Prøv avisen
Mine familieværdier

Morten Pape: Min mor er en helt, selvom hun lå på sofaen det meste af min barndom

Min mor er den klogeste kvinde, jeg kender, siger forfatter Morten Pape. Foto: Asger Ladefoged

Han er søn af en manio-depressiv mor og en far, der aldrig rigtig var nærværende. Forfatteren Morten Pape voksede op i et hjem, hvor forventningerne var lave, men han betragter det som en gave

Jeg er vokset op i et betonrækkehus med en lille gård og have i Urbanplanen på Amager sammen med min mor, lillebror, lillesøster og min far. Det var et hjem uden den store sociale, økonomiske og kulturelle kapital med en tung nikotindunst, Ikea-møbler og en masse videobånd.

Urbanplanen var et sted, der bar præg af mange smadrede familier. En social underskudsklasse, hvor vold, racisme og anarki herskede i skolen og på gaden. Og hvor normen ikke var at være gode ved hinanden, men i stedet at træde på hinanden. Den hårdføre og dårlige stemning fra omgivelserne trak mine søskende og jeg med ind i hjemmet.

Derfor var tonen og relationen mellem os dårlig, men min mor kæmpede for at holde sammen på familien. Og jeg lærte, at familien var et stort tandemhjul. Hvis kæden hoppede af ét sted, ville det hele falde sammen, så vi var nødt til at hjælpe hinanden. Men på grund af sygdom, uheld og en masse vrede kørte hjulet bare sjældent som smurt.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 10 år gammel. Og det bedste råd, min far nogensinde har givet mig, er, at bolden aldrig kan ryge under målet. Det kunne godt have været en tese om, at hvis man sigter lavt i livet, bliver man ikke skuffet. Men for min far var det bare en bogstavelig fodboldmetafor. Jeg har ikke fået noget livsråd fra ham - udover på en fodboldbane. Og til sidst virkede han ligegyldig over for mig og mine søskende.

Min far var ikke en far, men min mor var først og fremmest en mor. Hun kæmpede med manio-depression og lå ofte på sofaen, så fjernsyn og røg smøger dagen lang.
Mens hun var syg, havde vi vores kampe, hvor vi var dødeligt uvenner og ikke talte sammen i flere dage. Men efter jeg er blevet voksen, er jeg blevet klar over den helt umenneskelige indsats, hun har udført.

Hun havde tre umulige unger, en psykisk sygdom, to jobs som rengøringskone og meget få penge. Alligevel stod hun imod og insisterede på at være en mor for os. For mig er det meget heltemodigt, fordi hun på trods af modstand og knappe midler hang i. Hvis det var mig, havde jeg ikke kunnet holde det ud. I dag er min mor den klogeste kvinde, jeg kender. Det er altid hende, jeg ringer til, når jeg har brug for et godt råd.

Jeg er en idiot til tal og skat, og hun hjælper mig hvert eneste år, men hun er også god at tale med om livet og om kærligheden. Hun overanalyserer aldrig, er bramfri og kontant. Og så er hun altid på min side. Jeg tror, jeg kunne myrde en mand, og hun ville stadig være på min side.

Hun har altid bakket mig op, men om jeg blev pornostjerne, pølsemand eller pilot var ligegyldigt. Det eneste, mine søskende og jeg ikke måtte ende ud med, var at blive kriminelle. Set i bakspejlet har det både været en tilforladelig, men også en enormt befriende tilgang til livet. At vokse op uden nogen særlige forventninger eller ambitioner.

Fordi der ikke var noget præstationspres, var jeg tvunget til selv at have høje ambitioner. Jeg skulle have modet til at ændre mit liv, for der var ingen andre, der pressede mig til det. Det har gjort, at jeg i dag udelukkende træffer mine valg for min egen skyld og ingen andres.

De lave forventninger har også givet mig muligheden for at opdage kunsten på egen hånd. Jeg er aldrig blevet slæbt med på restaurant Noma, tvunget til at se en eller anden Hammershøi-udstilling eller gået til cello-undervisning. Når man ikke bliver malket med, hvad der er god smag, så er opdagelsen af kunst meget mere ren og uspoleret. Det har jeg været meget glad for.

Min opvækst har gjort mig bevidst om, at jeg ikke ville ende som min far eller min mor. Eller for den sags skyld mange af de andre fra Urbanplanen. Jeg vidste ikke hvordan, jeg skulle bryde ud af den spiral, men jeg vidste, at jeg ville have mere ud af livet end mine forældre. Om jeg så er lykkeligere end dem, det er det store spørgsmål.