Prøv avisen

Folkekirken går nye veje: Gravidsamtaler skal hjælpe mødre tættere på deres ufødte børn

- Det med at knytte sig til det ufødte barn under graviditeten, er vigtigt for forholdet til barnet, når det er født. Og det er mødrene interesseret i, siger sognepræst Helene Ferslev til DR P4 København. Modelfoto

Det seneste skud på stammen hos kirker er gravidsamtaler, hvor gravide mødre kan snakke med en præst om det forældreliv, der venter dem.

Babysalmesang, babyrytmik og børnegudstjenester.

Kirkerne går i øjeblikket nye veje for at byde sognebørnene og deres forældre ind i kirkerummet.

Det seneste skud på stammen er gravidsamtaler, hvor gravide mødre kan snakke med en præst om det forældreliv, der venter dem.

Det skriver DR P4 København.

Konceptet er opstået i Sydhavn Sogn og det er sognepræst Helene Ferslev, der holder samtalerne.

- Det med at knytte sig til det ufødte barn under graviditeten, er vigtigt for forholdet til barnet, når det er født. Og det er mødrene interesseret i, siger sognepræst Helene Ferslev til DR P4 København.

En af de tidligere deltagere, Pia Crone Christiensen var stressramt under graviditeten og oplevede samtalerne i kirken som en befrielse fra en hektisk hverdag.

- Jeg havde svært ved at få min hverdag til at fungere, så for mig blev samtalerne i kirken et frirum, hvor jeg havde lov til at være gravid. Her var der var ikke nogle tanker, der var forbudte, siger Pia Crone Christensen til DR P4 København.

Ideen til konceptet er blevet til i samarbejde med Henrik Norholt, der arbejder som forskningschef i firmaet Ergobaby.

Han følger de gravide i forbindelse med et forskningsprojekt og kan se, at samtalerne gavner de kommende mødre.

For til samtalerne kan de tale om, hvordan de skal være som forældre og forholdet til deres egne forældre. De kan også tale om det, de er nervøse for eller frygter, når de skal være forældre. Netop den samtale hjælper kvinderne tættere på deres barn, siger Henrik Norholt til DR P4 København.

-De kvinder, der har gennemgået forløbet får rigtig meget glæde ved deres børn, de er trygge ved deres børn og de bliver overskudsmødre, siger Henrik Norholt.

Det er håbet, at gravidsamtalerne kan udbredes til kirker landet over og allerede nu har flere kirker henvendt sig til Sydhavn sogn for at høre mere om gravidsamtalerne.