Prøv avisen

Fattigdom giver børn traumer

Hvad fattigdom betyder for børns selvbillede og mod på livet er der ikke forsket i. Men ifølge Adam Johansen, der er medforfatter til bogen om udsatte børn, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan et konstant mindreværd i barndommen vil påvirke et voksenliv. Der vil måske være tale om en skamfølelse og en sorg, som kan udvikle sig til et traume. – Foto: Lars Helsinghof Bæk.

50.000 danske børn er fattige, og antallet er øget siden midten af 1990erne. De får ikke ordentlig mad eller tøj, og de kan kun drømme om en cykel, en mobiltelefon eller en computer. De kan heller ikke deltage i fritidsaktiviteter, fester eller fødselsdage. Risikoen er social eksklusion

I løbet af de seneste 10-15 år har vi fået flere fattige i Danmark. Alene fra 2001 til 2004 er antallet af fattige danskere vokset med 33.000 til i alt 197.000, og heraf er de 50.000 børn. Det fremgår af en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Undersøgelsen er omtalt i bogen Udsatte børn et helhedsperspektiv, som er skrevet af en række undervisere på Den Sociale Højskole i København og på Aalborg Universitet.

Bogen er uhyggelig læsning.

I forordet skriver den tidligere formand for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, at andelen af udsatte børn ikke er mindsket siden 1993. Den ligger stadig på 15 procent. At være udsat vil ifølge bogens forord sige, at man befinder sig i en livssituation, der er truende for ens psykologiske og sociale udvikling med risiko for marginalisering eller eksklusion i forhold til det omgivende samfund.

Vi har således et samfund, hvor andelen af udsatte børn er konstant, og hvor antallet af fattige er øget. Hvordan harmonerer det med den opfattelse af den danske velfærdsmodel, som vi ynder at bryste os af over for udlandet?

Rigtig dårligt. Det gør forskellen mellem en almindelig familie og en fattig familie pinagtig tydelig, hævder Adam Johansen. Han er lektor i samfundsvidenskab ved Den Sociale Højskole i København, og han har skrevet kapitlet om fattige børn. Danmark har ikke en officiel fattigdomsgrænse. Kontanthjælpen regnes af mange ifølge Det Økonomiske Råd for den reelle fattigdomsgrænse, mens EU sætter fattigdomsgrænsen til 60 procent af gennemsnitsindkomsten hos landets indbyggere.

Men det siger ikke noget om, hvad familien har af rådighedsbeløb, når de faste udgifter er betalt, og boligudgifter kan for eksempel være meget høje. Derfor mangler vi nogle redskaber til at definere fattigdom, siger Adam Johansen.

Han anbefaler, at man fastsætter et rådighedsbeløb, som er nødvendigt for at opfylde de individuelle behov som mad og tøj samt de kollektive behov, som handler om samspil med andre, det vil sige fritidsaktiviteter og lignende.

Et indkomstbeløb er ikke en rimelig målestok. Det er forbrugsbeløbet, der er interessant, det vil sige rådighedsbeløbet til de ting, som er vigtige for, at familien kan deltage i det omgivende samfund. For børn er det blandt andet vigtigt at have en mobiltelefon og en pc. Ellers er de udelukket fra at deltage i for eksempel skoleklassens sociale liv. Og skolen forventer typisk, at eleverne kan lave lektier på en pc derhjemme. Fattigdomsgrænsen for en forsørger eller en familie bør sættes som et rådighedsbeløb kombineret med en lydhørhed over for børns sociale behov. Fattigdomsgrænsen vil således løbende skulle reguleres, siger Adam Johansen.

Han tilføjer, at der er en skrigende mangel på forskning på dette område.

Når man er afskåret fra at deltage i det omgivende samfund, fører det ofte til social eksklusion. Fattigdom er altså ikke kun mangel på mad, tøj eller forbrugsgoder. Det er også udelukkelse fra fritidsaktiviteter eller børnefødselsdage. Kombinationen af fattigdom og social eksklusion rammer især enlige mødre, arbejdsløse kontanthjælpsmodtagere og etniske minoritetsgrupper. Og deres børn.

Men hvordan er det gået til, at vi har fået flere fattige i Danmark? Adam Johansen opregner flere love i de seneste 10-15 år, som alle har været med til at øge andelen af fattige:

Ungeydelsen fra 1995, som indebærer, at unge under 25 år efter seks måneders ledighed bliver sat på en indkomst svarende til SU, det vil sige 4852 kroner om måneden i 2007 (det gælder dog ikke for unge forsørgere, der modtager fuld kontanthjælp).

Kontanthjælpsloftet fra 2004, der indebærer, at børnefamilier på kontanthjælp efter seks måneder får reduceret deres samlede overførselsindkomster, typisk boligsikring, der i øvrigt i sin tid blev indført for at tilgodese børnene.

300-timers-reglen, der indebærer, at ægtepar, der ikke begge opnår ustøttet arbejde i 300 timer inden for to år, mister den enes kontanthjælp.

Starthjælpen fra 2002 til flygtninge, som er op til 50 procent mindre end kontanthjælpen, og som er blevet livsvarig, hvis ikke flygtningene skaffer sig to et halvt års ustøttet arbejde.

Den røde tråd i disse mange forringelser af kontanthjælpen er en tilsidesættelse af familiernes, herunder børnenes behov. Når bestemte grupper får forringet kontanthjælpen, er det udtryk for en bagudskuende socialpolitik, hvor sanktioner skal disciplinere klienterne til at tilpasse sig. Udebliver børnene fra skole, tages børnechecken fra familien. Udebliver en voksen fra aktivering, sanktioneres der via kontanthjælpen. Det er indlysende, at hvis der er arbejde at få, og de ledige i øvrigt er raske, vil drastiske reduktioner i kontanthjælpen føre til, at nogle få flere bliver beskæftiget, men mindst lige så mange familier får for lidt at leve for. Lavere ydelser fører til øget fattigdom, og det rammer børnene, siger Adam Johansen.

Flertallet af danske familier har et materielt forbrug, der er stort og selvfølgeligt. Derfor bliver det meget tydeligt, når et barn i klassen ikke får ordentlig mad, ikke har tøj som de andre, ikke har cykel, mobil eller computer. Dette barn vil bruge meget af sin energi på at skjule sin fattigdom for at blive en del af fællesskabet et projekt, der på forhånd er dømt til at mislykkes, påpeger han.

Hvad det betyder for børns selvbillede og mod på livet er der ikke forsket i. Men ifølge Adam Johansen skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan et konstant mindreværd i barndommen vil påvirke et voksenliv. Der vil måske være tale om en skamfølelse og en sorg, som kan udvikle sig til et traume. Fattigdom kan være psykisk invaliderende, understreger han.

Socialforvaltningerne kan ikke stille meget op. De kan blot forvalte lovgivningen. Men de kan blive bedre til at tale om fattigdom med familierne, mener Adam Johansen.

Han frygter, at manglende madpakke og dårligt tøj betragtes som omsorgssvigt af sagsbehandlerne, hvor det i virkeligheden er udtryk for fattigdom. De voksne er så presset af deres økonomiske situation, at de ikke evner at rumme barnet.

Men hvis sagsbehandleren interesserer sig for den fattige familie og får sat ord på den tabubelagte fattigdom, vil det hjælpe familierne til at forstå, at deres fattigdom ikke er selvforskyldt, og at de deler vilkår med mange andre familier i en lignende situation, håber Adam Johansen.

Han kalder det en skamplet på et velfærdssamfund som det danske, at vi skal have knap 200.000 fattige, når der nationaløkonomisk ikke er noget til hinder for at afskaffe fattigdom.

Det er blot et lille greb i statskassen, der skal til, men det må jo være et politisk ønske, at vi skal have fattigdom!

Udsatte børn et helhedsperspektiv. Redigeret af Karen-Asta Bo, Jens Guld-ager og Birgitte Zeeberg. 292 sider. 349 kroner. Akademisk Forlag. Er udkommet.familieliv@kristeligt-dagblad.dk