Bygningerne har ligget der siden 1950erne. Dengang var det en pension for faldne kvinder. Men i dag er Pensionen Engelsborg et sted for dømte, der bor her som sidste led i afsoningen efter få eller mange år i fængsel. Formålet er at forberede dem til at komme ud i samfundet og hjælpe dem til ikke at ende i kriminalitet igen.
Tidligere var der ikke noget særligt forløb for de dømte, der også havde børn. Børnene var forældrenes eget ansvar. Men med tiden fandt forstander Kirsten Neimann frem til, at der også skulle tages fat om dem ud fra tanken om, at børn ikke skal straffes for forbrydelser begået af deres forældre. Tværtimod. Derfor blev bygningerne udvidet for tre år siden med Danmarks første familiehus for kriminelle. Her kan dømte forældre afsone hele dommen sammen med deres børn, og familier får hjælp til at blive genforenet efter lang tids adskillelse.
Det er familiebehandler Rikke Betak, der tager sig af familierne. Hele grundlaget for at afsone en dom i familiehuset er, at man går i familiebehandling, forklarer Rikke Betak.
Det er familierne selv, der er med til at definere målet for, hvor langt de vil nå. Nogle vil gerne blive bedre til at være sammen i familien, få læst godnathistorier for børnene, og hvad der ellers hører til.
Andre arbejder på at bevare ægteskabet og har derfor brug for at få bearbejdet den kriminelle historie. Og endelig er der også familier, der arbejder med tilliden i familien. For ofte følger en historie om tillidsbrud med, forklarer hun fra det lille kontor i familiehusets stueetage.
En af de overordnede målsætninger med behandlingen er at skabe håb og finde tillid både internt i familien, men også til samfundet, så forældrene bliver bedre til at trække på forskellige offentlige instanser, når det går galt. Der er mulighed for at skræddersy terapien og samtalerne, så den passer til den enkelte families behov. Der er både familiesamtaler, parterapi og individuelle samtaler. Og så er der børnegrupperne, hvor børnene sidder sammen og taler om det, de har til fælles: deres kriminelle forældre.
Ofte er det et tabu at have en kriminel mor eller far. Men det er en lettelse for børnene at tale med andre børn i samme situation, som de kan spejle sig i, siger hun.
Rikke Betak laver lige i starten af forløbet en livshistoriebog om det enkelte barns tanker og livshistorier. Hun beder børnene om at tegne en cirkel, der skal forestille barnets hoved. Derefter skal de afmærke, hvor meget tankerne om mor eller far fylder tanker om, hvornår far kommer ud, hvorfor han er i fængsel, om han har fangedragt på og alle de andre tanker, der tager pladsen i et lille barns hoved. I alt fylder de tanker ofte 95 procent af cirklen. Når de til slut i forløbet tegner hovedet igen, fylder det ofte kun fem procent.
Jeg taler med dem om hemmelige ting, de aldrig har fortalt før. Det kommer alt sammen ind i deres bog. Og hvis barnet har lyst, kan de voksne til sidst i forløbet kandidere til at se udsnit af bogen, fortæller Rikke Betak.