Prøv avisen

Frygten som opdrift

– Jeg vil altid kæmpe for anerkendelsen, fordi den ikke kom ind med modermælken. Min selvtillid er høj, men mit selvværd er ekstremt lavt, og det er formodentlig også derfor, at jeg stadig ligger ude i overhalingsbanen. Jeg har meget svært ved at hæve foden fra speederen og bare slappe af og nyde det, siger Lisbeth Zornig Andersen.– Foto: Jens Astrup.

Jeg er genetisk programmeret til at være en del af underklassen, siger Lisbeth Zornig Andersen, der voksede op med arbejdsløshed, dårlig økonomi og druk. I dag er hun administrerende direktør, men angsten for at miste arbejdet sidder alligevel dybt i hende

Som 12-årig fik Lisbeth Zornig Andersen en seddel med et telefonnummer i hånden. Hendes geografilærer trak hende til side i et frikvarter og stak hende lappen. Ud over at undervise var han også nabo til den splejsede pige, og han og hustruen lagde mærke til, at hun var meget alene hjemme. At hun ikke var klædt på efter årstiden. At hendes tre ældre brødre var kommet på børnehjem.

Lærer Holst var en nobel ældre herre i bredriflet fløjlsblazer, og faktisk var Lisbeth en lille smule bange for ham. Alligevel nød hun, når naboægteparret inviterede hende på kakao efter skole. Så fik hun lov at sidde i arbejdsværelset med skrivemaskinen og alle bøgerne. En verden, der var meget langt fra den på den anden side af hegnet. Moderen var førtidspensionist, levede med sine tre hunde, skiftende mænd og drak øl med postbuddet. Faderen havde forladt familien, da Lisbeth var tre år, og de tre ældre brødre var havnet i forkert selskab. Nu stod Lisbeth Zornig Andersen med telefonnummeret til socialforvaltningen i hånden.

Lisbeth ringede. Da pædagogen kom for at hente hende, skældte moderen ud. Det samme gjorde de på børnehjemmet, hvor Lisbeths stædighed drev de voksne til vanvid. Kun i skolen fik hun ros, og lektierne blev lavet hver dag. Udover geografilæreren tog også en spejderleder og en pædagog sig særligt godt af pigen med den brogede baggrund, og netop de mennesker takker Lisbeth Zornig Andersen i dag for, at hendes liv formede sig, som det gjorde.

Jeg har været heldig at møde nogle gode voksne mennesker, der gav mig opmærksomhed og anerkendte mine styrker. Havde det ikke været for dem, tør jeg slet ikke tænke på, hvor jeg var endt.

Lisbeth Zornig Andersen er en af de få, der har taget turen fra laveste socialklasse til samfundets top. Hun er uddannet cand.polit. og er i dag administrerende direktør i it-firmaet Specialisterne. Hendes historie er enestående. Trods årtiers debat om øget social mobilitet viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at 46 procent af børn af ufaglærte forældre ikke har eller er i gang med en uddannelse, når de er 25 år. Det tal er kun syv procent, når det drejer sig om børn, hvor mindst en af forældrene har en videregående uddannelse. Ligeledes dokumenterer en rapport fra SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, at kun hver tyvende studerende på universiteterne har ufaglærte forældre.

I en ny bog om mønsterbrydere Opdrift 11 mønsterbrydere fortæller udtrykker uddannelsesforsker Erik Jørgen Hansen det således:

Chancen for at få en universitetsuddannelse eller blive en stor erhvervsleder er langt større, hvis dine forældre har gået på universitetet, end hvis dine forældre er ufaglærte arbejdere. Og hvad betyder det så? Det betyder, at hvis du er kommet fra socialgruppe fem og er endt i socialgruppe et, så har du været flittigere, bedre begavet eller mere heldig end dem, som kom fra socialgruppe et i forvejen.

I tilfældet Lisbeth var både flid, begavelse og held afgørende. Selvdisciplinen bragte hende i gymnasiet, og i 2. g trevlede hun Hvad kan jeg blive igennem for at finde et studium, der førte til et job med mindst mulig risiko for arbejdsløshed.

Gudskelov var jeg ikke på forhånd klar over, hvor hårdt økonomistudiet var. Jeg var heller ikke forberedt på, at det var fine folks børn, der læser polit., men heldigvis har jeg en begavelse og det mener jeg i ordets bogstaveligste forstand så jeg hurtigt kan sætte mig ind i nye ting og aflæse folk, fortæller Lisbeth Zornig Andersen.

Hun sidder i hjørnekontoret i den store hvide kontorbygning i Ballerup. Under sig har hun 55 ansatte fordelt på to afdelinger i landet. Hun er netop kommet fra et møde og skal kort efter videre mod endnu et hos IBM i Nordsjælland. Alligevel tager hun sig god tid. Tænder et levende lys, taler om billederne på væggene og holder hele tiden stemmen lavmælt, mens hun fortæller sin historie.

Nogen må jo vise, at det godt kan lade sig gøre at flytte sig. Jeg tror meget på rollemodeller, når det handler om at skabe mere social mobilitet. Jeg ved, at der findes langt flere mønsterbrydere i dansk erhvervsliv, end man er klar over, men mange har ikke lyst til at fortælle om det, når de først er brudt igennem lydmuren, siger Lisbeth Zornig Andersen.

For mange mønsterbrydere bliver usikkerheden en livslang følgesvend. Trods imponerende karakterer, flotte cver og anbefalinger. Det gælder også Lisbeth Zornig Andersen.

Jeg vil altid kæmpe for anerkendelsen, fordi den ikke kom ind med modermælken. Min selvtillid er høj, men mit selvværd er ekstremt lavt, og det er formodentlig også derfor, at jeg stadig ligger ude i overhalingsbanen. Jeg har meget svært ved at hæve foden fra speederen og bare slappe af og nyde det. Det er ikke min bestyrelse eller mine medarbejdere, som beder mig om at knokle så meget tværtimod, så synes de nogen gange, at jeg blander mig vel rigeligt. Som min eksmand sagde, så må jeg forstå, at jeg ikke længere er en Fiat 127, der kæmper for at overhale de andre, men i stedet er blevet en amerikansk flyder, der godt kan tillade sig at tøffe af sted på motorvejen, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Hun ser frygten for ikke at kunne klare sig selv som en væsentlig del af forklaringen på trangen til konstant at knokle.

Jeg kan blive fuldstændig skrækslagen ved tanken om at miste mit arbejde. Det er dumt, for jeg gætter på, at jeg kan få et nyt i morgen, men jeg er genetisk programmeret til at være en del af underklassen, som hele tiden er truet på sin eksistens økonomisk, arbejdsmæssigt og identitetsmæssigt. Jeg er vokset op på Lolland i ekstrem arbejdsløshed, og jeg tror, jeg lider af den kollektive frygt, som en hel del mennesker i udkanten af Danmark oplever. De er konstant bange for at miste job, bil og hus. Hvis man skal drage en parallel, er det noget af det, middelklassen oplever nu under den økonomiske krise. Jeg kan mærke panikken hos de folk, jeg snakker med, men den frygt er slet ikke ny for mig.

Derfor har Lisbeth Zornig Andersen også valgt at bo i et alment boligbyggeri i Rødovre. På den måde er hun sikker på altid at kunne betale terminen. Selv hvis hun mister jobbet.

Telefonen ringer. En nysgerrig stemme spørger til regnskaberne.

Vi kommer ud af 2008 med et overskud, siger Lisbeth Zornig Andersen, og ansigtet åbner sig i et af mange smil.

Efter tre år med modgang har den administrerende direktør fået vendt kurverne.

Den overlevelsesevne, jeg fik i min barndom, har jeg i høj grad brugt som leder. Jeg er hele tiden på forkant med tingene for at helgardere os. Mange virksomheder kæmper lige nu, fordi de i opgangstider har været for slappe. Deres ledere har ikke som jeg levet med risikoen som en konstant faktor. Jeg vil gætte på, at de af underklassens børn, der har klaret sig godt, kan blive guld værd rundt om i virksomhederne, for de er vant til at bide tænderne sammen og få ting til at ske med små midler.

Lisbeth Zornig Andersens egne fem børn er vokset op uden at mangle noget. Den ældste er flyttet hjemmefra. Han læser samfundsfag på Roskilde Universitet, fortæller hun med stolthed i stemmen.

Jeg har dog håbløst få ambitioner for mine børn. Jeg er ligeglad med, om de bliver frisører eller økonomer. Det vigtigste er, at de får et højt selvværd og er gode til at tage sig af andre mennesker.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk