Prøv avisen
Boguddrag

Hassan Preisler: Da jeg snød min rektor, snød jeg mig selv

Når Hassan Preisler i dag taler med unge, er han meget opmærksom på, om de gemmer sig bag en forkert fortælling om sig selv. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Vær ærlig og tag imod en hjælpende hånd, siger skuespiller Hassan Preisler, der selv løj sig til medlidenhed i gymnasiet. Læs om hans oplevelse i dette uddrag fra bogen "Taler til ungdommen"

Jeg var indstillet på at blive kylet ud af gymnasiet. Jeg gik i 1.g og havde opbygget et massivt både skriftligt og fysisk fravær og et hashmisbrug. Jeg udtrykte intens skoleforagt og gik altid i byen med nogle venner. Så det så ikke ret lyst ud, da jeg blev sendt op til rektors kontor for at få besked om min skæbne.

Jeg skulle lige til at krybe til korset og trak vejret en sidste gang, inden jeg ville smide alle kort på bordet og erkende min skyld. Men rektor kom mig i forkøbet med et temmelig overraskende spørgsmål. ”Hassan, skyldes det hele din etniske baggrund?”.

Jeg tænkte, at den her griber jeg og ser, hvor det bærer hen. Så jeg sagde ja efter en lang pause. Og han svarede, at det kunne han godt forstå, at det måtte være hårdt at være kulturelt splittet og komme udefra uden stærke ressourcer.

Hvad han ikke vidste var, at min pakistanske far faktisk var uddannet fra Cambridge, havde en doktorgrad i genetik, og at min mor var fra en velfungerende, ressourcestærk overklassefamilie med udgangspunkt i Ordrup nord for København.

Det eneste rigtige var, at mine forældre var skilt, og at jeg var helt ude på et sidespor på det tidspunkt. Men løgnen om, at jeg var en stakkels indvandrerdreng, reddede mig og fik mig igennem resten af gymnasietiden.

Men først mange år senere fandt jeg ud af, hvor galt jeg var på den, den dag jeg trak offerkortet på rektors kontor. En beslutning, der har trukket lange spor gennem hele mit voksenliv.

Jeg kom til Danmark, da jeg var syv år, efter at have boet med mine forældre i Bern og Berlin. Da vi kom til Danmark, blev de skilt. Min søster flyttede med min mor, og jeg med min far til et socialt boligbyggeri i Bagsværd. Af forskellige årsager opstod en ny følelse af utilstrækkelighed i mig med natlige mareridt, der fortsatte ind i den vågne tilstand. Jeg var fagligt dygtig, men socialt meget angst, hvilket jeg kontrollerede ved at være en mobber i mange år.

Da jeg begyndte i gymnasiet, faldt den oparbejdede position som en, der gør andre bange, fra hinanden, og jeg var således bare Hassan fra det sociale boligbyggeri. Et redskab til at klare det blev skoleforagt og et stofmisbrug.

Efter samtalen med rektor lykkedes det mig at holde ham fra at møde mine forældre, og på den måde havde jeg fripas til at fortsætte min tilgang til skolen gennem gymnasietiden og endda at tisse op ad rektors kontor til en skolefest. Jeg blev altid tilgivet og hændelsen altid forklaret med mit kulturelle ophav. Et råd til unge kunne være at finde det sted, hvor du kan være et offer, og spille rollen ultimativt og således få alt, hvad du drømmer om. Men det vil jeg ikke give videre.

Jeg dyrkede den rolle intensivt også efter gymnasietiden, jeg fik taletid, omsorg og en god position i integrationsdebatten. Men det var uægte. Jo ældre jeg blev, jo sværere blev det at opretholde offerrollen, og desto mere uægte lød det, når jeg gentog de samme replikker. Det tog mig mange år at indse.

Jeg var 40 år og havde fået barn. En dag stod jeg på talerstolen i Den Sorte Diamant foran en fyldt sal og råbte op igen om, hvad diskrimination har af følelsesmæssige konsekvenser for folk som mig. Jeg havde holdt det foredrag 1000 gange og delte højtråbende endnu en gang min kongssætning: ”Se os dog som individer!”.

Og der faldt det hele sammen.

Der gik absurditeten op for mig. Det giver ikke nogen mening at sige ”se os som individer”. Der stod jeg og gav en masse mennesker dårlig samvittighed og skyldfølelse på falsk grundlag. Jeg krøllede talepapiret sammen og sagde, at jeg ikke kunne mere, og at jeg var ked af, at jeg havde spildt deres tid. Så gik jeg og er ikke siden vendt tilbage til det, jeg kalder integrationsindustrien.

Da rektor viste mig en udvej, skulle jeg selvfølgelig have været ærlig. Og havde jeg været det, havde jeg måske fået den rette hjælp frem for at dække mig ind under en illusion om at tilhøre en gruppe, der har det sværere end andre.

Jeg ville egentlig gerne møde rektor igen og takke ham for at række ud og sige undskyld for at have misbrugt hans tillid. Når jeg i dag taler med unge, er jeg meget opmærksom på, om de gemmer sig bag en forkert fortælling. Om de er præget af skamfulde løgne, der er et billede på deres smerte.

Så jeg vil i stedet sige, at du skal forsøge at finde modet til at udtrykke dig ærligt omkring dit ståsted. Det er sjældent, at der ikke et eller andet sted er en rektor, der møder dig med en hjælpende hånd, der kan gøre en forskel på dit liv – hvis du tør tage den.

En ung Hassan Preisler. – Privatfoto.

Løgnen om, at jeg var en stakkels indvandrerdreng, reddede mig og fik mig igennem resten af gymnasietiden

Hassan Preisler