Forældre overstimulerer babyer

Nybagte forældre glemmer at skærme deres babyer for lys og støj. Det resulterer i børn med urolig søvnrytme, mener eksperter

Foto: Colourbox.com.
Foto: Colourbox.com.

Alt for mange forældre overstimulerer deres babyer. Sådan lyder meldingen fra en overlæge og en familievejleder, som mener, at forældre skal overveje, hvordan de kan skærme de små fra de mange indtryk.

Som familievejleder møder forfatter Lola Jensen jævnligt forældre, som beklager sig over, at deres baby kun sover korte lure i løbet af dagen og vågner med urolige drømme om natten. Ofte kan den dårlige søvnrytme ændres, hvis forældrene organiserer sig med fokus på ro omkring barnet.

"Tænk på, hvor mange babyer du ser blive båret rundt i storcentre i autostole. Børn under otte uger skal skærmes fra lyde og lys, for de er meget følsomme. Jeg tror, at mange mødre tager de helt små med på indkøb uden at overveje konsekvenserne, fordi de ser så mange andre gøre det samme," siger Lola Jensen.

Hendes bekymring deles af overlæge Birgitte Vange, børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Augustenborg Sygehus. Mange forældre bruger flittigt en bæresele til deres små børn, men hun mener, at seleproducenterne fører forældrene ud på et vildspor, når de foreslår, at barnet skal vendes ud mod verden, så snart det kan holde hovedet selv. For ifølge børnepsykologien skal små børn ikke have front mod verden, men kontakt med forældrene. Og så skal de skærmes.

"Forældre køber jo ikke en bæresele for at skade deres barn. Men jeg tror, at mange har misforstået det lille barns behov for stimulation. De helt små har meget mere brug for nærvær, ro og opmærksomhed derhjemme end en masse indtryk fra den store verden."

I børne- og ungdomspsykiatrien ser man en voldsom stigning i antallet af hyperaktive og opmærksomhedsforstyrrede børn og unge.

"Når antallet boomer i den grad, må vi spørge os selv, om det kan have noget at gøre med de vilkår, vi byder vores børn," siger Birgitte Vange, som mener, at man må overveje, om der er en sammenhæng mellem overstimulerede børn og opmærksomhedsforstyrrelser senere i livet.

Kritikken bliver mødt med skepsis af sundhedsplejerske, ph.d. Else Guldager.

"Der er en tendens til at kritisere forældre og udtale sig ud fra enkeltstående tilfælde. Mig bekendt er der ikke hold i de alvorlige konsekvenser, der nævnes."

Hendes erfaringer fra samarbejde med forældre er, at de er ansvarsbevidste og bedømmer, om den lille trives med det, forældrene gør.

"Forældre er enormt opmærksomme på deres barn og dets personlighed. De er samvittighedsfulde og spørger, hvad de kan gøre for at gøre det bedste for deres børn. Men man kan jo ikke lade være med at købe ind, fordi der er kommet et spædbarn i familien, og man skal også have motion," siger Else Guldager.

nygaard@k.dk