Prøv avisen

Fravalget af børn er mit tilvalg i livet

Lisbeth Arne Nordager Thonbo er blot en af de mellem 10 og 14 procent af danske kvinder, der aldrig føder et barn. I modsætning til mange andre har hun altid vidst, at hun ikke ville have børn, og den beslutning er hun glad for at have stået ved, selvom mange har stillet spørgsmålstegn ved den.

Lisbeth Arne Nordager Thonbo har aldrig været interesseret i babyer og børn. I stedet har hun været optaget af uddannelse og arbejde og altid være afklaret om, at børn ikke skulle være en del af tilværelsen

De to koksgrå katte, Knold og Tot, smyger sig veltilfredse langs entreens hvide vægge. For enden af gangen dukker et hyggeligt køkken op med et højt bord og tilhørende stole, og i baggrunden blinker solens sidste stråler i de københavnske søer.

Løbende forældre med letvægtsklapvogne og pustende mødre på Christiania-cykler suser forbi stuelejlighedens store vinduer, men indenfor er der ro. Og stille. Ingen børn larmer, og ingen teenagere sender astronomiske decibel-mængder ud bag en af de mange døre. Kun kattenes spinden og trafikkens lyde er at høre, og det passer 50-årige Lisbeth Arne Nordager Thonbo godt. Sådan har hun ønsket det, og sådan skal det være.

Fra helt lille pige har Lisbeth Thonbo været uinteresseret i børn og forældreskab. Ubevidst dengang, men som hun voksede op, blev afklaringen større. Ansvaret, følte hun, var for tungt, og mulighederne for et andet liv flere. Derfor var det heller ikke far, mor og børn, der var favoritbeskæftigelsen, når hun opsøgte legekammeraterne i det indre København i 1960'erne.

"Jeg var bare ikke til det der med at klæde dukker på eller sidde stille og male. Jeg ville hellere lege og spille fodbold med drengene, og det fortsatte op gennem mine teenageår. Dengang var det jo aldrig noget, jeg tænkte på, men jeg husker tydeligt nu, at det med at lege familie ikke var noget for mig."

Som yngste barn i en søskendeflok på tre og med en hjemmegående mor føler Lisbeth Thonbo selv, at hun har haft en god og tryg barndom. For hun blev ikke som så mange børn i dag parkeret på en institution, men havde masser af tid med familien.

Tid til familien har Lisbeth Thonbo stadig, for som den i søskendeflokken uden børn og geografisk tættest på sin nu 83-årige mor er det ofte hende, der hjælper til, når der er behov for det. Det betyder meget for hende at kunne give sin mor den hjælp, hun har brug for.

Lisbeth Thonbo er projektleder på Institut for Menneskerettigheder, og før det har hun arbejdet som diplomat og været udsendt til Argentina og Vietnam. Her har hun set nok børn med travle karriereforældre ude omkring i verden.

Allerede dengang vidste hun, at det liv ville hun ikke udsætte noget barn for. Da lysten heller ikke var der til at se sine egne gener reproduceret, blev hun og hendes daværende mand i fællesskab enige om at leve livet uden børn.

"Dengang som nu er jeg sikker i min sag. I dag skal jeg ikke længere tage stilling til spørgsmålet, men det har jeg da gjort ofte førhen. Jeg har reflekteret meget over, om det var det rigtige, mærket efter og talt meget om det med min daværende mand. Men jeg har aldrig interesseret mig nævneværdigt for små børn og babyer. Har aldrig haft trangen til at dikke-dikke, når en kollega bragte en nyfødt ind på kontoret eller nogensinde mærket det såkaldte biologiske urs tikken. For mig var valget let, så derfor var svaret også et klart nej til at få børn."

Så let har omverdenen dog ikke ladet Lisbeth Thonbo slippe. Spørgsmål og meninger er det blevet til mange af gennem årene, men det er heldigvis, smiler Lisbeth Thonbo, ved at være slut nu på grund af hendes alder. Dog blev de ved helt op i 40'erne og ikke kun fra venner og bekendte, men også fra folk, der ikke kendte hende.

"Folk har kaldt mig egoistisk, men jeg mener faktisk, at det er forældrene, der er egoistiske. Det er stort at sætte et andet menneske i verden, men hvis du gør det, så gør du det udelukkende for din egen skyld. Det er jo ikke for barnets. Jeg vil gerne være noget for andre mennesker og min familie, men det behøver ikke nødvendigvis at være mine egne børn, jeg kan sagtens tage mig af andres."

Derfor er hun også nogle gange trådt til som barnepige for sine kolleger eller søskendes børn, som hun har et tæt og fortroligt forhold til, og hvis billeder pryder køleskabsdøren. Desuden er hun gudmor til en nu voksen niece og papmor for sin nuværende mand, Hennings, to voksne børn.

Lisbeth Thonbo kommer godt ud af det med dem alle og har haft meget fornøjelse af dem, især som de er blevet store, men kærligheden til andres børn får hende ikke til at fortryde sit eget til- eller fravalg et øjeblik.

Heller ikke alderdommen uden sine egne børn og børnebørn er noget, der bekymrer Lisbeth Thonbo. For et liv, som børn aldrig har været en del af, har givet hende mulighed for at skabe andre kontakter, rejse meget, nyde musik og film samt dyrke interessen for sprog. Og så, siger hun, er børn jo heller ikke nogen garanti for, at du får besøg som gammel. Faktisk bliver man i dag nødt til selv at skabe sit liv og indhold i det, mener hun, for at håbe på børnene som en forsikring mod ensomheden holder ikke. Så ville så mange ældre jo ikke sidde alene tilbage på plejehjemmene i dag.

Uden for lejligheden og stuens vinduer er lyset forsvundet, men i modsætning til de mange på de hurtigtkørende Christiania-cykler på cykelstien kan Lisbeth Thonbo bare læne sig tilbage på de høje køkkenstole og nyde udsigten til Søerne og aftenen. Sammen med Henning kan hun rejse, ryge eller regere, lige så meget hun vil, eller fylde tilværelsen med arbejde.

"Min frihed giver mig nogle muligheder for at gøre ting, som forældre ikke har. Jeg synes, jeg blev bundet, da jeg fik kattene, men det er da ingenting imod, hvad jeg ville have været, hvis jeg havde fået børn," griner Lisbeth Thonbo.

familieliv@k.dk