Prøv avisen

Nu skal hele familien inviteres med til fødslen

Den moderne hjemmefødsel er blevet en integreret, næsten rituel familiebegivenhed, mener chefpsykolog Svend Aage Madsen. Foto: Jochem Wijnands

Det stigende antal hjemmefødsler herhjemme er et udtryk for, at mange danskere ønsker at sætte familien i centrum ved fødslen, mener Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet

Stukket med spidse pinde, hængt op i hængekøjer og ekskluderet fra fødsler af frygt for, at mandens blotte tilstedeværelse ville afbryde kvindens veer.

Manden har ikke altid haft lige let adgang til fødsler – ikke som i dag, hvor de fleste fædre deltager på fødegangen, og et stigende antal kvinder vælger at føde hjemme frem for i hospitalssengen og nogle gange i selskab med hele familien.

De seneste fem år er antallet af kvinder, der vælger en hjemmefødsel frem for hospitalet, fordoblet og ligger nu på 1128 om året.

Det viser en undersøgelse fra Politiken Research.

Hjemmefødsler i dag, i forhold til fortidens hjemmefødsler, handler om at integrere hele familien - lige fra far til ældre søskende - så meget som muligt, siger Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet.

”I alle kulturer har man indarbejdet ritualer, som handler om, at fædrene skal optages eller engageres med noget andet langt væk fra fødslen. På den måde er vores moderne fødsler en revolution,” siger han.

”Efter hundrede tusind år, hvor det hele handlede om at holde fædrene væk, handler det i dag om at integrere og give plads til fædrene. Her kommer de moderne hjemmefødsler ind som et led i bevægelsen mod, at familierne erobrer fødslerne,” siger Svend Aage Madsen.

I Danmark har været to faser i udviklingen af hjemmefødsler, påpeger Svend Aage Madsen.

Indtil 1960 var der et flertal af hjemmefødsler, hvor 56 procent af fødslerne i 1960 fandt sted i hjemmet. Siden er der kommet en ny tradition for hjemmefødsler, der handler om, at familien selv tager kontrol over fødslen, siger han. 

Selvom antallet af hjemmefødsler stiger i Danmark, udgjorde de stadigvæk kun to procent af det samlede antal fødsler sidste år. Til sammenligning føder omkring 30 procent af de hollandske kvinder i hjemmet.

Hjemmefødsler kan derfor stadig siges at være specielle i Danmark, men kigger vi ud i verden, findes der andre, meget mere kuriøse måder at føde på, fortæller Svend Aage Madsen.

I Tibet tror man, at kvindens veer går i stå, hvis manden nærmer sig den hytte, hvor fødslen finder sted. Derfor er fødselshjælpere i stammen under fødslen travlt beskæftiget med at holde manden væk fra kvinden. 

”Det er en anden måde at sige, at manden har en dårlig indflydelse på fødslen,” siger Svend Aage Madsen.

I Sydamerika i en stamme i Amazonas går man skridtet videre for at adskille faderen fra fødslen. Her bliver manden under fødslen hængt op i en gren i et træ og stukket med spidse pinde af andre mænd i landsbyen, mens konen føder i en hytte.

”Det kan man jo lave mange tolkninger på,” siger Svend Aage Madsen.

”Måske skal manden også mærke, hvor slemt det er.”

Anderledes behagelig er mandens oplevelse af fødslen i en stamme i Thailand. Her hænger man manden i en hængekøje, smører ham ind i velduftende olier og fodrer ham med frisk frugt, mens fødslen finder sted.

Ser man over det bengalske hav mod Sydindien, ligger den fødende kvinde i én hytte, mens manden ligger i en anden med alt kvindens tøj på og hyler og skriger, mens hun føder.

Manden forsøger at tiltrække dæmoner, så de ikke vil nærme sig kvinden, forklarer Svend Aage Madsen.

Formålet med flere fødselsritualer verden over er at ekskludere faderen fra fødslen Foto: REUTERS/Vivek Prakash
I Danmark er hjemmefødsler stadigvæk specielle, men verden over findes mange andre særprægede fødselsritualer. Foto: REUTERS/Nacho Doce
I de vestlige lande vælger især hollandske kvinder at føde hjemme. Foto: REUTERS/Nacho Doce