Prøv avisen
Interview

Lola Jensen: Forældre skal turde sætte en klar retning for deres børn

Familievejleder Lola Jensen har de seneste 10-15 år oplevet, hvordan der er opstået stadig mere uro omkring børn i Danmark. Forventninger og krav og aktiviteter er med til at skabe mistrivsel, og der er behov for, at vi stopper op og diskuterer, hvad det egentlig er for en barndom, vi ønsker for vores børn. Foto: Leif Tuxen

Børneopdragelsen er kørt af sporet og i alle retninger, og det går ud over børnenes trivsel. Men løsningen ligger ligefor, mener familievejleder Lola Jensen i ny bog: Opgiv perfektionismen og giv børnene mere ro

Især de seneste 10-15 år er tempoet i børnelivet steget markant. Der er højere krav og forventninger, flere tests og udviklingsplaner, legeaftaler og fritidsaktiviteter. Der er mere uro.

Konsekvensen er til at få øje på, mener familievejleder Lola Jensen i sin nye bog ”Må vi så få ro!”. For udviklingen er tæt forbundet til det stigende antal børn, der får diagnoser, defineres som særligt sensitive eller mistrives på andre måder. Derfor er det på høje tid, at vi som samfund stopper op og begynder at diskutere, om børn i Danmark får den barndom, vi ønsker for dem, siger hun.

Læs uddrag af ”Må vi så få ro!” her.

Forældrene bør gå forrest ved at sætte farten ned – for dem selv, men endnu mere for deres børn. De bør gøre det mere simpelt at være barn og skabe mere ro og flere åndehuller omkring dem.

”Jeg vil gerne melde mig på banen som ambassadør for barndommen, for det er der ingen, der er i disse år. Vi drøner bare derudad i et stadig mere ophedet tempo, som langt de fleste børn ikke kan holde til, og vi gør det i hver sin retning. Derfor er vi nødt til at finde frem til en måde at søge tilbage til kernen i den gode barndom. Og det er den, jeg giver et bud på i min bog,” siger Lola Jensen.

Der findes i forvejen en del bøger, der mener at beskrive den gode barndom. Hvorfor er der brug for en mere?

”Fordi der ikke er andre, der fokuserer på at få roen i hverdagen tilbage. Den er helt afgørende for, om denne generation kan overtage de værdier og den dannelse, vi har bygget vores samfund på gennem 1000 år. Det har været ’Gud, Konge og Fædreland’. Det har været ’Ro, renlighed og regelmæssighed’. Og ’Kæft, trit og retning’. Men hvad er bærende for barndommen i dag? Det er ikke til at sige, for der er ikke nærvær og ro nok til at skabe de fælles værdier.”

Men er løsningen endnu en bog om børneopdragelse, hvor forældre igen kan få dårlig samvittighed over alt det, de ikke gør godt nok? Risikerer man ikke bare, at børneopdragelsen bliver endnu mere krampagtig, hvis forældre nu også skal efterleve alle de ting, du beskriver i din bog?

”Forældre skal ikke gøre alting og slet ikke på én gang. Det er tværtimod min hovedpointe, at forældre generelt skal lære at slappe mere af i forælderrollen. Kig jer selv i spejlet og vær godt tilfreds med at nå 70 procent af alle de ting, I gerne vil.

I mine forældres generation stillede ingen spørgsmål til, om de gjorde det godt nok som forældre. De gjorde bare det, deres forældre havde gjort.

Min generation begyndte at stille spørgsmål, men det var jo ikke sådan, at jeg skældte min mand ud, hvis børnene havde fået tøj på, der ikke matchede. Der er opstået en perfektionisme blandt forældre, som har gjort dem langt mere projektorienterede og selvopofrende end tidligere generationer, men det har også skabt en konkurrencesituation, hvor alle gør tingene på deres egen måde i forsøget på at være unik.

Nøglen til at blive den bedste forælder, man kan være, er at blive tilfreds med det, man gør. Og det bliver man nemmere, hvis man skærer ind til benet og forenkler opdragelsen. I stedet for at kæmpe med dit barn om, hvad det skal have på hver morgen, så læg tøjet klar om aftenen, og lad barnet vælge blandt to-tre sæt fra cirka fireårsalderen. I stedet for at lade dig diktere, hvordan madpakken skal være, så smør den bare – selvfølgelig med lidt hensyn til barnets udmeldinger. Den øvelse kan man gøre på alle områder af barnets hverdag, og det er ikke engang svært.”

Hvorfor er du så overbevist om, at det netop er manglen på ro, der er børns mest presserende udfordring?

”Fordi det er det, jeg oplever, når jeg kommer rundt i børnefamilierne som familievejleder. Tidligere var det sådan, at hvis børn oplevede noget større, kunne de altid nå at komme sig, fordi der var flest rolige dage. I dag har de slet ikke åndehuller nok til at fordøje de mange indtryk, de får. Det er derfor, man på enhver given dag kan opleve et barn få en nedsmeltning på gulvet i supermarkedets knækbrødsafdeling: Det er simpelthen overkørt og kan ikke mere.

Der har altid været små utilfredse børn i supermarkedet, men tidligere lærte børn at magte indkøb fra tre-fireårsalderen. I dag ser man de nedsmeltninger helt op i syv-otteårsalderen, fordi deres hverdag er for presset. Det samme sker for de voksne, de reagerer bare ved at gå ned med stress i stedet.”

Du skriver i bogen, at det ikke er børnene, der har forandret sig, det er barndommen. Men når børn ligger skrigende på gulvet i Føtex, har det så ikke også noget at gøre med det generelle autoritetstab, der er sket i samfundet?

”Det er selvfølgelig en del af det. Børn får lov til mere, men det er stadig rammerne om barndommen, der skaber den store forandring, og det er den, vi skal ændre ved at skabe mindre virak. Alt er blevet virak, selv skolemadpakken med dens mange små sedler fra mor, overraskelser i sølvpapir og pastaretter, der skal varmes op. Stop nu! Skær ned på alle støjsenderne: mobiltelefoner allerede fra seksårsalderen og børnefødselsdage, der mere ligner en polterabend med gocart og alle mulige dyre aktiviteter. Legeaftaler allerede fra vuggestuen og fire forskellige fritidsaktiviteter, fordi det signalerer overskud. Autoritetstab er ikke skurken her, det er en overophedning af barndommen.”

Er der ikke en risiko for, at man som forælder kommer til at skærme sit barn for meget i forhold til den virkelighed, der alligevel rammer dem på et tidspunkt?

”Man må se på sit barn og afgøre, hvad det kan holde til. For det er klart, at det kan være hårdt at være den sidste, der får mobiltelefon, og den eneste, der holder en hjemmelavet fødselsdagsfest. Men til gengæld opdrages man med den ro og de værdier, der skal til for at skabe et helt menneske. Har man et barn fuld af kraft, bør man lade det gå foran, ligesom man som stærk forælder også har en forpligtelse til at skubbe på en kulturforandring.

Den forandring handler ikke om at føre barndommen tilbage til ’de gode gamle dage’, men om at tage toppen af den hysteriske konkurrence omkring vores børn, der foregår i disse år. Og den handler om at finde et fælles sprog og fodslag i forhold til, hvad det er for en barndom, vi gerne vil skabe for vores børn og børnebørn.

I dag stikker det i alle mulige retninger, og der siger jeg bare: Lad ikke den hurtige udvikling ukritisk udviske, hvad tidligere generationer har erfaret vigtigt for menneskers ve og vel, relationer, fællesskab, dannelse og kultur. Målet er at komme derhen, hvor det ikke er nødvendigt at tale så meget om opdragelse, som vi gør – fordi vi er enige om retningen.”

For blot en generation siden blev børn stadig i høj grad overladt til sig selv og kom først til syne, når mor råbte ”Spise!” ud gennem terrassedøren. I dag er børn stort set aldrig overladt til sig selv. Hvor er den gyldne middelvej, og er vi kommet længere væk fra den, end vi har været?

”Vi er helt klart kommet længere væk. Mange forældre bruger i dag deres børns mobil som en gps, så de hele tiden kan se, hvor de er. Jeg synes, den bedste tid for børneopdragelsen var i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Der tog vi det bedste fra de autoritære år, nemlig den klassiske dannelse og den tydelige retning, og så kombinerede vi det med tidens strømning mod frihed til egen udvikling. Siden årtusindskiftet har vi mistet den fælles retning, og børneopdragelse er blevet et individuelt projekt. Mit håb er, at min bog viser en vej, folk kan mødes om.”

Kan du selv leve op til de råd, du giver?

”Ja, det synes jeg faktisk. Det meste af tiden, jeg er jo heller ikke perfekt. Og jeg er så heldig, at mine børn og svigerbørn de fleste steder har samme holdning som mig, men de skal også hele tiden holde skarpt øje med den forandring, der så nemt kan snige sig ind.

Det kræver noget, for det er i dag lettere at give slip end at holde fast på grund af andre forældres modsatrettede handlinger. Alle vil jo gerne undgå, at deres barn kommer til at stå helt alene. Men man skal turde tage stilling, tage opgørene og gøre sig upopulær. Så kommer roen også, og det faste fokus på de bedste værdier kommer tifold tilbage.”

Foto: Leif Tuxen