Der er en dag i Thomas Milsteds barndom, som står lysende klart for ham. De skulle flytte. Han var netop fyldt fem år og havde mødt sin stedfar en enkelt gang, hvor han var på besøg i deres lejlighed på Frederiksberg. Men den dag blev lejligheden på Hostrupsvej tømt og deres ejendele kørt mod hans stedfars rækkehus ved Søerne i København, som skulle være deres nye hjem.
”Det var en social opstigning for min mor. Hun drev en lille frisørsalon, men som enlig mor med tre børn var der ikke mange penge at gøre med. Nu fik hun kontokort til Illum og Magasin og steg flere sociale klasser. Hun var 17 år yngre end ham, og det var vel den klassiske historie om en ældre mand, som finder en smuk og yngre model. Min mor havde et stort rødt hår, var slank og havde både til gården og gaden,” siger Thomas Milsted.
Han husker endnu, hvordan han stod med en kurv med legetøjsbiler i hånden og betragtede den aldrende mand, som han nu skulle bo hos og forholde sig til.
Den i dag 53-årige Milsted er kendt for sit forfatterskab om stress og er professionel foredragsholder. Han har skrevet ni bøger om primært stress og arbejdsliv, men historien om livet som stedbarn har han ikke delt før. En dag talte han med sit næstældste barn, som også har prøvet at være en del af en sammenbragt familie, og det gik op for ham, i hvor ringe grad stedbørnenes stemme er blevet hørt, og det satte ham på sporet af den bog, som udkommer i næste uge: ”Stedbørnene - en guide til sammenbragte familier.”
”Det er sjældent, man hører stedbørnenes stemme, og jeg vil mene, at deres magtesløshed på sin vis er tabuiseret. Jeg er selv en del af det, der er gået galt i mine egne børns liv, og jeg har selv kendt til at skulle indordne mig,” siger Thomas Milsted, som i bogen giver ordet til en række voksne stedbørn, der får mulighed for at dele deres erfaringer om svigt og afsavn.
Skønt de unge voksne er anonyme, har det været overraskende svært at få stemmerne frem.
Det var ikke meningen, at Thomas Milsted skulle have været til. Hans mor var fraskilt og alene med to børn, da hun blev gravid igen med en anden mand end de to ældstes far. Moderen fik praktisk støtte af sine forældre, som drev en velrenommeret blomsterhandel på Frederiksberg. Hans morfar mente, at det var bedst, om barnet blev bortadopteret, og en tømrermester fra Fyn stod klar samme dag, Thomas Milsted kom til verden på Rigshospitalet. Men Thomas Milsteds mor nægtede at følge sin fars plan.
Hans biologiske far kendte han kun fra de billeder, som blev taget på barselsgangen, og han tog ikke del i Thomas Milsteds opvækst.
”Jeg vidste ikke meget om ham. Min bror og søster huskede ham som min mors kæreste og en sød mand, men vi talte ikke om ham. Jeg fik at vide, at han var litograf og arbejdede på Kunstakademiet. Selv om jeg aldrig havde levet med min biologiske far, så repræsenterede han et enormt håb gennem hele min barndom. Jeg var nemlig helt sikker på, at han altid var bedre end min stedfar, og han blev et håb om, at det kunne blive bedre,” siger han.
Med flytningen blev Thomas Milsted barn i et kunstnerhjem, som på mange måder adskilte sig fra livet i lejligheden på Frederiksberg. Hans stedfar, som han konsekvent omtaler som far, var billedkunstneren Jack Kampmann, der var en del af den intellektuelle venstrefløj. Thomas Milsted husker usikkerheden ved at skulle bo i en ældre mands hjem. Jack Kampmann var fysisk svækket, hvilket betød, at der ikke måtte leges vildt. Og så var der måltiderne, hvor Thomas Milsted følte sig som en anspændt elev til en ubehagelig eksamen.
”Min far var født i England og opdraget efter britiske idealer, så jeg skulle være stille under måltiderne, ikke smaske og lære at holdene armene tæt ind til kroppen, når jeg spiste, og jeg fik derfor servietter under armene, så jeg kunne lære det. Og når han mislykkedes i sin opdragelse, råbte han til min mor, at hun måtte tage sig af 'sin søn',” siger han.
Thomas Milsted blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor han gik, til han skulle i 7. klasse.
Et både strengt og hårdt, men også berigende miljø, som betød, at han fik sin egen verden og hver dag var væk fra hjemmet i mange timer. Men når han lå i sin seng, sørgede han altid for, at han holdt hovedpuden over hovedet, så han kunne dæmpe lyden af de voksnes vrede stemmer.
”Som voksen kan jeg se, at min far var dybt traumatiseret af de oplevelser, han havde haft under Anden Verdenskrig, hvor han havde kæmpet på britisk side, men det vidste jeg ikke som barn. I dag vil man nok sige, at han led af posttraumatisk stress, og det betød, at jeg aldrig vidste, hvor jeg havde ham. Jeg lod det gå ud over min mor, som jeg meget tidligt mistede respekten for. Hun måtte ikke kramme eller kysse mig, hvilket hun led under. Havde vi haft en hund, havde jeg nok mishandlet den,” siger han.
Hans ældre bror og søster kom på kostskole, mens han blev boende hjemme. Han fortæller om de gange, hvor han og hans mor flygtede fra en truende og stærkt ophidset far.
”Jeg kan huske, at jeg tryglede hende om, at vi skulle finde vores egen lejlighed og ikke vende tilbage til hans vredesudbrud, men det endte altid med, at vi kom tilbage.”
Jack Kampmann døde i 1989, og for godt 10 år siden døde Thomas Milsteds mor. Han har tilgivet dem, men det piner ham, at han ikke fik tilgivet sin mor, mens hun levede. Thomas Milsteds mor flyttede fra Jack Kampmann, da Thomas Milsted var 17 år. Selv blev han boende yderligere et år hos stedfaderen, til han havde taget sin hf-eksamen. Følelserne i forhold til hans far var og er dobbelte. De havde ikke boet længe i huset, inden Jack Kampmann begyndte at servere rødvin for Thomas Milsted. Vinen blev fortyndet med vand, men var stærk nok til, at han tidligt lærte, at alkohol kan skabe en form for fred i en anspændt krop. Jack Kampmann var truende og lunefuld, men han var også et inspirerende selskab og en vigtig mand i Thomas Milsteds liv.
”Min mor holdt frem til sin død fast ved, at jeg havde haft en lykkelig barndom og fået lov at opleve mere end de fleste. Og det er rigtigt, at jeg har været i Sydfrankrig, men når hun sagde det, havde jeg brug for at hejse et flag og minde om de gange, hvor vi flygtede. Men hun ville ikke høre på det. Jeg begyndte at gå til psykolog som 20-årig og husker, hvordan min mor reagerede med stor vrede, da jeg nævnte det for hende. Det har været en smerte ikke at kunne få lov til at trænge ind i min mors erkendelse omkring det her,” siger han.
Han har nogle gange spurgt sig selv, om hans opvækst var blevet bedre, hvis han ikke havde levet 12 formative år i en sammenbragt familie, som blev forsøgt formet efter kernefamiliens idealer. Da han var 20 år og bankede på hos psykologen, kæmpede han med angst og uro. Han røg og drak for meget og var tæt på at udvikle et mavesår. Det var også omkring den tid, han mødte sin biologiske far. Ved hans bror og søsters fars begravelse var der mange, som kendte hans biologiske far, og som opfordrede ham til at tage kontakt, hvilket han gjorde.
”Vi fik en meget lang snak, og nogle ekstra brikker blev lagt på plads. Jeg fik ansigt på ham, og dermed var der nogle illusioner, som brast. Jeg havde fået at vide, at han boede i Holte og var ansat på Kunstakademiet. Det var også korrekt. Men han var pedel. Han hentede mig på Holte Station med en mulepose, som indeholdt en boks med rødvin, og så tog vi bussen ud til det lille hus, han delte med sin kone. Hans næse havde et lilla skær, og han røg meget, og mit idealiserede billede falmede. Tanken om min far, som i mange år havde været en redningskrans, smuldrede,” siger han.
Det blev ved det ene besøg. Hans biologiske far døde kort efter, og han var med til at bære kisten.
I dag har Thomas Milsted accepteret den påvirkning, stedfaderen Jack Kampmann på godt og ondt har haft i hans tilværelse. Som dreng og ung var han flere gange i tvivl om, hvorvidt han var elsket som stedsøn. I dag er tvivlen erstattet af et ”ja”.
”Han elskede os så højt, som det nok var muligt for ham med de traumer, han havde. Og efter han er død, har jeg savnet ham og ønsket, at jeg kunne vise ham, hvordan det er gået mig.”