Henny og Tobias er bedstevenner

Henny på 70 år og Tobias på 9 har fundet hinanden gennem Projekt Bedste Ven, der hjælper sårbare børn og unge med at finde voksenvenner over 60 med tid og overskud til et ekstra barnebarn

Tobias Skov (9) og Henny Mazanti (70) har god glæde ved hinanden. Hun er reservebedstemor for drengen, der for to år siden mistede sin farmor, som han var tæt på.
Tobias Skov (9) og Henny Mazanti (70) har god glæde ved hinanden. Hun er reservebedstemor for drengen, der for to år siden mistede sin farmor, som han var tæt på. Foto: Sonny Munk Carlsen.

Æblekage er bedst med flødeskum. Masser af flødeskum. Og når man selv lægger det på, bestemmer man også selv, hvor tykt laget skal være. Tobias på ni år har fat i den store flødeskumsske, øjnene stråler af forventning, og Henny, der har lavet kagen, protesterer ikke. Hun anretter bare boller og dækker op ved køkkenbordet.

Tobias er på besøg hos 70-årige Henny Mazanti hver torsdag eftermiddag. Her hos Henny har han et fristed. Her kender han alle kattens gemmesteder og havens bedste klatretræer. Her er ingen små søskende, der skriger og larmer, ingen klassekammerater, som mobber, og ingen voksne, der stiller krav, han ikke kan honorere. Her er først og fremmest Henny. Hun er hans bedsteven og så god som nogen rigtig bedstemor.

"Jeg har været pensioneret i 10 år, men når jeg selv skal sige det, har jeg stadig mange ressourcer, og hvis man har det, synes jeg også, man skal bruge dem. Der er for mange, som går tidligt fra og bare bruger tiden på sig selv," siger Henny.

LÆS OGSÅ: Flere børn mangler voksne venner

Hun kan godt finde både tid og overskud til at have Tobias på besøg en eftermiddag om ugen, skønt hun selv har fire voksne børn og seks børnebørn, er aktiv i foreningsarbejde, har masser af fritidsinteresser og et gammelt hus, der kræver sit.

Tobias og Henny har fundet hinanden gennem Projekt Bedste Ven. Det er en ordning, som er blevet til på Socialministeriets initiativ, men som er organiseret af tre frivillige organisationer, nemlig Børns Voksenvenner, Dansk Folkehjælp og Den Boligsociale Fond. Ideen er at engagere flere seniorer i frivilligt socialt arbejde. Ministeriet har afsat 17,7 millioner kroner fra satspuljemidlerne over fire år til projektet til at opbygge et net, hvor sårbare børn og unge bliver matchet med ressourcestærke ældre over 60 år. Bedstevennerne får ikke løn for deres indsats. Pengene går udelukkende til en projektmedarbejder i ministeriet og til de tre organisationer, der står for arbejdet med at finde og matche børn og seniorer.

Ifølge Socialministeriet er der cirka 15.000 sårbare og ensomme børn og unge i Danmark, som ville have godt af en moden bedsteven. De er hverken syge eller behandlingskrævende, men har det bare af forskellige årsager svært i skolen eller derhjemme og har brug for mere voksenkontakt. Sådan er det med Tobias.

Hjemme i Odense har han en god og tryg familie, men med to job og fem børn i alderen et til ni kniber det nogle gange for hans forældre med overskuddet. Heldigvis har Tobias haft sin farmor boende lige i nærheden. Han var meget glad for hende, og de var tæt knyttet til hinanden, men for to år siden blev hun pludselig syg og døde i en alder af 63 år.

Tobias blev dybt ulykkelig. Han sagde til sin far, at det, han ønskede mest i verden, var en ny Bedste, men hvor gerne faderen end ville, kunne han selvsagt ikke opfylde det ønske. Og så alligevel: Tobias' forældre, Maja og Thomas Skov, kom i kontakt med Projekt Bedste Ven, og efter nogen tids søgen lykkedes det for projektkonsulent Andrea Bäumer at opfylde Tobias' umulige ønske: Hun fandt Henny til ham.

"Hun ser rigtig sød ud, hende vil jeg gerne være ven med," sagde Tobias uden tøven, da han så billedet af den venlige gråhårede dame, og da han første gang sad ved Hennys køkkenbord med saftevand og hjemmebagte kokosmakroner, forsvandt enhver rest af usikkerhed. Han tog ubetinget Henny til sig som sin nye Bedste.

"Egentlig havde jeg forestillet mig, jeg skulle være bedste ven for et mindre barn, for jeg ved, hvor utrolig vigtigt det er, at børn får tryghed og kærlighed og bliver set, fra de er helt små," siger Henny Mazanti, men hun har ikke et øjeblik fortrudt, at hun sagde ja til Tobias i stedet for.

Tobias har sat tre boller og to portioner æblekage til livs. Han glider ned fra køkkenbænken og henter garn. Mens de voksne snakker, arbejder hans små fingre behændigt med løkker og knuder, og garnnøglet er på ingen tid halvt forvandlet til et langt fingerstrikket bånd, der snor sig ind under spisebordet.

Håndarbejde er noget af det, Tobias bedst kan lide, og Henny har lovet ham, at hun også vil lære ham at væve. Den slags er mildt sagt ikke i høj kurs hos drengene i klassen. De vil bare spille fodbold, og det er slet ikke noget for Tobias. Han føler sig udenfor og bliver drillet, fordi han er anderledes.

"Jeg kan lide at bygge huler, klatre i træer, svømme, køre på cykel, passe have og lave håndarbejde," remser han op uden at holde pause fra fingerstrikningen.

Det er der alt sammen rig mulighed for hos Henny. Rundt om hendes nedlagte husmandssted er der 7000 kvadratmeter have med gamle træer. Der er vindruer i drivhuset om sommeren og gode kroge til hemmelige huler. Indenfor i det lune køkken kan man på de kolde dage krybe sammen på køkkenbænken og smovse kager med ryggen mod de mørke egetræspaneler, eller man kan sidde med strikketøjet i den fine gamle sofa under vinduet med potteplanter og blondegardiner.

Henny lever ikke alene op til Tobias' forestillinger om en rigtig Bedste, hun passer også perfekt til Socialministeriets idealbillede af den ressourcestærke seniorborger, som har overskud til frivilligt socialt arbejde. Men tre frivillige organisationer har ikke helt let ved at rekruttere seniorer som Henny som bedstevenner.

"Vi må bare erkende, at der ganske vist er mange ressourcestærke seniorer i samfundet, men de sidder ikke med hænderne i skødet og venter på, at vi henvender os," siger Jette Skylvad, som er projektkoordinator hos Børns Voksenvenner.

"Mange af dem har travlt. De er allerede i frivilligt arbejde, spiller golf eller dyrker andre fritidsaktiviteter. De rejser meget eller også har de travlt med at passe deres egne børnebørn."

"Det er også meget forpligtende at melde sig som bedsteven, og det får nogle til at holde sig tilbage, for det kræver engagement i mange år. Man kan ikke sammenligne det med at være frivillig i en genbrugsbutik, hvor man kan holde op, hvis man bliver træt af det. Her er man nødt til at forpligte sig mere," siger hun.

Henny Mazanti har dog ikke noget imod at forpligte sig. Hun henter troligt Tobias i Odense hver torsdag klokken to, og hun opfatter det ikke som noget offer. Hun synes tværtimod, hun får en masse igen, og hun nyder at se, hvor godt det er for Tobias at have et fristed med kattekillinger og klatretræer og alt det hyggelige, man kan dele med en rigtig Bedste.

seniorliv@k.dk

Læs mere om Socialministeriets initiativ Projekt Bedste Ven på www.k.dk