Den selvdestruktive kærlighed, som er kendetegnende for mange kvinders liv, er forbundet med en meget høj pris – først og fremmest for kvinderne selv. De må ofte betale med deres mentale og fysiske sundhed og med ensomhed og dysfunktionelle relationer til andre mennesker.
Selvopofrelsens belønninger eksisterer kun i deres fantasi, og deres skuffelse er delvis selvforskyldt. I sidste ende bliver de gjort ansvarlige for deres offer, og deres nærmeste kan hverken leve op til deres høje standard eller undslippe den skyld, der således gives videre til næste generation.
Deres børn har muligheden for at sætter en stopper for denne onde cirkel, hvis de har modet og den personlige integritet til at gøre dette, ved ikke at betale deres mor med den samme værdiløse valuta.
Hvis dette ikke lykkes for dem, er konsekvensen den moralske integritets og de sunde, ligeværdige relationers bankerot. Den anden voksne part i kærlighedsrelationen må ligeledes betale en høj pris i form af anklager om at have manipuleret og udnyttet den selvdestruktive kvinde.
Når jeg iagttager kvinder, som er sammen med gode veninder, når de arbejder, synger i kor, forsvarer deres børn eller køber ind, fremstår de mest som stærke og selvbevidste mennesker. Men i det samme deres partnere eller børn befinder sig i samme rum, begynder mange af dem ligesom at krympe. De bliver enten til ofre eller forvandler sig til uudholdelige kontrolfreaks, som gør andre til ofre.
Jeg er nysgerrig efter at vide, hvorfor dette sker igen og igen. Mange kvinder har forsøgt at forklare mig det, men enten er jeg for enfoldig til at forstå det eller ganske enkelt ikke kvalificeret på grund af mit køn.
Hvad end grunden måtte være: Jeg famler i blinde, når det handler om at løse dette mysterium. Den eneste mulige forklaring, som falder mig ind, er, at deres mandlige partner ikke har en anelse om, ikke er interesseret i eller er bange for deres kvindelige partners vidunderlige kraft og derfor ikke opfordrer og tilskynder kvinderne til at udfolde denne kraft i deres parforhold. Der skal to til en tango, som man siger.
Alt for mange mødre bliver løbet over ende af deres børn. Det skyldes enten, at de ikke er i stand til at tage deres egen eksistens alvorligt, eller at de bliver til ofre, fordi de gør en dyd ud af deres utilstrækkelighed og beslutter sig for at blive til overdrevent beskyttende, servicerende og kontrollerende mødre, idet de er overbevist om, at det netop er, hvad deres børn har brug for.
Det er i bedste fald en selvdestruktiv projektion; i værste fald giver mødrene denne svaghed videre til deres børn, som ikke har noget andet valg end at tro, at deres mors adfærd er udtryk for sand kærlighed. En stor procentdel af disse børn udvikler en såkaldt ”tillært hjælpeløshed”, mens en større gruppe gør oprør og risikerer medicinering og terapi.
Også her spiller den mandlige part en stor rolle, for alle disse fortrædeligheder sker kun sjældent i familier, hvor manden er nærværende og spiller en aktiv rolle som partner og far og har et nært forhold til sine børn. I familier, hvor dette ikke er tilfældet, skabes der afstand mellem kvinden og hendes mandlige partner, som kan siges at have fortjent sin heraf følgende ensomhed, fordi han ikke i tide har grebet ind og prikket hul i sin partners illusion.
På denne måde bliver moderkærlighed undertiden til en gave af tvivlsom karakter og uden den store næringsværdi. Endnu en gang: Der er ingen grund til at dømme mødrene skyldige i noget som helst; men det er nødvendigt at påpege, at der er grænser for deres visdom og deres færdigheder, hvis de overlades hele ansvaret for familien.
Det ville virkelig være gavnligt for disse kvinder såvel som for alle enlige mødre og deres børn, hvis de kunne lære mere om sig selv og fik mulighed for at definere deres personlige grænser og behov. Kun på denne måde vil de være i stand til at opbygge optimale relationer til deres børn, som på deres side vil kunne udvikle sig og trives – drengene på grund af den ekstra uafhængighed, de får, pigerne fordi mødrene tjener som gode, pålidelige forbilleder. Drengene vil lære at respektere piger og kvinder, og pigerne vil erfare, at det er i orden og tilmed kærligt at sige nej og drage omsorg for sig selv.
I nutidens samfund kan denne balance være svær at finde. Uanset hvordan man finder en slags balance mellem arbejde og privatliv, ender alt for mange mødre stadigvæk med en oplevelse af at være enlige mødre, fordi hele ansvaret for børnene ligger på deres skuldre.
Partneren er mere eller mindre ”hjælpsom”, men tager ikke det fulde ansvar på sig. Nogle kvinder trives med denne situation, mens andre er mere ambivalente. Men hos flertallet af kvinder opbygges der stille og roligt en tidsindstillet bombe af frustration og ensomhed, som i sidste ende fører til følelsesmæssig armod og/eller skilsmisse. Før dette sker, giver det måske mening at huske på, at den mest værdifulde gave, du som mor kan give dine børn, er at passe godt på dig selv og lægge energi i parforholdet.
Det er ikke en kærlighedsgave, at du ofrer din integritet – det er blot et offer, intet andet, og det påvirker alle medlemmer af en familie på en negativ måde, også selv om du angiveligt gør det af kærlighed. Det samme gælder andre nære relationer.
Vi må alle – voksne som børn – være i stand til at træffe personlige beslutninger på grundlag af, hvem vi er som individer (også selv om vi blev opdraget til at tro det modsatte). Det er ikke noget tilfælde, at dette er i overensstemmelse med det, vi ved om udviklingen af selvfølelse, om stabil mental sundhed og om gode relationer, som er baseret på gensidig kærlighed og respekt.
Kvinder har på blot en enkelt generation tilbagelagt en meget lang vej, men som mødre og partnere synes den traditionelle forståelse af kærlighed og omsorg stadig at bremse dem. Man kan sige noget lignende om mænd og fædre, og derfor ville forældre og deres børn profitere enormt af en udveksling af tanker, erfaringer og følelser vedrørende centrale emner som personlig integritet, skyld og opofrelse.
Hemmeligheden bag vellykkede relationer til partnere og børn er ikke så meget, hvad man gør, men hvordan og hvorfor man gør det. I den familie vi voksede op i, lærte vi en første version af, hvordan man elsker andre mennesker. Vores næste familie(r) giver os masser af muligheder for at udvikle en anden eller tilmed tredje version.