Når mor og far siger nej til pasta til aftensmad, fordi det er usundt, eller når de ikke kan tage et ekstra stykke kage, fordi de så bliver tykke, så har det større konsekvenser, end de måske tror.
For når forældre højlydt udtrykker, at de er utilfredse med deres krop, eller at noget mad er forkert at spise, påvirker det den måde, deres børn tænker om sig selv, og den mad, de spiser. Sådan siger familievejleder Lola Jensen.
”Det er særligt børn, der er lige før teenagealderen, der er modtagelige. De har brug for at få boostet deres selvværd og opleve, at de voksne er tilfredse med sig selv. I stedet for at sige, at man går på kur for at tabe sig, eller at man udbryder, at man da også skal have nye bryster, fordi de gamle er begyndt hænge, skal man faktisk hellere tie stille,” siger hun.
En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen slår også fast, at forældre påvirker, hvor meget deres børn er aktive. Ifølge rapporten er danske børn nogle af de mindst aktive i Europa, og forældrene kan fungere som rollemodeller og støtte og vejlede deres børn i at være mere aktive.
Men man skal passe på, hvordan man udøver den indflydelse, mener Lola Jensen.
Hun peger på, at et stigende antal børn og unge ikke vil i bad efter idræt, fordi de er flove over deres kroppe. Og at børn helt ned til syvårsalderen dyrker fitness, fordi de har lært af mor og far, at man skal have muskler og ikke være tyk.
”Vi ser et markant fokus på kroppen og på sundhed, og der er et pres på at se ud på en bestemt måde. Det pres ligger forældre også under for, og når skolebørn så ikke vil gå i bad, tyder det på, at forældrenes pres er givet videre til børnene. Jeg har hørt om en pige på seks år, som ville barbere hårene af benene, fordi hun havde lært, at man ikke skal have hår på kroppen,” siger Lola Jensen.
Ifølge hende bør forældre slet ikke tale med deres børn om træning og sund mad, før de er teenagere, eller før de selv kommer og spørger. Og selv der bør man være forsigtig med, hvad man siger, mener hun.
”Især de små børn sætter jo ikke spørgsmålstegn ved, hvad mor og far gør. Hvis de får serveret grøntsager som det mest naturlige i verden, tænker de jo ikke over, om det er sundt eller ej. Det er overvejelserne omkring, hvad man gør, man skal passe på med. I stedet for at sige ’nu skal vi ud og bevæge os, for vi bliver tykke, hvis vi sidder foran computeren’, kan man sige ’i dag skal vi i skoven og have frisk luft og røde kinder, for så får vi sådan en god appetit’,” siger hun.
Mia Lichtenstein er psykolog og forsker i træningsafhængighed ved Syddansk Universitet. Hun kan sagtens nikke genkendende til Lola Jensens holdninger, men synes godt, man kan tale med sine børn om sundhed og træning, hvis det bliver med et positivt udgangspunkt.
”Sundhed og kost og træning er en vigtig del af vores liv, og motion og sport er jo mange forskellige ting, det er også oplevelser, engagement og samvær. Det samme gælder mad. Selvfølgelig er det vigtigt med en varieret og sund kost, så vi kan have det godt, men mad er også en social aktivitet, som vi dyrker med andre, som vi hygger os med, og som giver oplevelser. De forskellige nuancer om kost og motion er vigtige at have øje for, så det ikke kun handler om forbudt mad og rigtig mad defineret alene ud fra nogle meget få ting,” siger hun.
Til dagligt arbejder Mia Lichtenstein med træningsafhængighed og mennesker med spiseforstyrrelser, og også hun peger på, at der er et større og større fokus på træning og sundhed. Især når man er ung, kan det være svært at håndtere.
”Jeg ser konsekvenserne, når især de unge teenagepiger ikke har noget øvre loft på, hvor meget man må træne. De officielle anbefalinger er, at man skal være aktiv minimum 30 minutter om dagen, men det laver pigerne hurtigt om til halvanden eller to timer. Fornemmelsen for normal motion bliver mere og mere forstyrret, for pludselig tæller de 10 kilometer på cyklen hver dag til og fra skole ikke som motion, for det er bare transport. De kan ikke længere mærke, hvad kroppen siger, for alt er dikteret ud fra regler og programmer,” siger hun.
”Der findes et hav af apps, som monitorerer, hvor mange kalorier du indtager og forbrænder, og så er de på stenalderkost og 5:2-kure, som gør, at kulhydrater og fedt er skamfuldt, og de undgår gluten eller laktose, så kosten bliver meget restriktiv. Nogle af dem har lært det hjemmefra, fordi mor og far selv lever efter de regler. Man skal holde sig langt væk fra det som familie, for når kalorieregnskabet først er kørt ind i hovedet, er det svært at aflære, og så er der risiko for, at forholdet til mad og motion bliver skadeligt og kammer over i en retning, der ingenting har med sundhed at gøre,” siger hun.
Også hun mener, at forældrene har et ansvar.
”Det er så vigtigt, at vi snakker med vores børn om kroppen på en måde, hvor det ikke handler om, at man er ked af sin krop, at den ser forkert ud, at man burde spise anderledes, og at det er de ting, der er motivationen for at leve et sundere liv. Der er ingen tvivl om, at børn kopierer deres forældre, og hvis de voksne hele tiden vejer sig eller snakker om at løbe hurtigere, træne mere, spise sundere, så er det klart, at det sætter et spor i børnene. I stedet bør snakken handle om, at man gør noget godt for sig selv, at man gerne vil passe på sin krop, kunne nyde måltider og motion for det gode, det giver, og ikke at det kun er motiveret af, at noget er galt,” siger hun.
”For eksempel kan man, når man spiser sammen, give udtryk for nydelsen, hvor flot maden er anrettet, og at man taler om måltidet på en måde, hvor det handler om den fælles oplevelse, man har. Ikke om, hvor mange kalorier der er i den sovs, far har lavet, og hvor mange skridt man skal gå bagefter for at forbrænde den.”
Og så handler det om at elske kroppen, som den ser ud. Uanset om man er voksen eller barn.
”Forældrene skal være gode forbilleder. Når de siger til deres børn ’elsk dig selv, som du er, vær dig selv, og tænk ikke på, hvad de andre siger’, skal de huske, at det også gælder dem selv. Hvis forældrene hele tiden agerer ud fra, at de selv ikke føler sig gode nok, og kommenterer farmor-armene, eller at lårene er for store, kan det klinge lidt hult, når de gerne vil præge deres barn i en retning af at hvile i sig selv,” siger hun.
Men man skal heller ikke være blind for, at flere og flere børn er overvægtige, mener Lola Jensen.
”Det er rigtigt, at for mange tager på, og vi bliver tykkere og tykkere. Det, der tidligere var kraftigt, er i dag ved at være almindeligt. Og så er det klart, at der kommer mere og mere fokus på, at vi skal tabe os og være sunde. Men min holdning er, at ingen børn skal være på kur. De skal vokse, og hvis de er kraftige, når de når 10-11-årsalderen, kan man hjælpe dem lige så stille ved at øse portioner op til dem henne ved komfuret eller sørge for, at der ikke er slik og sukker i huset. Men lad være med at tale med dem om kulhydrater og proteiner. Børn skal have lov til at være børn.”