Prøv avisen

Familien er flyttet i skoven for at vende civilisationen ryggen

”Man kan bruge hele sit liv på at lede efter det perfekte, ligesom da vi tænkte, at vi skulle være ’normale’. Vi greb den mulighed, der var, og flyttede til Sverige i stedet for på forhånd at definere, hvad vi ville,” siger Andrea Hejlskov. Foto: Leif Tuxen

En familie med fire børn har forladt Mors og lever på tredje år et primitivt liv i en svensk skov. Familien er del af en international græsrodsbevægelse, som vender civilisationen ryggen

Hvad er det gode liv?

Spørgsmålet melder sig, når man sidder over for forfatteren Andrea Hejlskov. Den 38-årige mor til fire forsøgte de første år af sit voksenliv at holde alle de bolde i spil, som vores kultur normalt tilskriver det gode liv: først psykologistudie, siden karrierejob samtidig med familieliv. Men hun kørte bogstaveligt gennem livet med prikker for øjnene og kronisk hovedpine, alt imens hun passede et job som projekt-leder.

Hun er født i Skive i 1975, flyttede siden med sin mor og yngre søskende til Espergærde. Hendes mor gjorde karriere og opfordrede tidligt datteren til at satse på det samme.

"Jeg har skullet starte min moderrolle i defensiven. Jeg var lige fyldt 20 år, da jeg blev mor til tvillinger. Jeg var et forvirret ungt menneske og måtte finde mig i at høre, at jeg var for ung til at have børn. Så jeg har brugt megen energi på at udforske og tilpasse mig normen," siger hun.

Siden blev hun gift og mor til sit tredje barn, men forholdet holdt ikke. I dag er hun gift med musikeren Jeppe Juul, 39 år, som hun har kendt, siden hun var på efterskole. Sammen har de en søn på tre år.

Men skønt den sammenbragte familie havde fundet en skøn landlig ramme om familielivet på Mors, fungerede livet ikke for dem. Jeppe Juul havde en depression, og Andrea Hejlskov havde symptomer på stress og var frustreret over, hvor adskilt familien levede.

Det var ikke det gode liv, skønt familien levede op til mange af kulturens forventninger.

Parret begyndte at lege med tanken om et radikalt anderledes liv, hvor familien kunne være sammen, og det materielle kunne trænge i baggrunden. I februar 2011 pakkede de bilen og satte kurs mod Sverige, hvor de skulle mødes med en mand, der levede som pioner langt ude i en skov. Hvis de ville, kunne de slå sig ned i samme skov. Og sådan blev det.

Siden foråret 2011 har familien haft deres hjem i den svenske skov.

Jeg sagde mit job op, og vi afviklede alt, hvad vi havde i Danmark. Men kan spørge, hvorfor det skulle være så radikalt, men vi havde jo prøvet at bevæge os inden for det givne. I stedet for at forsøge at tilpasse os forsøgte vi at gøre noget ved årsagen til, at vi ikke trivedes. Jeg har mistet meget af tilliden til det her samfund og normaliteten, siger hun.

I Andrea Hejlskovs netopudkomne bog, Og den store flugt, har hun beskrevet familiens første år i skoven, og det er lanceringen af bogen, som har fået hende til at tage turen til København og videre ud i landet.

Bogen er en fortælling om, hvor både besværligt og hårdt livet er, når man bevidst afstår fra det moderne livs normale komfort, men det er også en beskrivelse af en families genrejsning.

Jeg fandt mine børn. Det første år sad vi sammen om bålet hver eneste aften og talte sammen. Jeg har aldrig talt med dem i den grad tidligere, og jeg oplevede på en voldsom måde, at vi var en klan. Jeppe og jeg fungerede ikke i det liv, vi levede før, men i dag er Jeppe som forvandlet, og jeg kan se, at vi er stærke, gode mennesker, og at der er kærlighed mellem mennesker. Siden vi flyttede ud i skoven, har vi mødt megen godhed fra andre mennesker, og det har givet mig min tro på det gode i mennesket tilbage.

Den mere primitive livsform har givet familien noget i sig selv. De bor inde i skoven, hvor ulvene tuder, alt vand skal hentes i en brønd, og skoven dyrker de med megen møje.

At kunne håndtere at være så tæt på naturen har været svært, for de var elendige til at fælde træer og leve primitivt de første måneder.

I dag kan vi ting, som vi ikke kunne, da vi kom. Det har totalt forandret os, at vi kan tænde et bål og sørge for nogle basale ting. Og jeg har det virkelig godt med, at jeg har givet mine børn de ting.

Jeg har selv følt mig magtesløs i forhold til den naturlige verden, og det gjorde mig utryg og usikker. Der ligger en styrke i at kunne finde sin føde og lave et bål, fordi det er så grundlæggende menneskeligt.

Langtfra alle i netværket havde forståelse for parrets valg. Andrea Hejlskov bliver ofte spurgt, om man kan tillade sig det over for sine børn. Hun plejer at svare, om man kan tillade sig at byde børn at vokse op med travle forældre.

Den største hindring i forhold til den nye livsform kom fra Andrea Hejlskov.

Måtte vi det her? Var det tilladt? De spørgsmål fyldte meget den første tid, og jeg følte, at både Gud og staten holdt øje med os. Jeg var virkelig i tvivl om, om vi kunne tillade os det, siger hun.

I dag har hun overvundet den indre frygt, og parret regner med, at skoven skal være deres hjem resten af livet. Men den nye livsform har givet andre udfordringer.

Vi lever ikke i en lykkebobbel, og vi græder stadig. Livet i skoven rejser andre spørgsmål. Jeg er vokset op i en kultur, hvor det at have succes er en slags selvrealisering. Jeg har afgivet mine ambitioner om succes, og hvem er jeg så? Det er ikke nok for mig bare at sylte og vaske op.