Gammel kærlighed klikker også

Ældredating: Den store kærlighed kan vise sig kun at være et enkelt museklik væk. Det opdagede 70-årige Christen Refsbech, da han fik en profil på internettet. Det gav respons fra ligesindede. Et stadig stigende antal ældre dater via internettet, og de er kommet for at blive, vurderer eksperter

Det gammeldags stævnemøde er blevet til dating for den 70-årige Christen Refsbech, der har fundet en veninde via internettet. -- Foto: Kristian Djurhuus.
Det gammeldags stævnemøde er blevet til dating for den 70-årige Christen Refsbech, der har fundet en veninde via internettet. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Christen Refsbech er far, bedstefar og et godt stykke over pensionsalderen. Og så har han en profil på Dating.dk. For et halvt år siden flyttede han til et nybyggeri i Frederikssund med udsigt over Roskilde Fjord. Omtrent samtidig fandt han ud af, at der findes en lige så interessant udsigt at dykke ned i på internettets datingsider.

– Der åbnede sig pludselig et helt nyt vindue for mig. Da jeg var ung, var jeg jo vant til, at man med bævende stemme ringede til en pige og inviterede hende i biografen. Nu fik jeg pludselig på ingen tid skabt kontakt med en masse mennesker, fortæller han, mens han funderer over det gammelkendte stævnemøde, der nu har skiftet ordlyd til det mere nymodens dating.

Med sine 70 år er han ikke uvant med det med kærligheden. Bag sig har han to ægteskaber, fem børn og 10 børnebørn og har da også "været gift det, der skal giftes i det her liv", som han udtrykker det. Men alligevel begyndte han at føle sig lidt ensom. Lysten til at rejse, gå på museer og i teatret kriblede med uændret kraft, men de oplevelser er knap så sjove alene.

– Når jeg nu alligevel slentrede rundt inde i byen, var det jo meget rart at kunne gøre det med én i hånden – hvis nu jeg skulle falde, ler han.

Ulig mange af sine jævnaldrende har han endnu ikke valgt at hæve folkepensionen og trække sig tilbage. Den grønne Mazda bliver luftet regelmæssigt, når han tre gange om ugen kører ud på opgaver for firmaet Secure IT, og hans eget konsulentfirma inden for it-sikkerhed er også stadig rullende. En appetit på livet, som nok også har været med til at give grobund for hans profil på Dating.dk.

– Jeg vil ikke sættes i en bås og få at vide, at nu er du gammel, og så kan du kun gøre sådan og sådan. Det kan da godt være, at folk synes, jeg er en gammel skiderik. Men jeg gider altså ikke bare sidde og spille banko og drikke kaffe, siger han.

Christen Refsbech er ikke den eneste over pensionsalderen, der dater på internettet. Gennem det seneste år har et stigende antal ældre klikket sig vej til en datingprofil. Men ikke alle har samme forudsætninger som den it-kyndige 70-årige. Det viser et blik rundt på de mange profiler.

"Jeg har fået min søn til at hjælpe mig med at skrive denne profil, da jeg ikke er så god til computer," skriver en 78-årig kvinde på Dating.dk. "Dette er nyt for mig, men da jeg blev alene for et år siden, er jeg begyndt at føle mig lidt ensom," skriver en 80-årig mand på Love.dk. For at imødekomme de ældres behov for at navigere på internettet, har foreningen Ældremobiliseringen oprettet 80 datastuer landet over, der introducerer ældre til de nye teknologiske muligheder.

Formanden for Ældremobiliseringen, Knud Kingo Christensen, oplever, at de ældre har et stort behov for at lære at beherske computer og internet.

– Det er jo en helt oplagt mulighed for dem, der måske føler sig ensomme eller gerne vil have et større socialt netværk. De kan få udvidet deres horisont og få nye bekendte, forklarer han og understreger, at det er alle grupper af ældre, der føler sig draget mod internettets muligheder. Alderen på datastuernes brugere spænder vidt, fra 60 og op til de 90 år.

Interessen for internettet er helt i tråd med tendensen inden for ældreområdet, mener psykolog fra Videnscenter for Ældreforskning, Eva Bonde Nielsen. De ældre har masser af mod på livet og ønsker at deltage i det på lige fod med andre, uanset hvordan fortiden har tegnet sig.

– Jeg tror, at vi vil se en rivende udvikling, når det kommer til de ældres brug af internettet. Både blandt de grupper som allerede har kendskab til det via deres tidligere arbejde, og blandt dem der aldrig har været på arbejdsmarkedet. Tidligere kunne man frygte, at det kun var en bestemt gruppe, der ville få glæde af det, men efterhånden vil det være et bredt udsnit af ældregruppen, vurderer hun. Samtidig opfordrer hun til, at der bruges flere ressourcer på at få internettet spundet ud i alle kroge.

– Det er lidt en myte, at de ældre ikke har lyst til at date og finde kærligheden igen. Hvilket selvfølgelig også gælder for de hjemmeboende ældre, der ikke er stærke fysisk. Det vil være fuldstændig tåbeligt ikke at gøre brug af denne mulighed, eksempelvis ved at tilbyde dem internet hjemme, vurderer Eva Bonde Nielsen.

Selvom mange allerede har suppleret hjemmet med en internetforbindelse, er det dog endnu ikke helt accepteret blandt de ældre, at internettet agerer Kirsten Giftekniv. Det vurderer sociolog og fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen fra Instituttet for Fremtidsforskning. Men behovet for intimitet og nærhed er lige stort. Derfor er muligheden for at gemme sig bag skærmen et vigtigt aspekt for en ældregruppe, der måske ikke er vokset op med samme datingkultur som den yngre generation.

– Via internettet kan man pludselig opdage, at man ikke er den eneste, der sidder alene. Måske sidder der en sød ældre kvinde eller mand i den anden ende af byen, der har det samme ønske. Og hvorfor ikke udnytte den mulighed, vurderer hun.

Det vil dog kun være et spørgsmål om tid, før det vil blive mere normalt at finde en partner i det virtuelle univers.

– Det breder langsomt om sig. Især som de yngre med mere udprægede internetvaner bliver ældre og bringer deres erfaringer med internettet med sig ind i pensionisttilværelsen.

Hun bliver bakket op af Merete Platz, sociolog fra Gerontologisk Institut, der blandt andet forsker i ældres levevilkår. Hun erkender, at de ældre er lidt længere om at tage en ny teknologi til sig. Men der stopper forskellen mellem generationerne også, understreger hun.

– Der er ikke forskel på, hvorfor de unge og de ældre dater. Det bunder i det samme ønske om kontakt og nærhed, og så er det en måde at skabe en uforpligtende kontakt og se hinanden an, vurderer hun.

Netop det at kunne udveksle meninger og fælles standpunkter inden det første møde, er en af fordelene ved netdating, mener 70-årige Christen Refsbech.

– Når man er oppe i min ende af aldersstigen, så vil man ikke spilde tiden. Og jeg kan med det samme se, at er hun ikke glad for god mad og vin, eller er hun storryger, så er hun nok ikke noget for mig, reflekterer han.

Det var dog med en noget spændt fornemmelse i maven, at han for et halvt år siden sluttede sig til de tusindvis af profiler på Dating.dk. Inspirationen kom fra et tv-program, der fortalte om muligheden for at finde kærligheden på nettet.

– Jeg var da noget overrasket, da det væltede ind i min postkasse, for jeg var jo ikke sikker på, at der var nogen, der var interesseret i at tale med en gammel støder som mig. Men det er jo ikke et spørgsmål om alder, det er et spørgsmål om indstilling til livet. Jeg søgte efter varme, oprigtighed og nok også tryghed. Og så længtes jeg efter at have en at dele mine oplevelser med.

Taktikken virkede. Selvom Christen Refsbech husker, at det var en noget mærkelig følelse at skulle mødes med en, han kun havde set et billede af, så kom det første møde hurtigt i stand. Men Christen Refsbech skulle dog på mere end én date, før gnisten blev tændt. Det gjorde den i mødet med en 65-årig enke.

– Vi var da begge skingrende nervøse. Men så gik vi en tur i skoven og tog hinanden i hånden. Og allerede dér, var der skabt en fortrolighed mellem os, husker han. Det første møde blev til flere, og i dag har Christen Refsbech introduceret hende som sin kæreste for resten af familien.

– Mine børn siger, at "det er da fint far". Det betyder meget for mig, at de ikke føler sig forpligtede til at tage sig af mig. Det klarer jeg selv, jeg skal ikke være den, der sidder uden for mine børns dør og venter på, at de lukker mig ind, bedyrer han.

Alligevel har Christen Refsbech tænkt sig at blive boende i Frederikssund, mens hans kæreste bliver i huset nær Ringsted. En del år som ungkarl har trods alt affødt sine sære vaner, og hverdagen skulle helst forblive intakt, indrømmer han.

– Men vi nærer meget varme og dybe følelser for hinanden, og det er dejligt at opleve igen. Det har gjort mit liv mere helt, at jeg har fundet kærligheden igen, siger han.

– Det har sluttet cirklen.

familieliv@kristeligt-dagblad.dk

Netdating

40 millioner mennesker benytter sig lige nu af datingsider verden over, og det vurderes, at mellem en halv og en hel million danskere har forsøgt at finde en partner via internettet. Der findes et væld af datingsider på internettet. Bare i Danmark er der op mod 50, men kvaliteten er meget vekslende. Nogle af de mest brugte og seriøse datingsider er:

Dating.dk

Danmarks største og ældste datingside med op mod 650.000 brugere.

Siden har oplevet en stigning på 20 procent stigning i aldersgruppen 65-99 år inden for det seneste år.

Love.dk

Siden har ca. 66.000 medlemmer, hvoraf 400 er mellem 65-99 år. Profiler inden for denne aldersgruppe er blevet fordoblet inden for det seneste år.

Senior-date.dk

En datingside, der udelukkende henvender sig til brugere over 40 år. Arrangeret også middage for grupper af 20 singler på restauranter landet over. Siden har ca. 29.000 brugere, heraf er 2030 mellem 65-99 år. Inden for det seneste år, har senior-date.dk oplevet en stigning på 44 procent inden for denne aldersgruppe.

Netdating.dk

Siden har 300.000 medlemmer, hvoraf 1900 er mellem 65-99 år. Profiler inden for denne aldersgruppe er steget med 42 procent inden for det seneste år.

79 procent af danskerne har en internetforbindelse i hjemmet. Af dem er 52 procent mellem 60-74 år. Der foreligger ingen statistik over de danskere, der er over 74 år. Hvis man ønsker at lære at bruge en computer og beherske internettet, udbyder hoveddelen af de danske kommuner kurser. Ældremobiliseringen tilbyder også undervisning på 80 datastuer landet over.

Kilde: Danmarks Statistik og www.frit.lejde.dk – guide til dating og kærlighed.