Metadon, piller og kokain i lange baner. Det var hovedingredienserne i Dorte Sørensens liv, kort efter hun i 1989 mødte sin daværende kæreste i Aalborg. Han var stofmisbruger. Dortes misbrug begyndte i det små, men eskalerede meget hurtigt, og inden længe fløj stoffer, våben og kriminelle mennesker ind og ud ad døren hos Dorte og hendes kæreste.
I dag har hun sagt farvel til stofferne takket være to års ophold på Familiecenter Dyreby ved Varde, der har specialiseret sig i misbrugsfamilier. Huset i Aalborg, hvor kriminalitet og narko prægede hverdagen, er nu skiftet ud med et lille rødstenshus i Henne Stationsby, hvor Dorte på 45 år og hendes tre piger har boet det seneste år som et led i familiebehandlingen.
Når døren til huset åbnes, er det første, der møder ens blik, en bred trappe dækket til med gummistøvler og kondisko i tre forskellige børnestørrelser. Trappen fører op til pigernes værelser. Plakater fra gulv til loft af idoler som Jonny Depp og Madonna pryder væggene i det ene værelse. Her bor Liv på 13 år. I et andet børneværelse er plakaterne skiftet ud med en mere lyserød og knap så teenage-præget stil. Peter Plys-sengetøj, lavalamper og lyserøde stole præger indretningen i det lille børneværelse, hvor Signe på syv år bor. Og inde ved siden af bor Emma på fem år sammen med sin mor.
Fra køkkenet breder opvaskemaskinens brummen sig ind i stuen, hvor Dorte og hendes tre piger sidder i sofaen. Lyden fra vaskemaskinen blander sig med en barnestemme. Signe er ved at læse op af skolebogen "Læsefidusen i Vietnam", mens Dorte retter på læsningen. Signes to søskende Emma og Liv lytter også, men Emma bliver hurtigt utålmodig og får lov til at gå op på sit værelse og lege med barbiedukker.
Fra stuens spisebord fortæller Dorte om, hvordan opholdet på Familiecenter Dyreby var vendepunktet, der fik familien på rette spor igen efter et liv, hvor hun i 15 år levede med store narkoproblemer samtidig med, at hun blev mor til sine tre døtre. Mens Dorte fortæller, render Emma til og fra stuen og prøver at overtale Liv til at lege sammen med hende. Signe sidder ved siden af sin mor og lytter til hele fortællingen om narko, svigt og løgne.
– Der kom folk i vores hjem i Aalborg med et kilo hash ad gangen, som Livs far skulle sælge. Almindelige mennesker kom og afleverede deres sovemedicin og nervemedicin, som han solgte for at kunne købe ekstra metadon til ham og mig. Der var også folk fra det hårde miljø i Aalborg. Rockere, som stort set altid havde skydevåben på sig. Jeg fik meget hurtigt et tilhørsforhold til det miljø, som ellers lå så langt fra den måde, jeg tidligere har levet på, fortæller Dorte.
Dorte og hendes kæreste købte en café sammen i Aalborg, men arbejdspresset fik Dorte til at ty mere til stofferne, som blev hendes hjælpemiddel til at holde sig vågen og knokle på arbejdet.
– Stofferne gav mig energi og overskud. Samtidig skred min moraltærskel, og jeg blev meget hurtigt en del af det kriminelle miljø. Mine grænser skred på den måde, at kriminalitet, trusler og handel med stoffer blev en del af min hverdag. Det foregik både derhjemme, men i høj grad også på den café vi havde, fortæller Dorte.
Misbruget startede som en nysgerrighed, men efterhånden blev den erstattet med en rus fra stofferne, som fik Dorte til at føle sig så meget på toppen, at hun "kunne klare hele verden".
Før Dorte kom ud i misbruget, levede hun et normalt liv som mange andre unge i hendes alder. Efter en studentereksamen tog hun til England i et år, hvorefter hun flyttede til Aalborg. Her startede hun med at arbejde på en restaurant, men gik samtidig med drømmen om at uddanne sig til pædagog. Pengene fristede, og derfor blev hun ved med at arbejde i flere år indtil den dag, hvor hun mødte Livs far, og de tunge døre til et liv med narkoproblemer blev åbnet.
Efter et par år blev Dorte gravid med sin ældste datter Liv. Dorte fik sig taget sammen til at læse første år på pædagoguddannelsen, men begyndte samtidig at have et stigende hashmisbrug. Derfor tog hun i 1994 en drastisk beslutning om at vende stofferne og sit liv i Aalborg ryggen og flyttede ind hos sine forældre.
Men Dorte var blevet så afhængig af stoffer, at de næste 10 år af hendes liv blev en lang og sej kamp, hvor hun gang på gang skuffede og svigtede familien med sit store narkomisbrug. Misbrug, som hun forsøgte at skjule for familien.
– Jeg var godt klar over, at jeg ikke kunne holde det skjult længere. Da jeg mødte de to yngstes far, blev jeg simpelthen afgiftet. Jeg bildte min familie ind, at jeg havde influenza i en lang periode. Der gik to år, hvor jeg ikke rørte noget, og hvor jeg fik Signe, fortæller Dorte.
Men der gik ikke længe, før Dorte igen erstattede vitaminpillerne med metadonen.
– Jeg begyndte at få rygproblemer, som jeg selv overdrev, fordi jeg vidste, at smerterne gav adgang til medicin. Jeg ville jo ikke fortælle noget til min familie eller venner. Så jeg endte med at blive indlagt på Give Sygehus til rygtræning, hvor jeg fik snakket så meget for min syge moster, at smertebehandlingen blev metadon. I løbet af tre uger var jeg faktisk oppe på 60 milliliter om dagen, og det er meget, fortæller Dorte.
Efter Dorte kom hjem fra sygehuset, blev hun gravid med sin yngste datter. Men stofferne var blevet en så integreret del af hendes liv, at hun ikke kunne slippe dem under denne graviditet. Emma blev født med abstinenser. Samtidig med at Emma var på aftrapning med opiumsdråber, steg Dortes forbrug af metadon.
Som erstatning for Dortes kontakt til et misbrugscenter i Holstebro fik hun en aftale med sin læge om at få metadon. Dosis var 120 milliliter. Det var ikke nok, og kort tid efter fik Dorte overbevist amtets metadonlæge om, at hun skulle have en dosis på 180 milliliter. Amtets højeste dosis.
Det blev sværere og sværere for Dortes tre piger og hendes kæreste at være sammen med hende. Mens metadondosisen steg støt, skubbede Dorte sine døtre længere væk fra sig. Hendes ældste datter var så flov, at hun prøvede at være mindst muligt hjemme.
– Jeg var flov, når jeg havde veninder med hjemme, fordi mor bare lå og sov på sofaen. Jeg blev så træt af det, og jeg var så ked af det. Så jeg sørgede for at være så lidt som muligt hjemme, men sov hos veninder og var hos dem i stedet, fortæller Liv og fortsætter, mens hun kigger ned i bordet:
– Engang på skolen til en skolefest for alle elever og forældre var jeg hele tiden henne ved mor og sige, at hun ikke måtte falde i søvn. "Du skal ikke falde i søvn mor, jeg vil ikke havde, at du sover her. Du må godt tage hjem, hvis det er det, du vil", sagde jeg til hende. Jeg var en lille voksen, der skulle passe min mor, fortæller Liv og kigger op fra bordet igen.
Hendes blik møder Dortes blik. De er begge to godt klar over, at rollerne er byttet om i dag. Det er ikke længere Liv, der passer på sin mor, men omvendt.
Dorte flyttede fra de to yngste pigers far og tog sammen med en misbrugskonsulent kontakt til Thyholm Kommune for at få hjælp. Kommunens udgangspunkt var, at Dorte kunne få 10 dage på Lemvig Sygehus for at blive afgiftet.
– Allerede der blev jeg klar over, at med den indstilling kommunen havde, ville det blive en kamp for mig at få bevilliget en plads på Familiecenter Dyreby, siger Dorte og fortæller, at faderen til de to yngste piger på det tidspunkt begyndte at søge forældremyndigheden over de to piger.
– Der blev jeg klar over, at jeg ville miste mine piger, hvis ikke jeg fik noget hjælp. Men der blev ved med at komme afslag på afslag fra kommunen. Kommunens ønske var, at de to piger blev fjernet fra mig. Jeg blev slet ikke mødt med forståelse – tværtimod. Kommunen opfordrede Emma og Signes far til at søge forældremyndigheden, men jeg vandt den. Både i byretten og i landsretten, fortæller Dorte.
Vendepunktet i Dortes liv kom, da hun fik at vide, at hun og hendes tre døtre kunne starte på Familiecenter Dyreby den første april 2004. Fra Dorte startede med at søge behandling på centeret, gik der et år, inden kommunen bevilligede en plads.
I dag fortæller hun om, hvordan opholdet reddede hendes forhold til de tre døtre. Forældreundervisning, psykoterapi og familieterapi er blandt nogle af de behandlingsformer, som Dorte og hendes familie har været igennem de sidste to år. Det første år boede de på centeret, hvor de lærte, hvordan man lever sammen som en familie med pligter og ansvar.
– Det har givet mig rigtig meget. Jeg har gået til terapi med Emma, hvor jeg har siddet og holdt hende tæt ind til mig. Hun har fået lov til at komme igennem hele følelsesregisteret. Hun har ikke haft så meget sprog, men har været igennem faser af raseri, sorg og kærlighed i de her meget tætte og intime forløb.
– Ellers har det været familieterapi med Liv og Signe. Liv har båret rundt på en masse hemmeligheder. Jeg kunne slet ikke tåle at høre, da Liv begyndte at fortælle om, hvor mange gange hun havde set mig i en tilstand, som hun var flov over. Hvordan hun udmærket vidste, at jeg købte piller, hvem jeg købte dem af, og hvordan de kom med posten. Hun havde båret det inde i sig, holdt facaden og var simpelthen på overarbejde hele tiden. Alle de her følelser affødte et enormt raseri til mig, fortæller Dorte.
I dag er familiebehandlingen netop overstået, og Dorte kan se frem til et liv uden narkomisbrug. Tilværelsen med narko, løgne og kriminalitet er erstattet med en fremtid med job, uddannelse og tre velfungerende piger, fortæller Dorte, mens hun kigger ud ad vinduet. Hendes blik fortsætter hen over togbanen og fæstner sig ved nogle gule bygninger – ved hendes fremtidige arbejdsplads. Mens hun har gået til behandling det sidste halve år, har hun arbejdet i de gule bygninger, der er et værested for unge med autisme. Fra april er hun blevet fastansat og skal samtidig færdiggøre sin pædagoguddannelse på Esbjerg Seminarium som fjernstudium.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk
Anbragte børn
Formålet med familiebehandlingen er at undgå en anbringelse af børnene uden for hjemmet, ved at udsatte familier får hjælp til at fungere som familie igen.
Efter et to års ophold på Familiecenter Dyreby er tre ud af fire familier i stand til at leve et velfungerende familieliv.
Der er 14.074 anbragte børn og unge mellem 0 og 23 år i Danmark.
Ni procent af de anbragte børn er tvangsfjernet. Det gælder 1222 børn.
Kilde: Danmarks Statistik og Familiecenter Dyreby