Jeg er vokset op i et trygt hjem i Iran. Her boede jeg de første 13 år af mit liv sammen med mine forældre, inden vi flygtede på grund af den iranske revolution og Iran/Irak-krigen. Min mor og jeg kom til Danmark først, og ét år senere kom min far. Det vigtigste for ham var, at hans familie kom i sikkerhed først. Vi boede kort i København og Sønderjylland, inden jeg startede på Grindsted Kost- og Realskole i Midtjylland.
Min far var uddannet journalist, men arbejdede som PR-chef i en virksomhed i Iran. Hans arbejde betød, at jeg allerede som ganske lille rejste med rundt til forskellige konferencer i blandt andet USA, Australien og Japan. Det var med til at danne mig som menneske. Mine forældre fortalte mig, hvordan jeg skulle opføre mig, men de holdt aldrig prædikener. I stedet tog de mig med alle mulige steder og gav mig ansvar for min egen opførsel. At de lærte mig at være ordentlig, har senere hen gjort det nemmere at integrere sig.
Da vi boede i Iran, var mine forældre meget overbeskyttende, men de holdt ikke noget hemmeligt for at skåne mig. På trods af revolutionen og alle de dramatiske ting, der foregik i landet, blev jeg inddraget i alle diskussionerne derhjemme. Jeg var endda med til at beslutte, om vi skulle flygte ud af landet eller ej. Det gavnede mit selvværd, at mine tanker og meninger havde en eller anden form for værdi.
Når der var fest hos familien Kholghi i Iran, så kom alle mine onkler forbi med deres børn. Vi spillede altid matador, hvor min far snød fra start til slut, og der blev fortalt en masse vittigheder. I Iran spiller humor og satire en stor rolle, og efter revolutionen blev der altid lavet grin med Ayatollah Khomeini (Irans daværende religiøse leder, red.) og de mennesker, der påstod at kende sandheden. Det var så hyggeligt! Det er egentlig sjovt at skulle bruge et typisk dansk ord som hyggeligt om en iransk begivenhed.
Mine forældre var glade for, at jeg tog den danske kultur til mig, da vi kom til landet. De vidste, at vi ikke kom tilbage til Iran, så de opfordrede mig til at være åben og finde nye venner. På et tidspunkt havde jeg set en italiensk tv-serie om den opdagelsesrejsende Marco Polo, og jeg kan huske skuespillerens ansigtsudtryk, når han opdagede nye ting. Han syntes, at alt var så fantastisk. Da jeg begyndte på Grindsted Kost- og Realskole var jeg i begyndelsen hammerbange, og jeg græd ufattelig mange gange. Men så fortalte jeg mig selv, at jeg var Marco Polo. At det var mit livs oplevelse - og at jeg skulle være begejstret og åben.
Uden min opdragelse kunne jeg sagtens være havnet i selvmedlidenhedens fælde. Jeg var ikke Superman fra starten – eller er det nu for den sags skyld. Hvis jeg har dage, hvor jeg føler mig hjælpeløs, ikke dygtig nok, og hele verden er imod mig, kommer de indgroede værdier frem i mig. Hvis mine forældre ikke havde lært mig at tage mig sammen, havde jeg opgivet og fundet nogle andre, som også havde ondt af sig selv.
Det er vigtigt for mig at give mine børn oplevelser. Min to-årige datter har allerede været i Thailand, Spanien og hele Danmark rundt. Drømmen er at flytte til udlandet i en periode, så de kan møde forskellige mennesker og komme ud for forskellige situationer. Jeg vil ikke overbeskytte dem, som mine forældre gjorde med mig i Iran. Det trækker noget fra deres selvtillid, og jeg vil gerne have, at de føler, de gør mange ting selv. Så kan man altid holde øje med dem på afstand.