et curling-barn på nogle punkter. Jeg gik til ridning en overgang, men var begyndt at blive bange for det, fordi jeg var røget af hesten så mange gange. Så valgte min far at tage enetimer sammen med mig og en instruktør, hvor han red på en hest, og jeg red ved siden af på en pony. Han var fuldkommen ligeglad med, om jeg gik til ridning, men han vidste, det var vigtigt for mig. Derfor gjorde han det.

Min verden gik i stykker, da min far døde for to år siden. Han havde været den klippe, som jeg lænede mig op ad. Jeg kan huske, at jeg gik rundt i en tåge af vrede i den efterfølgende periode. En måned efter hans død var jeg i Fakta, hvor jeg så en dame lægge en letmælk ned i sin indkøbsvogn. Jeg havde jeg lyst til at gå hen og råbe ad hende. ”Hvordan fanden kan du købe en letmælk – han er her jo ikke mere!?” Mit liv var ramlet sammen, og så gik folk rundt og lavede dagligdagsting, som om ingenting var sket.

Mine børn skal arbejde hårdt. Det, de laver, skal gerne interessere dem, men der vil være pligter, som de skal gøre uden at pive. Jeg er begyndt at tale med den store om, hvordan man er en god og loyal kammerat, og at man skal hjælpe dem, som ikke nødvendigvis har det så nemt.

Mine forældre forklarede mig sjældent, hvorfor de stillede de krav, som de gjorde. Det savnede jeg. Derfor vil jeg gerne have mine børn med ind over, så de forstår, hvorfor vi gør, som vi gør. Jeg vil stille store krav til mine børn, for 68'ernes laissez faire-tilgang er hverken rar eller sympatisk. Dem man elsker, har man forventninger til.