Ulla Dyrløv har sin psykologpraksis i den opgang, som hendes datter, 25-årige Sabine Dyrløv Klindt, bor i. Og lige så tæt, de er på hinanden fysisk, lige så tætte er de også i øvrigt.
Deres forhold er båret af stor respekt, og det er ikke nødvendigt at ses ofte for at holde det ved lige, fortæller de.
Nu har de sammen skrevet bogen ”Flyvefærdig – en guide til voksenlivet”, som udkommer i næste uge.
Det er en bog, der er skrevet ud fra fornemmelsen af et udækket behov hos unge og baseret på deres egne oplevelser, idet overgangen fra ung til voksen ikke nødvendigvis er nem. At forlade sin trygge tilværelse i barndomshjemmet kan være en overvældende oplevelse, ligesom det at stå med benene solidt plantet i luften efter endt uddannelse kan virke forvirrende og angstprovokerende. Både eksistentielle overvejelser om ens videre færd ud i verden og praktiske problemer med regninger, vasketøj og manglende evner udi madlavning kan trænge sig på.
”Der er utroligt mange unge, der er i tvivl om, hvorvidt deres følelser er normale, og er forvirrede omkring deres identitet, når de er det sted i deres liv. Samtidig mangler mange af dem grundlæggende praktiske færdigheder, fordi de ikke er blevet lært ordentligt op. De bliver slået i hovedet med, at de ikke kan finde ud af det. Men i stedet for at synge med på den sang, ville vi lave en guide til de unge og forhåbentlig samtidig få forældrene til at tage endnu mere ansvar for en ordentlig oplæring,” siger 49-årige Ulla Dyrløv.
Hun fortæller, at de spørgsmål, de har valgt at tage fat på, er dem, de unge klienter i hendes psykologpraksis døjer mest med. Identitet, venskaber, sex og sundhed og mere lavpraktiske ting som indkøb, tøjvask og budgetlægning. Et af de problemer, de unge lider allermest under, er stress. Og det har datteren, Sabine Dyrløv Klindt, der læser kultur og kulturformidling på Københavns Universitet, da også oplevet på egen krop:
”Da vi udviklede idéen til bogen, var det ud fra en undren over, at jeg selv og andre på min alder blev meget stressede, da vi kom i 20’erne. Jeg kender for eksempel flere, som blev sygemeldt med stress. Jeg nåede ikke selv derud, men jeg har blandt andet måttet opsige et job for ikke at blive det,” siger hun.
Og at de unge er stressede, undrer ikke Ulla Dyrløv:
”Unge i dag lever under et vanvittigt pres. Rigtig mange skærer i sig selv, bliver deprimerede eller angste. Og det er ikke, fordi de ikke er stærke eller gode nok. Det er blandt andet, fordi de bliver tvunget til at vælge retning for deres uddannelse allerede i folkeskolen og må haste igennem. Kan bogen hjælpe nogle, så de ikke når helt derud, vil vi være rigtig glade,” siger hun.
Men på trods af, at bogens målgruppe, som er unge i slutningen af teenageårene og begyndelsen af 20’erne, møder store udfordringer, er det også vigtigt at fokusere på livets lyse sider, mener de to forfattere.
For sjældent har man mere frihed end i disse år. Så når man føler et usynligt tæppe af forventninger fra omverdenen blive kastet ned over sig, skal man sørge for at gøre modstand.
”Jeg synes, der bliver talt meget ned til de unge. De bliver omtalt som dovne og beskyldt for, at SU’en bare er cafépenge, og mange mener, de er alt for uselvstændige. Der ligger en masse forventninger til, hvad de skal gøre, som alligevel ikke rigtig bliver sagt højt. Børn og unge er stressede over forældrenes forventninger, forældrene er stressede over lærernes og samfundets forventninger, lærerne er stressede over forventningerne fra deres skoleinspektører, som så igen er stressede over forventningerne fra politikerne. Det kører i en ond spiral, der siger noget om, at der er noget galt med den måde, vores samfund er skruet sammen på,” siger Ulla Dyrløv.
Og ifølge hende er problemet, at ingen tager ansvar og er tydelige omkring forventningerne.
”Det er hårdt at tage ansvar, fordi det kræver tid til refleksion. Man skal tage sig tid til at tale med sine børn og være mere nærværende. Man skal tage de svære snakke med dem om deres drømme, deres frygt og deres identitet. Og samtidig skal man tage hovedansvaret for at få oplært dem i praktiske ting, så de ikke bare står alene i deres nye hjem og ikke kan finde ud af at rense et wc. For selvom de unge også selv skal tage ansvar, tager de fleste af dem ikke ligefrem initiativet til den slags,” siger hun.
På den vis gør man altså de unge en bjørnetjeneste ved ikke at lære dem om eksempelvis husholdning, og Ulla Dyrløv har da også selv været meget klar i spyttet, når det gjaldt forventningerne til hendes egne børn.
”Mange forældre synes ikke, at pligter er hyggelige. Den korte tid, de har med deres børn, skal ikke bestå af den slags. Derfor bliver de servicerende forældre, der ordner det hele for dem. For mit vedkommende kunne jeg se, at jeg ikke havde fået lært Sabine at vaske tøj. Så jeg måtte sige ’det beklager jeg, det er mit ansvar’, og så gik vi ellers i gang.”
Hun understreger, at det ikke handler om, at man som forældre skal have dårlig samvittighed. I stedet handler det om at tydeliggøre sine forventninger og tage tyren ved hornene.
”Jeg har sagt til mine børn: ’Det her forventer jeg, du klarer’, og de har altid vidst, hvor de har haft mig. Vi har også altid haft lange snakke omkring middagsbordet, det har været nødvendigt for at guide dem til det gode voksenliv.”
Og det gode voksenliv må ikke bestå i at blive ”voksenkedelig”, som mor og datter smilende udtrykker det.
”Begynder de emner, man taler om, mestendels at være rødvine, puder, køkkener og carporte, er det ved at gå galt. Det er nogle mærkelige værdier, der bliver værdifulde, og det er ikke det, det handler om at opnå, når man hjælper de unge på vej ind i voksenlivet. I stedet skal man hjælpe dem til ikke at bukke under for samfundets forventninger og sørge for, at de udlever deres egne drømme, mens de kan. Og der håber vi, at bogen kan give et skub i den rigtige retning,” siger Ulla Dyrløv.