Prøv avisen

Fasten kan blive en fælles fokustid

”For det moderne menneske er det store skridt at erkende, at det har brug for hjælp, men fasten gør mennesket mindre og Gud større, og dermed er det, i lyset af erkendelsen af ens menneskelige skrøbelighed, også lettere at række ud mod Gud,” siger sognepræst Kristine Stricker Hestbech. – Foto: Mie Bidstrup.

I Havdrup Kirke er fasten i år blevet et fælles projekt for kirkens personale. I Kristuskirken på Nørrebro i København opfordrer en kalender til aktviteter i ­fastetiden

Hver søndag står sognepræst Kristine Stricker Hestbech, 44 år, klar i kirkedøren med en lille skål med aske og en skål med olivenolie. Hun dypper fingeren i olie, inden hun tager aske på fingerspidsen og tegner et kors i panden med ordene: Af jord er du kommet, til jord skal du blive.

LÆS OGSÅ: Hvorfor blev fasten afskaffet i Danmark?

I morgen er det midfaste søndag, og dermed er vi halvvejs i kirkeårets længste fastetid, der strækker sig fra askeonsdag til påske. I den katolske kirke er det tradition, at man ved messen askeonsdag får tegnet kors af aske i panden. Den skik har flere præster i folkekirken taget op de senere år og holder askeonsdagsgudstjenester.

Men i Havdrup ved Roskilde er sognepræsten i år gået et skridt videre og tegner kors alle søndage frem mod påske. Kristine Stricker Hestbech oplever, at fastetiden rummer en række kvaliteter, som er værd at holde fast i gennem hele fasten.

Fasten er en øvelse i være ydmyg over for Skaberen og en påmindelse om at tage vores menneskelige skrøbelighed på os. Når jeg siger af jord er du kommet, til jord skal du blive, er det en gentagelse af de ord, som man bruger ved en begravelse. Fastetiden hjælper os til at holde fast i vores egen dødelighed, siger hun.

Der er langt fra den gulkalkede landsbyidyl i Havdrup til det indre Nørrebro i København, hvor sociolog Thomas Willer er præst. Han står i spidsen for det økumeniske fællesskab Regen, som samler omkring 150 studerende og børnefamilier til gudstjeneste i baptisternes Kristuskirken på Nørrebro.

Her har Thomas Willer lavet en fastekalender med forslag til en ting, man kan gøre alle dage i fasten. På kalenderen er der opfordringer til at skrive en hilsen til en ven, give en kage til naboen og holde en tv-fri dag. I dag, lørdag den 17. marts, lyder forslaget i kalenderen: Sorter dit tøj, og doner noget af det til genbrug.

Vi lever i en kultur, hvor der er fokus på den enkeltes behov og tilfredsstillelsen af dem, og vi er drevet af en evig stræben efter, hvad det næste er, vi skal opnå. I vores stræben sammenligner vi os med andre, og der er altid nogen, som er både smartere og klogere. Resultatet er, at mange oplever livet som et ræs efter at indfri en illusion om et lykkeligt, perfekt liv. Kristendommens budskab til vores kultur er, at der er en større historie, som vi kan leve os ind i. I den historie er der mindre fokus på os, for blikket er rettet mod Gud og den verden, vi er en del af. Fasten er en øvelse i at lade livet handle mere om Guds vilje og mindre om min vilje. Det kan opleves som en frisættelse for stræbsomme mennesker, siger Thomas Willer.

Det er tredje år, han uddeler en aktivitetskalender til fastetiden, for det er hans erfaring, at de små, praktiske idéer får flere til at markere denne tid på året.

Guds mission er, at vi skal elske Gud og elske næsten. Fasten er en mulighed, hvor vi kan gøre nogle af de måske abstrakte begreber konkrete, siger han.

I Havdrup har Kristine Stricker Hestbech i flere år gjort fasten til en anderledes tid i sit eget liv. I år faster hun blandt andet fra kaffe og søde sager, og som noget nyt faster hun sammen med kollegerne ved kirken.

Idéen om at faste sammen opstod lidt tilfældigt, fordi vi talte om alle de mere eller mindre dårlige vaner, som vi kunne få øje på i vores liv, og som vi egentlig gerne ville gøre noget ved. Og modsat et nytårsforsæt, som kan virke lidt uoverkommeligt, så er 40 dage lang tid, men alligevel ikke længere tid, end man tror, at man kan lægge dårlige vaner fra sig i den tid, siger hun.

Den kvindelige graver, som sætter meget pris på kød, besluttede sig for at leve 40 dage som vegetar. Hendes mandlige kollega nyder en god pibetobak, men skønt det har holdt hårdt, så er pi- berøgen væk fra hans kontor, for han faster fra tobak, mens organisten har fået lange aftener, fordi han kun ser udvalgte tv-programmer.

I fastetiden kan du træne dig i at skære fedtet væk, skære ind til benet og se, hvad der sker, når man fjerner nogle af de ting, som vi ellers fylder vores liv med, siger hun.

Jeg ved, at nogle vil sige, at en sådan faste lugter af gerningsretfærdighed, men vi faster ikke for Guds skyld, men for vores egen skyld. Det er en fokustid, som man kan bruge til at blive klar over, hvad der fylder i ens liv, og hvad man ønsker skal fylde. Det handler ikke om at behage Gud med gode gerninger, men om at blive sig bevidst, hvordan man forvalter det liv, man har fået af Gud. Min erfaring siger mig, at når man ændrer en lille ting i sit liv, så sker der også noget på de store linjer i livet.

Ifølge Kristine Stricker Hestbech handler de bibelske læsninger i fasten om, hvordan Gud stiller sig foran det enkelte menneske og siger: Hvad skal jeg hjælpe dig med?. For det moderne menneske er det store skridt at erkende, at det har brug for hjælp, men fasten gør mennesket mindre og Gud større, og dermed er det i lyset af erkendelsen af ens menneskelige skrøbelighed også lettere at række ud mod Gud. Der er et kinesisk ordsprog, som lyder: Gud banker ofte på, men vi er sjældent hjemme. Fasten er en anledning til at øve sig i at være hjemme, når Gud banker på.