Det er ikke så tit, de spiser aftensmad sammen, 27-årige Camilla Nordvig Olsen og hendes forældre. Måske en enkelt eller to gange om måneden. Det ville nogle mennesker i 20’erne måske betragte som ofte, men det er det ikke med tanke på, at de deler både køleskab og spisebord. Camilla Nordvig Olsen bor nemlig hos sine forældre i villaen i Greve syd for København, som hun ellers flyttede fra som 19-årig. Og hun er langt fra den eneste unge, der er fløjet hjem til reden igen efter ellers at have forladt den. Boomerang-børn kaldes fænomenet, der også ses i udlandet.
I Camilla Nordvig Olsens tilfælde er forhistorien et lån og et huskøb, et brud med kæresten og et hussalg, der førte gæld med sig. Og så stod hun der: 25 år, forgældet og uden tag over hovedet. Men hos forældrene var der både plads og vilje til at tage imod hende. Derfor bor hun i et værelse i kælderen i barndomshjemmet til en billig husleje, som betyder, at hun sideløbende kan betale af på lånet med sin løn fra tjenerarbejdet på en restaurant i det centrale København, 25 kilometer derfra.
”Jeg har det godt med mine forældre, så derfor var det den beslutning, jeg tog, frem for at sove på en sofa hos en ven,” siger hun.
Til at begynde med var planen bare at bo der et halvt år. Nu er der gået halvandet. Huslejen hos forældrene er 3000 kroner om måneden, og det inkluderer udover værelset også adgang til køleskabet og hjælp til luftning af hendes hund Bailey.
”Det er meget billigere, end jeg kan få noget til inde i byen, hvor det også er svært at finde en lejlighed, og endnu sværere fordi jeg har hund,” siger Camilla Nordig Olsen.
Selvom den 27-årige unge kvinde i øjeblikket bor hos sine forældre, føles det anderledes, end sidst hun boede hjemme.
Hun og forældrene lever i højere grad deres eget liv, og hjemmet er mest bare et sted, hun sover. Hun er taknemmelig over, at forældrene har hjulpet hende i en svær situation, men alligevel savner hun at have sit eget hjem, og i øjeblikket søger hun bolig i København sammen med en kammerat.
”Det har altid betydet meget for mig at invitere mine venner hjem for at hygge og spise. Det er frustererende, at jeg ikke kan gøre det på samme måde nu. Jeg har lige haft fødselsdag, hvor jeg inviterede mine veninder hjem til mine forældre, og det var rigtigt hyggeligt, og mine forældre var meget forstående. Men det er alligevel bare noget andet at sidde i ens forældres stue end at sidde i sine egne omgivelser, hvor man selv har valgt indretningen, stearinlysene og blomsterne på hylden,” siger hun.
Hendes mor, Dorthe Nordvig Olsen, har været glad for ordningen.
”Hun flyttede hjemmefra meget tidligt, og derfor har det også været dejligt at have hende tilbage, når nu vi har pladsen til det. Vi har haft meget glæde af, at hun er mere selvstændig nu og selv kan finde på at købe ind frem for at skulle blive bedt om det,” siger moderen.
Dorthe Nordvig Olsen møder dog også undren.
”Der er mange, der undrer sig over min lange snor, men det er jeg ligeglad med. Jeg kan sige fra, hvis jeg synes, det bliver for meget, og for mit vedkommende handler det om at få tingene til at fungere. Hun har også betalt for at bo her, og derfor kan jeg også tillade mig at give hende den lange snor,” siger hun.
Bella Marckmann er adjunkt ved Københavns Universitet og forsker i familiesociologi. Hun vurderer, at tendensen med boomerang-børn er en konsekvens af tiden.
”Når man generelt ser på tallene, er der en stigning at se, og det kan være et udtryk for, at boligsituationen i de store byer er rigtigt hård for de unge. Uddannelserne er blevet centraliseret til de store byer over de seneste 10 år, og flere og flere unge optages på uddannelse, men vi har ikke fulgt med i forhold til at skaffe boliger til de unge,” siger hun.
Mange unge bor til leje i en midlertidig periode, og det kan være svært at finde noget fast. Derfor kan der opstå huller i boligsituationen, hvor det for de unge, hvis forældre bor tæt på byerne, er nærliggende at flytte hjem. Samtidig har mange forældre i dag både råd og plads til at tage deres børn ind.
”Det er et økonomisk rationale, fordi de fleste forældre ikke tager en markedshusleje fra deres børn. Heldigvis peger undersøgelser også på, at mange familier har et forhold, hvor hverken forældre eller børn har det sådan, at de løber skrigende væk fra tanken om at skulle bo sammen igen. De har det rigtigt godt sammen, fordi mange er lykkedes med at få et voksenforhold mellem børn og forældre,” siger Bella Marckmann.
Omvendt kan voksne børn og forældre, der skal dele hus sammen, også komme til at gå hinanden lidt på nerverne.
”Man skal være opmærksom på, at man ikke får sit barn hjem igen – det er en voksen, der flytter ind i huset. På den måde er det mere som et bofællesskab, hvor man skal opstille regler for, hvem der betaler hvad, om det er okay at tage den sidste mælk eller vaske sit tøj uden at vaske de andres, og de ting skal man huske at snakke om, selvom man er i familie,” siger hun.
Per Schultz Jørgensen er professor i socialpsykologi og familieforsker. Han vurderer, at tre ting kan have betydning for, at flere unge i dag flytter hjem til deres forældre i en periode. Udover økonomien peger han på nutidens unges flydende tilværelse og forældres stigende behov for at støtte deres voksne børn.
”I dag er der mange, der er singler, og mange, der har et kæresteforhold, men lever alene, og man får børn senere i livet. Det livsmønster giver en fleksibilitet, der gør det muligt at flytte tilbage i en periode,” siger han.
Professoren mener også, at fænomenet kan ses som et udtryk for, at forældre i dag spiller en rolle langt ind i deres børns voksenliv.
”Det er et udtryk for noget historisk nyt og enestående, at man søger støtten hos forældre i en alder, hvor man forventes at skulle klare sig selv. Hvis man tolker det som noget, der hører et mere generelt mønster til, ser man også andre træk i tiden, hvor forældre overbeskytter deres børn langt op i ungdomsårene ved at hjælpe dem med at skrive deres opgaver, komme ind på en uddannelse og tage del i deres studieliv ved sågar at møde op på universitetet. I USA er tendensen enormt fremskreden, og her taler man om, at velstående forældre får opfyldt et behov ved at støtte deres børn i kampen for at få del i goderne og klare sig godt i samfundet. Det er et udbredt mønster i sådan en individualiseret kultur, hvor der på mange måder er kamp om pladserne – både studiepladserne og lejlighederne,” siger Per Schultz Jørgensen.
”At flytte hjem igen med nye relationer er endnu et skridt i retning af, at man ikke bare yder støtte. Det giver en helt anden udvidelse af familiebegrebet, og det er tankevækkende. I gamle dage kom de ældre på aftægt hos de unge, men nu er det de unge, der rykker ind hos de ældre. Det er en slags omvendt forsørgelsesproces, hvor de unge ydes støtte langt ud over den alder, hvor det forventes. Det er et kritisk træk, hvis det ender med at uselvstændiggøre de unge,” mener Per Schultz Jørgensen.