Genbrugsbutikker bugner af billige gaver

Kun fantasien sætter grænser, når julen skal holdes på et stramt budget. Landets genbrugsbutikker rummer muligheder for at gøre et fund til billige penge, eller julegaven kan få en mere personlig karakter, ved at man selv laver den

Der er gode muligheder for at købe gode og billige julegaver i landets genbrugsbutikker.
Der er gode muligheder for at købe gode og billige julegaver i landets genbrugsbutikker. Foto: Af Nikolaj Linares.

35 kroner for et par nye sorte læderhandsker, 50 kroner for et aflangt hvidt porcelænsfad med guldkant og 300 kroner for et stort landskabsmaleri i guldramme. Landets genbrugsbutikker bugner med potentiale for at klare juleindkøb, hvis budgettet er stramt, og for de kreative kan der spares penge ved selv at have fingrene i julegavernes tilbliven.

Et af de steder, hvor man kan gå på julegavejagt, er i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik ved Københavns Sydhavn, hvor 66-årige Meta Palle er butiksleder.

”Det er ikke alle, der har råd til at gå i Magasin og købe dyre julegaver. Vi får både gamle kvalitetsmøbler og mærketøj, som aldrig har været brugt, ind ad døren. Hvis du kigger rundt i butikken, vil du hurtigt finde mange ting, som er nye og velegnede til julegaver, eller gamle ting som du ikke længere kan købe i butikkerne,” fortæller hun.

For nylig modtog butikken 250 par sko, som blev doneret af en forretning, der lukkede. Hver dag kommer folk med både nyt og gammelt, som de giver til butikken.

”Vi får alt gratis, og de penge, vi samler ind, støtter en række nødhjælpsprojekter,” påpeger butikslederen, mens hun viser rundt i butikken. Blandt julepynten står en Holmegaard juleflaske i glas fra 1987 i den originale æske, under et af bordene står en Wegner-taburet, på hylderne står alt fra Royal Copenhagen-porcelæn til gamle tekander med blomstret motiv, og i en af butikkens afkroge er der indrettet et børnehjørne fyldt med legetøj.

”Her i november begynder vi at pynte op i butikken og pakker noget af legetøjet ind, der kan bruges som kalendergaver. Jeg synes, det er fantastisk at se al den fine julepynt, vi får ind ad døren. Der er både nyt og gammelt og fine, håndlavede ting,” fortæller Meta Palle, mens hun udforsker en æske med julemærkebrocher.

En af dem, der ofte frekventerer genbrugsbutikkerne for at finde julegaver, er 38-årige Marie-Louise Rosengaard. Hun er genbrugsentusiast og skriver på sin blog ”Mit uendelige hjem” om alt fra genbrugsgaver til bæredygtighed. Sidste år fandt hun blandt andet bøger til sin far, en skindhue til sin søster og kjoler til de to døtre i genbrug. Derudover kommer børnenes skolebilleder i gamle genbrugsrammer, som gives til bedsteforældrene.

”Man kan flytte nogle ressourcer ved at købe julegaver i genbrugsbutikker, så man får råd til andet, og samtidig kan man få en højere kvalitet for pengene. Genbrug rummer potentiale for at finde noget, der er unikt og sjovere end det, man finder andre steder. Det kan give nogle hyggeligere gaver, fordi man også tænker kreativt,” forklarer hun. Flere af tingene, hun finder i genbrugsbutikker, sætter hun i stand eller frisker op. Hun syr retro-viskestykker ud af gamle duge, spraymaler flettede kurve, som kan bruges til dekorativ opbevaring, og farver gamle lagener.

”Man kan tillade sig at eksperimentere noget mere, fordi det ikke har kostet så meget, og man støtter også et godt formål. Der foregår rigtig meget forurening, når nye ting produceres, og det kan man spare miljøet for ved at gå i genbrug. Jeg er heller ikke verdens bedste til at give penge til forskellige specifikke velgørenhedssager. Til gengæld støtter jeg med rigtig mange kroner om året, når jeg køber gaver, tøj og andet i genbrugsbutikker,” forklarer hun og påpeger, at for mange kan en af grundene til at gå uden om genbrugsbutikkerne være en psykologisk barriere, hvor man tror, at man kun kan glæde en anden ved at købe noget nyt, der kan byttes. I den sammenhæng anbefaler hun, at man prøver at bryde den barriere for eksempel ved at give gaver, der kombinerer genbrug med noget nyt.

”Jeg arbejder meget med konceptgaver. Man kan for eksempel finde en flot vinkaraffel i genbrug og købe en god flaske vin til. En anden mulighed er en gammel tekande med god te til. Jeg patruljerer genbrugsbutikkerne i god tid for at finde gode gaver. Tit kan du finde splinternye ting, så det behøver ikke være et kæmpe projekt at købe gaver i genbrug,” forklarer Marie-Louise Rosengaard.

43-årige Signe Kjær Høiberg har de seneste år selv lavet flere af julegaverne sammen med sin otte-årige søn Gustav. Sidste år lavede de collager ud af blade, som blev rammet ind og givet som gave.

”Jeg kan se, at plakaterne stadig hænger rundt omkring, så enten er folk meget glade for dem eller meget høflige,” griner hun og nævner gode portrætter som en mindre tidskrævende gavemulighed. Signe Kjær Høiberg tyr til den hjemmelavede løsning, fordi der ikke er penge til dyre julegaver, men hun føler ikke, hun går på kompromis ved selv at fremstille gaverne.

”Jeg synes, der kan være noget smukkere ved at have brugt tid på og gjort sig umage med at lave en gave selv frem for at gå ned og købe noget for at få det overstået. Den hjemmelavede gave kan udtrykke den kærlighed, man gerne vil vise og give videre til et andet menneske,” forklarer hun og fremhæver, at det gør gaven mere personlig, når det ikke er noget, der kan købes i enhver butik.

”Jeg bliver selv rigtig glad for at få noget, som mine veninder har gjort sig umage med, for eksempel hvis de har strikket en trøje eller lavet nogle fleecehandsker. Det gør mig beæret, at de har brugt tid på at lave det til mig,” siger Signe Kjær Høiberg.