Et menneske med en sund selvfølelse accepterer sig selv og kan godt lide sig selv, præcis som hun er. Hun oplever, at hun er god nok med alle sine tanker, følelser og behov. Med alle sine styrker, men også med sine svagheder. Sådan definerer den svenske adfærdsforsker og forfatter Petra Krantz Lindgren en sund selvfølelse.
I denne uge udkom hendes bog ”Børns selvfølelse - hjælp dit barn godt på vej” på dansk. En bog om, hvordan man kan vokse menneskeligt sammen med sine børn. Det er i hvert fald den vej, Petra Krantz Lindgren selv er gået, side hun blev mor første gang for 12 år siden.
”Jeg er selv vokset op i troen på, at min værdi lå i andres vurdering af mig. Mine forældre elskede mig og gjorde det bedste, de kunne, men jeg var et dygtigt barn og blev rost for at klare mig godt i skolen. Når man altid bliver rost for det, man gør, så begynder man at spekulere på, hvad man er værd, hvis man ikke er dygtig, og hvis man ikke får gode karakterer,” siger hun.
Hun var en kvinde med succes, da hun blev mor til sit første barn som 30-årig. I seks år havde hun arbejdet på en doktorafhandling om politisk psykologi ved universitetet i Gøteborg, og nu havde hun taget hul på et nyt livsafsnit som mor og fandt sig til rette i rollen. To år senere kom familiens andet barn til verden, og der gik ikke længe, inden den harmoni, hun havde opbygget, blev udskiftet med lettere kaos og barnegråd.
”Jeg begyndte at lede efter regler, strukturer og rutiner. Jeg havde været så dygtig til nærmest alt, og pludselig stod jeg der uden nogen opskrift, men så fandt jeg Anna Wahlgren,” siger Petra Krantz Lindgren.
Anna Wahlgren er forfatter til bogen ”De kære børn”, som længe var en klassiker i nordisk børneopdragelse, og Petra Krantz Lindgren tog ukritisk alle rådene til sig og gjorde dem nærmest til lov for sit liv som mor til to. Hun førte skema over alt fra mad og søvn til sociale aktiviteter, sådan som Wahlgren råder til. Når Anna Wahlgren skrev, at man skulle ud hver dag, så sørgede hun for at pakke børnene ned og komme ud to timer dagligt. Og når Wahlgren opfordrede til, at børnene tidligt skulle involveres i det huslige arbejde, arrangerede hun sig med sin toårige søn og den spæde lillesøster i køkkenet.
”På internettet kom jeg i kontakt med andre, som også fulgte Anna Wahlgrens systemer. Det var et trygt fællesskab, og jeg oplevede, at tingene fungerede, men jeg tillod mig ikke at spørge, om jeg ønskede at leve med mine børn på den måde, som Anna Wahlgren foreskrev,” siger hun.
Efter i omkring to år at have fulgt Wahlgrens metoder besluttede hun sig for at afsøge, hvad der passede til deres familie.
”Mit mål var at opdrage mine børn til at blive empatiske, hensynsfulde, respektfulde, ærlige, ansvarsbevidste, modige med selvfølelse, selvtillid, selvrespekt og civil courage, og jeg mærkede, at jeg ikke havde tillid til, at Anna Wahlgrens metode ville føre mig mod det mål,” siger hun.
Hun lagde sit liv om. I stedet for at vende tilbage til forskningsmiljøet var hun hjemmegående i fire år, inden hun besluttede sig for at foretage et sporskifte og besluttede sig for at bruge sin viden som adfærdsforsker til at arbejde med forældreskab. I dag holder hun kurser og er en efterspurgt foredragsholder. En del af hendes tanker om forældreskab har hun samlet i den aktuelle bog, som er solgt i over 25.000 eksemplarer i Sverige.
”Jeg får ikke børn med en sund selvfølelse, hvis jeg ikke selv har en sund selvfølelse og har mod til at sætte grænse og udtrykke mine følelser. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage og heppe mine børns sunde selvværd frem. Jeg skal gøre, som jeg vil, at mine børn skal gøre. Men på den anden side behøver man ikke gå foran sit barn som forælder. Meget kan lykkes, hvis man går ved siden af barnet og viser, at man tør give udtryk for følelser og behov og kan rumme barnet. På den måde kan vi udvikle os sammen,” siger hun.
Et af de vigtigste ord i hendes liv som mor er ordet ”hvorfor”. Gennem sin kursus- og foredragsvirksomhed bliver hun mødt af mange forældre, som vil vide, hvad de eksempelvis skal gøre, når den fireårige ikke vil have børstet tænderne, eller når den 12-årige ikke kommer hjem til spisetid. Hun afviser, at der findes et enkelt svar, som kan løse konflikterne, men opfordrer til, at man sætter tid af til at gå bag om den konkrete konflikt og se situationen fra barnets side.
”Hvis man lever sammen med et barn, som man oplever som trodssigt, så kan man tage barnets behov alvorligt og overveje, hvordan man kan støtte og tilgodese det. Det er for eksempel værd at spørge sig selv, om man bestemmer over noget, som barnet godt selv kan bestemme,” siger hun.
Hun møder ofte forældre, som har konflikter med deres ældre børn, fordi forældre oplever, at børnene bruger for megen tid ved computeren. Typisk vil forældrene have forsøgt at opstille regler og bedt barnet slukke computeren. Uden held.
”Når man som forælder har et ønske om, at barnet skal bruge mindre tid ved computeren, skal man være i kontakt med sine egne følelser og kunne svare på, hvorfor barnet skal slukke: Er det, fordi du gerne vil have bedre kontakt med dit barn? Så skal man have mod til at sige det. Og barnet vil måske have lettere ved at tage imod, at dets mor siger, at hun gerne vil være sammen med det, end at hun bare beder om, at computeren bliver slukket. Man gør sig sårbar som voksen, for man kan få et nej, men de fleste børn ved intet bedre, end at deres forældre interesserer sig for dem og gider lytte,” siger hun.
Selv om Petra Krantz Lindgren i dag har indrettet sig med hjemmearbejdsplads og en familievenlig livsstil i huset i Stockholm, så understreger hun, at hun også kommer til kort og langtfra altid formår at leve efter egne råd. Hun glæder sig over de mange forældre, som melder tilbage, at de har fået nye redskaber gennem hendes undervisning, men hun må også erkende, at flere forældre afviser at ændre tilgangen til livet med børnene og i stedet efterspørger hurtige løsninger, som ikke rigtig findes i Petra Krantz Lindgrens univers.
”Man skal ikke tage den samtale, når barnet skriger, og det hele er kørt op. Her gælder det om at smede, når jernet er koldt. Det er noget, man skal sætte tid af til, men på sigt lønner det sig, fordi man udvikler en metode til at håndtere konflikter,” siger hun.